Netbutiksdrift og lov: Japansk 'Specifik Elektronisk Mail Lov' & 'Personlige Oplysningsbeskyttelseslov'

Med muligheden for at købe og sælge varer med blot en smartphone, er online shopping blevet en uundværlig del af vores liv. Driften af en online butik involverer mange forskellige love. I denne artikel vil vi forklare forholdet mellem den japanske “Specifik Elektronisk Mail Lov” og “Persondata Beskyttelsesloven”.

Lovgivning i forbindelse med netbutikker

De love, der er relevante for drift af netbutikker, kan opdeles i ‘generelle love om netbutikker’, såsom den japanske lov om specifikke kommercielle transaktioner (Specifik Handelstransaktionslov), loven mod urimelig konkurrence (Urimelig Konkurrence Forebyggelseslov), loven om præsentation af præmier (Præmieudstillingslov), den elektroniske kontraktlov (Elektronisk Kontraktlov), loven om specifik elektronisk post (Specifik Elektronisk Postlov) og loven om beskyttelse af personlige oplysninger (Persondata Beskyttelseslov), samt ‘love specifikke for visse brancher’. Vi har tidligere gennemgået den japanske lov om specifikke kommercielle transaktioner og loven mod urimelig konkurrence, samt loven om præsentation af præmier og den elektroniske kontraktlov. I denne artikel vil vi fokusere på loven om specifik elektronisk post og loven om beskyttelse af personlige oplysninger.

Relaterede artikler: Drift af netbutikker og lovgivning – Den japanske lov om specifikke kommercielle transaktioner og loven mod urimelig konkurrence [ja]

Relaterede artikler: Drift af netbutikker og lovgivning – Loven om præsentation af præmier og den elektroniske kontraktlov [ja]

Den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post (officielt navn: Lov om korrekt håndtering af specifik elektronisk post)

Den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post er en lov, der regulerer udsendelsen af spammails, som blev indført som reaktion på, at reklame, falske krav, svindel og virusmails sendt massivt til mobiltelefoner blev et samfundsproblem.

Ved lovens ikrafttræden i 2002 (Heisei 14) blev der indført en opt-out-metode, der krævede angivelse af “uønsket reklame”, og det blev forbudt at sende mails til falske e-mailadresser genereret tilfældigt af programmer. Efterfølgende blev forbuddet mod udsendelse af spammails og straffene styrket i 2005 (Heisei 17) i lyset af den stigende ondsindethed og teknologiske fremskridt inden for spammails. I 2008 (Heisei 20) blev der indført reguleringer ved hjælp af opt-in-metoden, og der blev truffet foranstaltninger mod spammails sendt fra udlandet, hvilket fører os op til i dag.

Med hensyn til reklamemails fastsætter den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post følgende:

• Forbud mod at sende mails til personer, der ikke på forhånd har givet samtykke til at modtage dem (Artikel 3, stk. 1 i den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post)
• Pligt til at vise bestemte oplysninger, såsom afsenderens navn, en e-mailadresse eller URL, hvor man kan give meddelelse om afvisning af modtagelse (Artikel 4 i den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post)
• Forbud mod at sende mails med falske afsenderoplysninger eller at foregive at være en anden afsender (Artikel 5 i den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post)

Disse regler er fastsat.

Mails, der ikke overholder disse regler, er ulovlige, og ministeren for indre anliggender og kommunikation samt direktøren for forbrugeragenturet kan, hvis de finder det nødvendigt for at forhindre forstyrrelser i mailudvekslingen, pålægge afsenderen at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forbedre måden, hvorpå mails sendes (Artikel 7 i den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post). Hvis afsenderen sender mails med falske afsenderoplysninger eller ikke følger ministerens og direktørens ordrer, kan vedkommende straffes med fængsel i op til et år eller en bøde på op til 1 million yen (Artikel 34 i den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post). I tilfælde af juridiske personer kan der ud over at straffe den person, der har handlet, pålægges en bøde på op til 30 millioner yen (Artikel 37 i den Japanske Lov om Specifik Elektronisk Post).

Persondataloven (officielt navn: Lov om beskyttelse af personoplysninger)

Persondataloven er en vigtig lov, når man overvejer spørgsmål om personoplysninger i virksomhedsaktiviteter, og den præciserer de juridiske forpligtelser, som virksomheder, der håndterer personoplysninger, har.

Indtil 2015 var virksomheder, der håndterer personoplysninger, begrænset til virksomheder, der havde personoplysninger om mere end 5000 personer. Men efter ændringen i 2015 blev denne betingelse fjernet, og næsten alle virksomheder blev virksomheder, der håndterer personoplysninger.

I Persondataloven er “personoplysninger” defineret som “oplysninger om en levende person”, og “oplysninger, der kan identificere en bestemt person ved hjælp af navn, fødselsdato og andre beskrivelser indeholdt i disse oplysninger (herunder oplysninger, der let kan sammenlignes med andre oplysninger og dermed kan identificere en bestemt person)” (Persondataloven, artikel 2, stk. 1, 4 og 5).

Behovet for at beskytte personoplysninger varierer meget afhængigt af, om de er databaseret eller ej.

“Persondata” er personoplysninger, der er databaseret ved hjælp af en computer, og blandt disse er dem, som virksomheden har haft i mere end seks måneder, “bevarede persondata”. Persondata er systematisk strukturerede personoplysninger, der er databaseret og let kan søges, og da risikoen for krænkelse af rettigheder er høj, gives der stærkere beskyttelse end for generelle personoplysninger.

Endnu stærkere beskyttelse gives til bevarede persondata, som er persondata, der har ret til at blive åbnet, rettet, tilføjet eller slettet, stoppet i brug, slettet og stoppet i at blive leveret til tredjeparter af virksomheder, der håndterer personoplysninger (Persondataloven, artikel 2, stk. 7). For bevarede persondata er det tilladt at anmode om offentliggørelse, rettelse, ophør af brug osv., således at den pågældende person kan deltage passende i sine egne oplysninger.

For at forhindre misbrug af personoplysninger er det nødvendigt at begrænse deres håndtering inden for det omfang, der er nødvendigt for at opnå det formål, for hvilket de bruges, efter at dette formål er blevet klart identificeret.

Derfor skal virksomheder, der håndterer personoplysninger:

• Specificere formålet med håndteringen af personoplysninger så meget som muligt (Persondataloven, artikel 15, stk. 1)
• Ikke håndtere personoplysninger ud over det omfang, der er nødvendigt for at opnå formålet (Persondataloven, artikel 16, stk. 1)
• Ikke erhverve personoplysninger ved bedrageri eller andre ulovlige midler (Persondataloven, artikel 17, stk. 1)
• Hvis personoplysninger erhverves, skal formålet med brugen meddeles eller offentliggøres til den pågældende person (Persondataloven, artikel 18)

Der er ingen specifikke krav til, hvordan dette skal offentliggøres, men det er almindeligt at gøre det i form af en “privatlivspolitik” eller “politik for beskyttelse af personoplysninger”.

På den anden side er det forbudt at indhente såkaldte følsomme oplysninger, der kræver særlig hensyntagen, uden den pågældende persons samtykke (Persondataloven, artikel 17, stk. 2).

Følsomme oplysninger er:

I denne lov betyder “følsomme oplysninger” personoplysninger, der indeholder beskrivelser, der er fastsat ved forordning, for at forhindre uretfærdig diskrimination, fordomme og andre ulemper over for den pågældende person, såsom race, tro, social status, sygehistorie, kriminel historie, og det faktum, at personen har lidt skade som følge af en forbrydelse.

Persondataloven, artikel 2, stk. 3

Dette inkluderer også handicap, resultater af helbredsundersøgelser, vejledning, behandling, recepter osv. fra læger, gennemførelse af strafferetlige procedurer og gennemførelse af procedurer i forbindelse med ungdomsbeskyttelsessager.

Der er ofte problemer med store lækager af kundeoplysninger og andre sociale problemer. Virksomheder, der håndterer personoplysninger, har pligt til at træffe de nødvendige og passende foranstaltninger (sikkerhedsforanstaltninger) for at sikre sikkerheden af persondata (Persondataloven, artikel 20), og når de lader deres medarbejdere håndtere persondata, skal de udføre den nødvendige og passende tilsyn for at sikre sikkerheden af disse persondata (Persondataloven, artikel 21).

Hvis en medarbejder sælger eller tager kundeoplysninger med sig, kan det ikke kun medføre, at medarbejderen selv pådrager sig ansvar for ulovlige handlinger (Civilretten, artikel 709), men virksomheden, der håndterer personoplysninger, kan også pådrage sig ansvar for brugeren (Civilretten, artikel 715).

Persondataloven indeholder strafferetlige sanktioner for virksomheder, der lækker personoplysninger.

Hvis en virksomhed overtræder Persondataloven og lækker oplysninger, vil den først få en “anbefaling om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at rette overtrædelsen og stoppe overtrædelseshandlingen” fra staten (Persondataloven, artikel 42).

Hvis dette også overtrædes, kan den medarbejder, der har overtrådt, straffes med “fængsel i op til 6 måneder eller en bøde på op til 300.000 yen” (Persondataloven, artikel 84), og virksomheden, der ansætter denne medarbejder, kan også straffes med en “bøde på op til 300.000 yen” (Persondataloven, artikel 85).

Desuden, hvis det er leveret eller stjålet med det formål at opnå uretmæssig fortjeneste, vil det blive straffet med “fængsel i op til et år eller en bøde på op til 500.000 yen” uden anbefaling (Persondataloven, artikel 83).

Persondataloven er en lov, der kræver, at virksomheder, der håndterer personoplysninger, håndterer personoplysninger korrekt og træffer de nødvendige og passende foranstaltninger for sikkerhedsstyring, og det er en vigtig lov, der ikke kan undgås i driften af en online butik.

Relateret artikel: Hvad er Persondataloven og personoplysninger? En advokat forklarer [ja]

Opsummering

Når du driver en online butik, skal du være opmærksom på de relevante love for at undgå problemer.

Selvfølgelig skal du være opmærksom på “love, der gælder for online butikker generelt”, men du skal også tage hensyn til “love, der gælder for specifikke brancher”, såsom “Japanese Secondhand Articles Dealer Law” (Japansk lov om handel med brugte varer) og “Japanese Pharmaceuticals and Medical Devices Law” (Japansk lov om lægemidler og medicinsk udstyr).

https://monolith.law/corporate/cosmetics-healthy-food-advertisement [ja]

Introduktion til vores firmas tiltag

Monolis Advokatfirma er et advokatfirma med høj ekspertise inden for IT, især internettet og lovgivning. I de senere år er online shopping blevet en uundværlig del af vores liv, og behovet for juridisk kontrol er stigende. Vores firma tilbyder løsninger relateret til online shopping. Detaljer er angivet i artiklen nedenfor.