En gennemgang af insolvensprocedurer i japansk selskabsret

Virksomhedsledelse kan til tider stå over for alvorlige finansielle vanskeligheder. Det japanske retssystem tilbyder en sofistikeret juridisk ramme, der sigter mod en ordnet løsning snarere end blot at lade en forretning mislykkes som en simpel fiasko. Denne ramme er opdelt i to strategiske retninger. Den første er en ‘likvidationsproces’, der har til formål at ordne virksomhedens aktiver og fordele dem retfærdigt blandt kreditorerne. Den anden er en ‘rekonstruktionsproces’, der bygger på fortsættelsen af forretningen og sigter mod genopbygning af de finansielle og organisatoriske strukturer for at opnå genoplivning. Disse juridiske procedurer kan betragtes som et strategisk værktøjssæt, der skal vælges afhængigt af virksomhedens situation. For aktionærer og ledere er det afgørende at forstå disse muligheder dybtgående for at beskytte virksomhedens værdi i krisetider, opfylde deres trustees ansvar og træffe informerede og præcise beslutninger. I denne artikel vil vi sammenligne og analysere de vigtigste juridiske procedurer i det japanske insolvensretssystem, nemlig konkurs, særlig likvidation, civil genopretning og virksomhedsrehabilitering, med fokus på deres karakteristika, forskelle og behandlingen af sikkerhedsrettigheder, og vi vil inkludere nylige retspraksis for at give et overblik fra et ekspertperspektiv.

Det samlede billede af insolvensprocedurer i Japan

Japansk lovgivning fastlægger fire hovedtyper af insolvensprocedurer, som udføres under tilsyn af domstolene. Disse procedurer kan først og fremmest opdeles i to kategorier baseret på deres formål. Den ene kategori er ‘likvidationsprocedurer’, som sigter mod at ophøre virksomhedens aktiviteter og opløse dens juridiske personlighed, hvilket inkluderer konkursprocedurer og særlige likvidationsprocedurer. Den anden kategori er ‘rekonstruktionsprocedurer’, som har til formål at genopbygge virksomheden, mens forretningsaktiviteterne fortsætter, og dette omfatter civilrehabiliteringsprocedurer og virksomhedsrehabiliteringsprocedurer.

Yderligere kan disse procedurer klassificeres ud fra, hvem der leder processen. Den ene type er ‘forvaltningsprocedurer’, hvor en neutral ekspert (forvalter), udpeget af domstolen, overtager kontrol med virksomhedens ledelse og ejendomsadministration for at gennemføre processen. Konkursprocedurer og virksomhedsrehabiliteringsprocedurer tilhører denne kategori. Den anden type er ‘DIP-procedurer’ (Debtor in Possession), hvor den eksisterende ledelse principielt opretholder ledelsesretten og selv udfører rekonstruktions- eller likvidationsprocessen. Særlige likvidationsprocedurer og civilrehabiliteringsprocedurer falder ind under denne kategori.

Denne dobbelte klassificering, det vil sige valget mellem ‘likvidation eller rekonstruktion’ og ‘forvaltnings- eller DIP-procedurer’, illustrerer tydeligt det strategiske dilemma, som virksomheder i økonomisk krise står overfor. Valget af procedure er ikke kun et spørgsmål om at vælge en juridisk form, men indebærer også en ledelsesmæssig vurdering af virksomhedens levedygtighed og en afgørende beslutning om, hvorvidt man ønsker at opretholde ledelsesretten. For eksempel, hvis man ønsker at genopbygge virksomheden, kan ledelsen vælge civilrehabilitering for at bevare kontrollen, men hvis kreditorerne eller domstolen vurderer, at den eksisterende ledelse er ansvarlig for ledelsessvigt, kan en virksomhedsrehabilitering med en ekstern forvalter blive valgt. Derfor skal ledelsen ikke kun objektivt vurdere virksomhedens finansielle levedygtighed, men også graden af tillid fra interessenterne.

Likvidationsbaseret konkursprocedure i Japan: Likvidation af et selskabs aktiver

En likvidationsbaseret procedure har til formål at omdanne et selskabs aktiver til pengeværdi og foretage en retfærdig fordeling til kreditorerne, når det er vanskeligt for selskabet at fortsætte sin drift. Dette tjener til juridisk at afslutte selskabet.

Konkursprocedurer i Japan

Konkursprocedurer er baseret på den japanske konkurslov og udgør den mest grundlæggende og kraftfulde likvidationsproces. For juridiske personer indledes processen af en domstol, når enten ‘betalingsudygtighed’ som defineret i den japanske konkurslovs § 15 (en objektiv tilstand, hvor en skyldner mangler evnen til at betale og generelt og kontinuerligt ikke kan betale gæld, der er forfalden) eller ‘overskydende gæld’ som defineret i § 16 (en tilstand, hvor skyldnerens aktiver ikke er tilstrækkelige til at dække gælden) er anerkendt.

Når proceduren er indledt, udpeger retten en neutral advokat som ‘konkursforvalter’. Ifølge den japanske konkurslovs § 2, stk. 12, har konkursforvalteren eksklusiv ret til at administrere og disponere over selskabets aktiver. Dette fratager den eksisterende ledelse alle rettigheder til at lede virksomheden og håndtere aktiverne, og konkursforvalteren overtager opgaverne med at undersøge, sikre, likvidere selskabets aktiver og distribuere dem til kreditorerne i henhold til den juridiske prioriteringsrækkefølge.

En markant egenskab ved denne procedure er, at den ikke kræver kreditorernes samtykke for at blive indledt. Hvis retten anerkender en objektiv insolvenssituation, vil proceduren tvangsmæssigt fortsætte. Dette er designet til at genoprette orden og beskytte alle kreditorers interesser retfærdigt, når der er intens konflikt mellem kreditorerne eller når tilliden til ledelsen er tabt, ved at en neutral tredjepart griber ind. Konkursforvalteren har en kraftfuld beføjelse kaldet ‘benægtelsesret’, som gør det muligt at annullere uretfærdige betalinger foretaget før konkursprocedurens start, og sikrer dermed princippet om lighed mellem kreditorerne. Derfor er konkursprocedurer positioneret som den sidste udvej, når andre samarbejdende løsninger er umulige.

Særlige Likvidationsprocedurer Under Japansk Lov

Særlige likvidationsprocedurer er en forenklet likvidationsproces, der kun er tilgængelig for aktieselskaber og er fastlagt i den japanske selskabslovs artikel 510 og følgende. Denne proces indledes, når et selskab først opløses ved en særlig beslutning på generalforsamlingen og derefter går ind i den normale likvidationsproces, hvis der er mistanke om insolvens eller andre betydelige hindringer for likvidationens gennemførelse.

I modsætning til konkursprocedurer ledes processen ikke af en ekstern kurator udpeget af retten, men af selskabets ‘likvidator’. Likvidatoren er ofte en tidligere direktør eller lignende, og ledelsen opretholder en vis kontrol gennem en DIP-lignende proces (Debtor in Possession).

Kernen i denne proces er at opnå enighed med kreditorerne. Det sker konkret ved at få godkendt en tilbagebetalingsplan, kaldet en ‘aftale’, på kreditorforsamlingen eller ved at indgå ‘forlig’ med individuelle kreditorer for at fremme likvidationen. For at en aftale kan godkendes, kræves der et flertal af de stemmeberettigede deltagere og mindst to tredjedele af det samlede antal stemmerettigheder. Som det fremgår af disse krav, forudsætter særlige likvidationsprocedurer, at der på forhånd er opnået enighed om likvidationsplanen med de primære kreditorer. Hvis kreditorernes samtykke ikke opnås, mislykkes proceduren, og i mange tilfælde vil det føre til en konkursprocedure.

På grund af sin natur, der forudsætter enighed, har særlige likvidationsprocedurer den fordel, at de kan afsluttes hurtigere og til lavere omkostninger sammenlignet med konkursprocedurer. De anvendes især ofte i tilfælde, hvor kreditorerne er begrænsede og samarbejdsvillige, som for eksempel når et moderselskab likviderer et datterselskab.

Sammenligning af Konkurs og Særlig Likvidation Under Japansk Lov

Nedenstående tabel opsummerer de væsentligste forskelle mellem konkursprocedurer og procedurer for særlig likvidation.

Rekonstruktionsbaserede insolvensprocedurer: Sigter mod genopretning af virksomheden

Rekonstruktionsbaserede procedurer har til formål at genoprette virksomheder, der befinder sig i finansielle vanskeligheder, men som stadig har værdi og potentiale for fortsat drift.

Civilrehabiliteringsprocedure under japansk lov

Civilrehabiliteringsproceduren er baseret på den japanske Civil Rehabilitation Law og har til formål at genoprette en skyldners forretning eller økonomiske liv. Den største fordel ved denne procedure er dens fleksibilitet, hvilket gør det muligt for alle typer erhvervsdrivende, herunder aktieselskaber, partnerskaber og enkeltmandsvirksomheder, at benytte sig af den.

Princippet er, at proceduren følger en DIP-model (Debtor in Possession), hvor den eksisterende ledelse bevarer kontrol over virksomheden og fortsætter driften, mens de selv udarbejder og implementerer en genopretningsplan. Artikel 38, afsnit 1 i den japanske Civil Rehabilitation Law fastslår, at skyldneren har ret til at fortsætte sin forretning og administrere samt disponere over sine aktiver, selv efter at rehabiliteringsproceduren er indledt. Aktionærernes rettigheder ændres som udgangspunkt heller ikke.

Men der er betydelige begrænsninger i denne procedure. Det drejer sig om håndteringen af rettighederne for sikrede kreditorer (primært finansielle institutioner). Under civilrehabiliteringsproceduren har sikrede kreditorer en “separationsret”, som principielt tillader dem at beslaglægge og sælge de aktiver, der tjener som sikkerhed (for eksempel fabrikker eller maskiner), uafhængigt af rehabiliteringsproceduren, for at inddrive deres tilgodehavender. Dette indebærer en risiko for, at vitale aktiver for forretningsfortsættelsen går tabt.

Derfor er det i praksis afgørende for at sikre succes med civilrehabiliteringsproceduren, at der forhandles med de primære sikrede kreditorer før ansøgningen indgives, for at opbygge et samarbejdsforhold, hvor de accepterer at vente med at udøve deres sikkerhedsrettigheder. Proceduren fastslår, at en genopretningsplan skal godkendes ved kreditorforsamlingen med et flertal af stemmerne og et flertal af det samlede beløb af stemmerettighederne for at fastlægge en kurs mod genopbygning.

Japansk Virksomhedsrehabiliteringsprocedure

Japansk virksomhedsrehabiliteringsprocedure er baseret på Japans Virksomhedsrehabiliteringslov og er en af de mest kraftfulde genopbygningsprocesser til rådighed. På grund af dens styrke er den begrænset til aktieselskaber og anvendes primært til genopbygning af store virksomheder.

Proceduren er af forvaltningstypen, og når den iværksættes, udpeger retten straks en “rehabiliteringsadministrator”, og det eksisterende ledelsesteam træder tilbage. Kontrollen over virksomhedens ledelse og retten til at administrere og disponere over ejendom koncentreres hos rehabiliteringsadministratoren.

Det mest markante træk ved virksomhedsrehabiliteringsproceduren er, at den kan suspendere rettighederne for sikrede kreditorer, hvilket ikke er muligt i en civil genopbygningsprocedure. Sikrede kreditorer har ikke ret til separat udlæg, og deres krav behandles som “rehabiliteringssikrede krav” inden for proceduren, hvor de kan blive genstand for reduktion eller udsættelse af betaling i henhold til rehabiliteringsplanen. Desuden kan aktionærernes rettigheder også ændres betydeligt, og i mange tilfælde udføres en 100% kapitalnedskrivning, hvilket eliminerer de eksisterende aktionærers rettigheder fuldstændigt.

Således er virksomhedsrehabiliteringsproceduren et system, der radikalt justerer rettighederne for alle interessenter, herunder sikrede kreditorer og aktionærer, og under ledelse af en ekstern ekspert, rehabiliteringsadministratoren, sigter mod en fuldstændig omstrukturering af virksomheden. På grund af dens kraftfulde natur er proceduren kompleks, omkostningstung og tidskrævende. For ledelsen betyder det at træde tilbage, så valget af denne procedure er en alvorlig beslutning, der indebærer at ofre deres egen position for at redde virksomheden.

Sammenligning af civil genopretning og virksomhedsrehabilitering under japansk lov

Nedenstående tabel opsummerer de vigtigste forskelle mellem civil genopretningsproceduren og virksomhedsrehabiliteringsproceduren i Japan.

Håndtering af sikkerhedsrettigheder under japanske insolvensprocedurer

Håndteringen af sikkerhedsrettigheder under insolvensprocedurer er et yderst vigtigt spørgsmål, der kan afgøre udfaldet af sagen.

Separationsrettigheder

Separationsrettigheder refererer til en sikret kreditors ret til at udøve sine rettigheder uden for rammerne af insolvensprocedurerne i Japan, såsom konkurs- og civilrehabiliteringsprocedurer, og at modtage betaling med forrang frem for andre kreditorer. Den juridiske grundlag for dette findes i artikel 65 i den japanske konkurslov og artikel 53 i den japanske civilrehabiliteringslov.

Disse rettigheder har en stor indflydelse på procedurerne. For eksempel, hvis en bank har et pant i en virksomheds centrale fabrik, og banken udøver sin separationsret og sætter fabrikken på auktion, bliver det umuligt for virksomheden at fortsætte sin drift. Med andre ord, selvom en virksomhed juridisk indleder en civilrehabiliteringsprocedure, vil en genopbygning i praksis mislykkes, hvis man ikke opnår samarbejde fra sikrede kreditorer.

Derfor deler separationsrettighedernes eksistens insolvensprocedurerne op i to aspekter. Det ene er den officielle procedure, som retten administrerer, og som sigter mod en retfærdig fordeling mellem usikrede kreditorer. Det andet er de yderst vigtige forhandlinger, der foregår bag kulisserne med sikrede kreditorer. For ledelsen, der vælger civilrehabilitering, er det en absolut forudsætning for succes at have indgået en “standstill-aftale” (en aftale om midlertidig ophør af udøvelsen af sikkerhedsrettigheder) med de vigtigste finansielle institutioner før ansøgningen.

Rehabiliteringssikkerhedsrettigheder

Under en virksomhedsrehabiliteringsprocedure i Japan anerkendes separationsrettigheder ikke. Når proceduren indledes, forbydes automatisk udøvelsen af alle sikkerhedsrettigheder. Sikrede kreditorers rettigheder omdannes til en status kendt som “rehabiliteringssikkerhedsrettigheder”, og disse rettigheder kan ændres ligesom andre krav i rehabiliteringsplanen. Den juridiske grundlag for dette findes i den japanske virksomhedsrehabiliteringslov, hvor for eksempel paragraf 2, punkt 10 definerer rehabiliteringssikkerhedsrettigheder, og paragraf 47 fastsætter forbuddet mod at udøve rettighederne.

Dette system giver virksomhedsrehabiliteringsprocedurerne en stærk evne til at genopbygge. Ved at suspendere individuelle kreditorers rettigheder midlertidigt og bringe alle interessenter (sikrede kreditorer, usikrede kreditorer, aktionærer) til samme bord, kan rehabiliteringsadministratorer udarbejde en omfattende plan for at redesigne virksomhedens kapitalstruktur. Ideen er at prioritere det offentlige gode, virksomhedens genopretning, frem for individuelle rettigheder. Det er på grund af denne stærke indgriben i individuelle ejendomsrettigheder, at der er strenge procedurekrav, såsom udnævnelsen af en neutral administrator og streng retlig tilsyn, for at forhindre misbrug.

Sammenligning af håndteringen af sikkerhedsrettigheder i forskellige procedurer

Introduktion til Nylige Retssager i Japan

I praksis med insolvens støder man konstant på nye udfordringer i fortolkningen af lovgivningen. Her introducerer vi en vigtig afgørelse fra den japanske højesteret fra den 22. december 2021 (Reiwa 3).

Højesterettens afgørelse vedrørte fortolkningen af artikel 174, stk. 2, nr. 3 i den japanske lov om civil genopretning. Denne bestemmelse fastslår, at hvis en genopretningsplan er vedtaget ved “uretmæssige metoder”, må retten ikke godkende planen.

Sagen drejede sig om, at en kurator for et selskab under civil genopretning havde indgået et forlig med en hovedkreditor, som havde et betydeligt krav, for at løse en tvist om eksistensen af gælden. Forligsaftalen indeholdt en bestemmelse om, at kreditoren ville stemme for genopretningsplanen. Andre kreditorer hævdede, at dette var et såkaldt “køb af stemmer” og dermed en “uretmæssig metode”, og de krævede, at planen ikke blev godkendt.

Højesteretten afgjorde, at en forligsaftale, der inkluderer en aftale om at stemme for en genopretningsplan, ikke umiddelbart udgør en “uretmæssig metode”. Retten udtalte, at man bør overveje den samlede hensigt og omstændighederne bag indgåelsen af forliget samt om indholdet af forliget samlet set er rimeligt for den gældstyngede virksomhed. I dette tilfælde blev en kompleks tvist løst gennem forliget, og indholdet var rationelt og bidrog til virksomhedens genopbygning, så det blev ikke anset for at være indgået udelukkende med det formål at påvirke stemmeafgivelsen, og derfor faldt det ikke ind under “uretmæssige metoder”.

Denne retsafgørelse er vigtig, da den bekræfter retspraksis i forhandlingerne under insolvensprocedurer. Det er afgørende for kuratorer og ledelse at forhandle med individuelle kreditorer for at danne et flertal, der er nødvendigt for at få en genopretningsplan godkendt. Afgørelsen viser, at sådanne forhandlinger ikke i sig selv skal forbydes, men at indholdet af aftalen skal vurderes efter, om det er kommercielt rimeligt for virksomheden som helhed og ikke uretfærdigt skader andre kreditorers interesser. Dette giver praktikere mulighed for at forhandle mere fleksibelt, men pålægger dem samtidig et ansvar for at konstruere en aftale, der er forklarlig og retfærdig over for alle kreditorer.

Konklusion

Under japansk insolvenslovgivning tilbydes virksomheder i finansiel krise to grundlæggende retninger: “likvidation” og “rekonstruktion”, hver med flere forskellige procedurer. Konkurs og særlig likvidation er likvidationsprocedurer, der afvikler og afslutter en virksomheds aktiver, mens civilrehabilitering og virksomhedsrehabilitering er rekonstruktionsprocedurer, der sigter mod at fortsætte og genoplive forretningen. Disse valg er tæt forbundet med afgørende beslutninger om virksomhedsledelsen, såsom om man kan bevare ledelsesretten (DIP-type) eller overlade den til eksterne eksperter (forvaltningstype). Især behandlingen af sikkerhedsrettigheder (retten til separat udlæg) er en afgørende faktor, der i høj grad påvirker den strategiske værdi af hver procedure. For at navigere i dette komplekse juridiske rammeværk og finde den optimale vej frem kræves ikke kun dyb juridisk viden, men også avanceret strategisk tænkning og forhandlingsevner.

Monolith Advokatfirma har en stærk track record i at levere omfattende juridiske tjenester til både nationale og internationale klienter inden for japansk selskabsret, især i forbindelse med virksomheders insolvensprocedurer. Vores firma har flere eksperter, der ikke kun er kvalificerede som japanske advokater, men også som engelsktalende fagfolk med udenlandske advokatlicenser, hvilket gør det muligt for os at tilbyde strategisk rådgivning for at maksimere rettigheder og interesser for ledelse og aktionærer i komplekse insolvenssituationer. Fra likvidationsprocedurer til rekonstruktionsprocedurer er vi forpligtet til at støtte vores klienter i alle situationer for at finde den bedste løsning. For rådgivning om juridisk krisehåndtering, tøv ikke med at kontakte Monolith Advokatfirma.