Udbetaling af præmiepenge og juridiske risici ved e-sportskonkurrencer

Juridisk fortolkning af den japanske lov om hasardspil

Den japanske straffelovs artikel 185 fastsætter, at “den, der deltager i hasardspil, straffes med en bøde på op til 500.000 yen eller en mindre bøde”, og gør dermed hasardspil til en strafbar handling.
Her refererer “hasardspil” til en situation, hvor flere parter konkurrerer om tab eller gevinst af ejendom eller økonomiske fordele baseret på tilfældige udfald.
“Tilfældige udfald” betyder, at udfaldet afgøres af forhold, som parterne ikke kan forudsige med sikkerhed eller kontrollere frit.
Når en sådan konkurrence om tilfældige udfald resulterer i, at vinderen erhverver ejendom (typisk penge), og taberen mister det, betragtes det som hasardspil og er strafbart.

Selv når dygtighed spiller en rolle i udfaldet (som i tilfælde af væddemål på golf), betragtes det stadig som hasardspil, hvis der er et element af tilfældighed.
Dog, selv hvis man deltager i hasardspil, anses det ikke for at være en overtrædelse af den japanske straffelovs artikel 185, hvis det kun involverer genstande, der bruges til midlertidig underholdning.

Muligheden for at opfylde betingelserne for gamblinglovgivning i e-sportskonkurrencer

e-sport er en konkurrence, hvor man bruger forskellige digitale spil til at konkurrere om præstationer, og man kan afgøre vindere og tabere baseret på disse præstationer.
Selvom spillerens færdigheder utvivlsomt påvirker spillets udfald, er der også aspekter, hvor udfaldet kan påvirkes af tilfældige omstændigheder.

Derfor, når man konkurrerer om at vinde eller tabe ejendele baseret på spillets udfald, vil denne handling som udgangspunkt falde ind under gamblinglovgivningen.
Som konkrete eksempler kan nævnes, at hvis deltagere i et kampspil hver især bidrager med penge, og vinderen tager det hele, eller hvis flere spillere hver især bidrager med penge til et bilracer-spil, og vinderen tager det hele, vil disse spilleres handlinger sandsynligvis falde ind under gamblinglovgivningen.

Overvejelser fra Juridiske Rådgivningseksempler

I forbindelse med afholdelse af en e-sports konkurrence, modtog vi følgende forespørgsel fra arrangørerne:
Ved afholdelse af en konkurrence ønsker vi at opkræve deltagergebyrer fra deltagerne og anvende disse til udgifter som leje af lokaler, udstyr, personaleomkostninger samt præmiepenge til de bedst præsterende deltagere. Er der juridiske forhold, vi skal være opmærksomme på?

Som svar på denne forespørgsel kan vi konkludere, at så længe deltagergebyret er rimeligt og dækker de faktiske omkostninger ved afholdelse af konkurrencen, opstår der ingen juridiske problemer.
Dog er det vigtigt at bemærke, at hvis præmiepenge til de bedst præsterende deltagere finansieres af de indsamlede deltagergebyrer, kan både deltagerne og arrangørerne risikere at blive straffet i henhold til den japanske straffelovs bestemmelser om hasardspil (straffelovens artikel 185 og andre).

Juridisk vurdering af deltagergebyrer og præmiepenge i konkurrencer

Vi vil undersøge forholdet mellem deltagergebyrer og præmiepenge i e-sportskonkurrencer mere detaljeret. Når deltagere i en konkurrence betaler et deltagergebyr, og kun dette gebyr anvendes som grundlag for at tildele præmiepenge til vinderen eller andre dygtige deltagere, kan følgende juridiske vurdering foretages:
Vinderen eller de dygtige deltagere blandt konkurrence-deltagerne opnår præmiepenge som vindere blandt flere deltagere, der har satset penge på et tilfældigt udfald, mens de øvrige deltagere mister det betalte deltagergebyr som tabere. Derfor kan det opfattes som om, at deltagerne i konkurrencen deltager i gambling.

Desuden, for eksempel, når deltagere betaler et fastsat deltagergebyr til arrangøren for at deltage i konkurrencen, og arrangøren tildeler præmiepenge, der overstiger det betalte deltagergebyr (for eksempel det dobbelte af deltagergebyret), til deltagere, der opnår en vis præstationsstandard, så indgår hver deltager i en konkurrence med arrangøren om, hvorvidt de kan opnå en vis præstationsstandard i spillet, der afholdes i konkurrencen. Dette resulterer i en konkurrence om tab og gevinst af ejendom baseret på udfaldet, og det vurderes, at der foregår gambling mellem arrangøren og hver deltager.

På den anden side, hvis deltagergebyret, som deltagerne betaler, kun dækker en del af omkostningerne ved at drive konkurrencen, såsom leje af konkurrencefaciliteter, udstyr og personaleomkostninger, og ikke kan vurderes som grundlag for præmiepenge til dygtige deltagere, så er der ikke tale om en konkurrence om tab og gevinst af penge mellem deltagerne eller mellem deltagerne og arrangøren. Derfor anses afholdelse af en sådan konkurrence og deltagelse ved betaling af deltagergebyr ikke for at udgøre gambling i henhold til den japanske straffelov.