Forklaring af rettighedsbegrænsninger i japansk ophavsret: Forståelse af undtagelsesbestemmelser og praksis

Den japanske ophavsretslov (著作権法) vedtager en ‘formalitetsfri’ tilgang, hvor rettighederne til et værk automatisk opstår i det øjeblik det skabes, hvilket giver stærk beskyttelse til ophavspersonen. Som hovedregel anses enhver brug af et værk uden ophavsmandens tilladelse for at være en krænkelse af ophavsretten. Men i sin første artikel, søger den japanske ophavsretslov at skabe en balance mellem beskyttelsen af ophavsrettigheder og bidraget til ‘kulturens udvikling’. For at opnå denne balance, indeholder loven fra artikel 30 til 50 bestemmelser om undtagelser, der under visse betingelser tillader brugen af et værk uden ophavsmandens tilladelse, kendt som ‘begrænsninger af ophavsretten’. Disse bestemmelser tillader ikke en bred fortolkning, men er snarere nøje definerede undtagelser, der er specifikke for den enkelte brugsformål og metode. For virksomheder, især dem der opererer globalt, er det afgørende at forstå disse begrænsninger præcist for at undgå risikoen for utilsigtet ophavsretskrænkelse og sikre lovlig forretningsdrift. Denne artikel vil professionelt forklare reglerne, der er dybt relevante for virksomheders IT-praksis, fra de grundlæggende principper, der påvirker anvendelsen af rettighedsbegrænsninger, til det vigtige forhold mellem ophavsmandens personlighedsrettigheder, og endda til den japanske lovgivnings tilgang til fair brug og parodi, baseret på lovgivning og retspraksis. 

Begrænsninger af ophavsret i virksomheders IT-miljøer i Japan

IT-infrastruktur er afgørende for moderne virksomheders aktiviteter, men den daglige drift og vedligeholdelse indebærer ofte teknisk “kopiering” af ophavsretligt beskyttede værker. Den japanske ophavsretslov har specifikke undtagelsesbestemmelser for at sikre, at sådanne nødvendige handlinger ikke udgør en krænkelse af ophavsretten.

Ejeres kopiering af programværker (Artikel 47, paragraf 3)

Artikel 47, paragraf 3, stk. 1 i den japanske ophavsretslov tillader ejere af kopier af programværker at kopiere eller modificere (ændre) det pågældende program i det omfang, det er nødvendigt for at anvende programmet på en elektronisk computer.

Denne bestemmelse tager højde for brug inden for “det nødvendige omfang”, som forestiller sig specifikke handlinger i virksomheders IT-praksis. For eksempel omfatter dette installation af software på servere eller individuelle computere, oprettelse af backup-kopier for at forberede sig på datatab eller skader, samt mindre “ændringer” som at sikre kompatibilitet med specifik hardware eller rette fejl for at fjerne bugs.

Det vigtigste at bemærke ved anvendelsen af denne bestemmelse er dog, at rettighedssubjektet er begrænset til ejeren af programværkets kopier. I det moderne forretningsmiljø er software generelt ikke “ejet” gennem køb, men snarere “licenseret” gennem licensaftaler. Hvis en virksomhed kun bruger software baseret på en licensaftale, reguleres rettighederne til at kopiere eller ændre ikke af denne undtagelsesbestemmelse i ophavsretsloven, men af indholdet af licensaftalen. Hvis aftalen strengt begrænser kopiering, kan selv backup-kopiering udgøre en kontraktbrud, så det er yderst vigtigt at gennemgå kontraktbetingelserne nøje.

Desuden, selv hvis man er ejer af programmet, hvis man mister ejerskabet, for eksempel ved at sælge computeren, hvor softwaren er installeret, kan man ikke fortsætte med at opbevare backup-kopier og er forpligtet til at destruere dem.

Anvendelse af værker på elektroniske computere som en del af brugen (Artikel 47, paragraf 4)

Den oprindelige undtagelsesbestemmelse for programværker var primært tænkt til brug af standalone software distribueret på fysiske medier. Men i det moderne IT-miljø, hvor cloud computing og netværkstjenester er udbredt, opstår mere komplekse kopieringshandlinger som servervedligeholdelse, datamigrering og systemgendannelse efter fejl. Disse handlinger var ikke tilstrækkeligt dækket af de traditionelle bestemmelser.

For at mindske kløften mellem den teknologiske virkelighed og loven blev mere fleksible begrænsninger af rettighederne indført med ændringerne af ophavsretsloven i 2018. Kernen i disse ændringer er Artikel 47, paragraf 4 og Artikel 47, paragraf 5.

Artikel 47, paragraf 4 i den japanske ophavsretslov tillader brug af værker på elektroniske computere, der er nødvendig for at gøre brugen mere smidig eller effektiv. Dette inkluderer oprettelse af midlertidige caches for at fremskynde netværksbehandling eller midlertidig backup af data til eksterne medier til vedligeholdelse, reparation eller udskiftning af udstyr, og derefter genoprettelse til det oprindelige udstyr efter arbejdet er fuldført. Dette gør det muligt for virksomheder at udføre IT-vedligeholdelsesarbejde, der sikrer forretningskontinuitet, uden at skade ophavsretshavernes interesser urimeligt.

Desuden tillader Artikel 47, paragraf 4, stk. 2, nr. 3 i den japanske ophavsretslov specifikt oprettelse af backup-kopier for at forberede sig på servernedbrud eller skader. Dette er en afgørende foranstaltning for at beskytte forretningsdata som en del af katastrofeberedskab og fejlgenopretningsplaner, og det giver juridisk støtte til disse nødvendige foranstaltninger.

Indførelsen af disse bestemmelser viser, at den japanske ophavsretslov bevidst udvikler sig fra faste regler til mere praktiske løsninger for at følge med den teknologiske udvikling. Dette sikrer, at loven ikke hindrer virksomheders legitime forvaltning af IT-infrastruktur.

Grundlæggende principper for anvendelse af ophavsretsrestriktioner under japansk lov

Selvom en bestemt brugshandling kan synes at falde ind under begrænsningsbestemmelserne i ophavsretten, betyder det ikke automatisk, at handlingen altid er lovlig. Den japanske ophavsretslov fastsætter flere tværgående grundlæggende principper, som skal overholdes, når disse undtagelsesbestemmelser anvendes. Hvis disse principper ignoreres, kan en handling, som man troede var lovlig, blive vurderet som ulovlig.

Pligt til at angive kilden (Artikel 48)

Under japansk ophavsret (Artikel 48 i den japanske ophavsretslov) er det fastsat, at når et værk kopieres eller anvendes baseret på bestemte begrænsninger af rettigheder, såsom henvisningsbestemmelserne i samme lovs Artikel 32, skal kilden angives. Derudover, selv i andre tilfælde, pålægges en lignende forpligtelse, når der er en skik for at angive kilden.

Det er nødvendigt at angive kilden på en “måde og i et omfang, der anses for rimeligt i forhold til måden, hvorpå kopieringen eller anvendelsen foretages”, og i praksis for virksomheders rapporter eller på hjemmesider omfatter dette typisk følgende oplysninger:

• Værkets titel
• Ophavsmandens navn
• I tilfælde af bøger og lignende: Forlagets navn, udgivelsesår, sidenummer
• I tilfælde af hjemmesider: Sidenavn, URL

At angive kilden er ikke blot en høflighedsnorm, men en juridisk forpligtelse, og forsømmelse heraf kan medføre straf.

Forbud mod brug af kopier til andre formål end det tilsigtede (Artikel 49)

Artikel 49 i den japanske ophavsretslov fastlægger et yderst vigtigt princip for at forhindre misbrug af begrænsninger i rettigheder. Ifølge denne artikel betragtes det som en krænkelse af ophavsretten at distribuere eller præsentere en kopi af et værk, der lovligt er skabt til et bestemt formål, til noget andet end det oprindelige formål. Dette kaldes en “formodet krænkelse”.

For eksempel vil det at vise en video af et tv-program, der er optaget i hjemmet til privat brug (under artikel 30 i den japanske ophavsretslov), i et lokalt community center eller uploade det til internettet, udgøre en krænkelse af ophavsretten som en brug ud over det tilsigtede formål. Ligeledes er det ikke tilladt at distribuere en kopi af software, der er skabt til backup-formål (under artikel 47, stk. 3), til andre medarbejdere eller installere den på computere uden tilladelse.

Dette bestemmelse tjener til at sikre, at begrænsninger i rettigheder kun er en smal privilegie tildelt for bestemte offentlige eller private formål og ikke må anvendes som en bagdør til kommerciel udnyttelse eller ubegrænset brug.

Forholdet til ophavsmandens personlighedsrettigheder (Artikel 50 under japansk ophavsret)

For at forstå japansk ophavsret er det afgørende at skelne klart mellem ‘ophavsretten’, som er en formuegode, og ‘ophavsmandens personlighedsrettigheder’, som er eksklusive rettigheder til at beskytte ophavsmandens personlige interesser. Ophavsmandens personlighedsrettigheder omfatter følgende tre hovedrettigheder:

1. Offentliggørelsesretten: Retten til at bestemme hvornår og hvordan et ikke-offentliggjort værk skal offentliggøres
2. Navneangivelsesretten: Retten til at bestemme om og under hvilket navn ophavsmandens navn skal fremgå
3. Integritetsretten: Retten til at ens værk ikke ændres mod ens vilje i indhold eller titel

Artikel 50 i den japanske ophavsretslov fastslår klart, at de begrænsningsbestemmelser, der er nævnt for ophavsretten (formuegode), ikke må fortolkes som at påvirke ophavsmandens personlighedsrettigheder. Dette fungerer som en slags ‘ophavsmandens personlighedsrettigheders mur’.

Dette princip kan udgøre en betydelig juridisk risiko, især for udenlandske virksomheder vant til mere fleksible retssystemer som den amerikanske fair use. For eksempel, selvom brugen af et værk til uddannelsesmæssige formål kan være tilladt under ophavsrettens begrænsningsbestemmelser, kan en sådan brug, der indebærer at opsummere eller uddrage dele af værket, potentielt krænke ophavsmandens integritetsret.

Dette retsprincip blev mest tydeligt demonstreret i den senere omtalte ‘Parodi og Montage Foto-sag’. I denne sag blev det besluttet, at en kreativ ændring med kritisk hensigt (parodi) netop krænkede ophavsmandens integritetsret og derfor var ulovlig. Derfor, når der er en mulighed for at ændre en tredjeparts værk, selvom brugen synes at falde ind under ophavsrettens begrænsningsbestemmelser, kræves der forsigtighed, såsom at sikre en ‘aftale om ikke-udøvelse af ophavsmandens personlighedsrettigheder’ fra ophavsmanden.

Konceptuelle Rammer: Fair Use og Parodi i Japan

For at forstå de mere komplekse anvendelsesformer er det vigtigt ikke kun at kende de individuelle regler, men også at forstå den ideologiske baggrund, som den japanske ophavsretslov bygger på. Her vil vi klargøre karakteristika ved det japanske retssystem ved at sammenligne det med det amerikanske fair use-system og forklare, hvordan kreativ anvendelse som parodi behandles under japanske ophavsretslove.

Japans ‘Begrænset Enumerationsprincip’ og Fair Use

Den japanske ophavsretslov anvender en lovgivningsmæssig tilgang kendt som ‘begrænset enumerationsprincip’, hvor tilfælde, hvor rettigheder er begrænsede, er specifikt og udtømmende opregnet i lovens bestemmelser. Dette betyder, at brugsmetoder, der ikke er nævnt på listen, som en generel regel betragtes som ophavsretskrænkelser. Denne tilgang har den fordel, at den giver høj forudsigelighed om, hvad der er lovligt og hvad der er ulovligt. Virksomheder kan klart vurdere deres juridiske risici ved at kontrollere, om deres handlinger overholder kravene i lovens bestemmelser.

I modsætning hertil er ‘fair use’, som anvendes i den amerikanske ophavsretslov, en omfattende og fleksibel juridisk doktrin. I stedet for at opregne individuelle undtagelser tager domstolene hensyn til fire faktorer – ‘formålet med og karakteren af brugen’, ‘værkets natur’, ‘mængden og substansen af den anvendte del’ og ‘effekten af brugen på værkets potentielle marked eller værdi’ – og afgør på en sag-for-sag basis, om brugen er fair. Dette system har den fordel, at det kan tilpasse sig hurtigt til nye teknologier og udtryksformer, men det har også den ulempe, at det er svært at forudsige resultaterne, hvilket øger risikoen for retssager.

De forretningsmæssige implikationer af begge systemer kan opsummeres som følger i tabellen nedenfor.

Fleksible begrænsninger af rettigheder: Anvendelse ikke rettet mod nydelse af tanker eller følelser (Artikel 30, stk. 4 i den japanske ophavsretslov)

For at mildne stivheden i det begrænsede opregningssystem og imødekomme teknologisk innovation, blev Artikel 30, stk. 4 i den japanske ophavsretslov indført med en lovændring i 2018 (Heisei 30). Denne bestemmelse, ofte omtalt som “den japanske version af fair use”, har en begrænset anvendelsesrækkevidde.

Artiklen tillader brug af et værk, der ikke er rettet mod at nyde udtrykte tanker eller følelser, i det omfang det anses for nødvendigt. Dette er tænkt til brug af værker som “data” snarere end til nydelse, for eksempel til informationsanalyse eller teknologiske udviklingstests. En handling, såsom at indsamle store mængder billeder eller tekst og analysere mønstre for at udvikle ny teknologi, ville falde ind under denne kategori.

Men denne ret er ikke ubegrænset. Der er en forbehold, der siger, at den ikke gælder, “hvis det urimeligt skader ophavsmandens interesser”. For eksempel, brugen af en database, der sælges til informationsanalyse, uden en licensaftale, og som direkte konkurrerer med det marked, ophavsmanden normalt ville tjene på, kan anses for at skade interesserne urimeligt og er derfor sandsynligvis ikke tilladt.

Juridiske udfordringer med parodi under japansk lov

I den japanske ophavsretslov findes der ingen bestemmelser, der specifikt anerkender parodi. Derfor vurderes lovligheden af parodiske værker inden for rammerne af den eksisterende ophavsretslov, især retten til bearbejdelse (retten til at ændre et værk og skabe et sekundært værk) og den tidligere nævnte ret til at bevare værkets integritet (en del af ophavsmandens personlighedsrettigheder).

En vejledende dom i denne henseende er Højesterets afgørelse fra 1980, almindeligvis kendt som “Parodi-montagefoto-sagen”. I denne sag blev et kendt skifotografs værk omdannet til sort-hvid og kombineret med et billede af et kæmpe dæk på skispor som en satire over naturødelæggelse. Højesteret fandt, at dette parodiske værk udgjorde en krænkelse af ophavsretten. Kernen i deres argumentation var, at det ændrede værk stadig direkte og umiddelbart afspejlede de væsentlige udtryksmæssige karakteristika af det originale fotografi. Med andre ord, ændringen uden tilladelse gjorde det muligt for beskueren let at genkalde sig det originale værk, hvilket krænkede ophavsmandens ret til at bevare værkets integritet. Denne dom viser, at selv med intentioner om kritik eller satire, indebærer parodier, der direkte ændrer udtrykket af et originalt værk, en meget høj juridisk risiko under det japanske retssystem.

På den anden side findes der domme, der antyder en sikrere vej for parodisk kreativ aktivitet. I Højesterets afgørelse fra 2001, kendt som “Esashi Oiwake-sagen”, blev en tv-produktion, der brugte historiske fakta og ideer fra en non-fiktion bog, udfordret. Højesteret klargjorde, at ophavsret beskytter den konkrete “udtryksform”, ikke de underliggende “ideer” eller “fakta”, hvilket er kendt som “ide-udtryk-dikotomien”. Det, der kan udledes af denne dom, er, at hvis en parodi ikke direkte ændrer udtrykket af et originalt værk, men snarere tager temaet, stilen eller ideerne fra det værk og skaber en helt ny og original udtryksform som genstand for satire, så er sandsynligheden for ophavsretskrænkelse lav.

Konklusion

Under den japanske ophavsretslovgivning tilbyder begrænsningsbestemmelserne et klart og forudsigeligt retligt rammeværk baseret på en streng begrænset opregningstilgang. Når virksomheder anvender disse undtagelsesbestemmelser i praksis, er det nødvendigt ikke kun at undersøge de individuelle artiklers krav, men også at holde de tværgående grundlæggende principper i tankerne til enhver tid, såsom pligten til at angive kilden (artikel 48), forbuddet mod brug ud over det tilsigtede formål (artikel 49), og frem for alt ‘ophavsmandens personlighedsrettigheder’ (artikel 50), som ikke påvirker ejendomsrettighederne. Beskyttelsen af ophavsmandens personlighedsrettigheder er særligt stærk i Japan og udgør en væsentlig risikofaktor, der adskiller sig fra udenlandske retssystemer. Stramme retslige afgørelser vedrørende parodi og begrænset fleksibilitet for at imødekomme teknologisk innovation (artikel 30, afsnit 4) er karakteristiske for den japanske lovgivnings forsøg på at finde en forsigtig balance mellem beskyttelse af ophavsrettigheder og kulturel udvikling.

Monolith Advokatfirma har en omfattende track record med at rådgive et stort antal klienter, både indenlandske og internationale, om de komplekse spørgsmål relateret til begrænsningerne i ophavsretten, som diskuteret i denne artikel. Vores firma beskæftiger flere eksperter, herunder engelsktalende fagfolk med juridiske kvalifikationer fra udlandet, som er i stand til at levere præcis juridisk support fra et internationalt forretningsperspektiv med hensyn til de unikke udfordringer, som japansk immaterialret medfører. Vi tilbyder specialiseret support, herunder opbygning af compliance-strukturer, forhandling af klausuler om ikke-udøvelse af ophavsmandens personlighedsrettigheder i kontrakter og anden strategisk rådgivning relateret til ophavsret.