Rettighedsstrukturer i japansk ophavsret: Det ledere bør vide om ophavsret og relaterede rettigheder

I Japans forretningsmiljø er indhold og teknologi afgørende faktorer for virksomheders konkurrenceevne. Hjørnestenen, der understøtter dette, er den japanske ophavsretslov. Den japanske ophavsretslov (Japanese Copyright Law) tildeler ophavsmænd eksklusive rettigheder til at kontrollere brugen af deres værker, det vil sige ophavsretten. At forstå disse rettigheder præcist og anvende dem korrekt er yderst vigtigt for virksomheder, der skaber indhold, virksomheder, der bruger indhold, og for virksomheder, der ønsker at træde ind på det japanske marked, både i forhold til juridisk risikostyring og udarbejdelse af forretningsstrategier.

Ophavsret i Japan består ikke af en enkelt rettighed, men snarere af en samling af flere eksklusive rettigheder (såkaldte “subsidiære rettigheder”), der varierer afhængigt af, hvordan værket anvendes. Værker, der er beskyttet af ophavsret, defineres som originale udtryk for tanker eller følelser inden for litteratur, videnskab, kunst eller musik (ifølge artikel 2, afsnit 1, punkt 1 i den japanske ophavsretslov). I virksomheders forretningsaktiviteter kan en bred vifte af materialer såsom software, databaser, reklametekster, design og uddannelsesmateriale være beskyttet som ophavsretlige værker.

Når man studerer den japanske ophavsretslov, er det første, som ledere og juridiske medarbejdere bør forstå, den fundamentale forskel mellem ophavsret og “ejendomsret” til et værk. Derefter er det vigtigt at forstå, hvilke specifikke subsidiære rettigheder ophavsretten består af. Den japanske ophavsretslov opdeler ophavsmandens rettigheder i økonomiske rettigheder (ejendomsrettigheder) og personlige rettigheder (ophavsmandens personlighedsrettigheder), men denne artikel vil primært fokusere på de økonomiske rettigheder som subsidiære rettigheder, deres indhold og juridiske grundlag.

I denne artikel vil vi forklare de subsidiære rettigheder, som den japanske ophavsretslov fastsætter, nemlig retten til reproduktion, retten til opførelse og fremførelse, retten til fremvisning, retten til offentlig transmission og overførsel, retten til mundtlig fremstilling, retten til udstilling, retten til distribution, retten til overdragelse, retten til udlån, retten til oversættelse og bearbejdning, samt ophavsmandens rettigheder i forhold til brugen af sekundære værker, baseret på specifikke lovbestemmelser. At forstå disse subsidiære rettigheder er fundamentet for at beskytte din virksomheds intellektuelle ejendom og lovligt udnytte tredjeparters ophavsretlige værker.

Forskellen mellem ophavsret og ejendomsret under japansk lov

Ophavsret og ejendomsretten til det medium, hvorpå et værk er optaget (for eksempel bøger, CD’er, originalmalerier osv.), er juridisk klart adskilt i Japan. Ifølge den japanske civilret er ejendomsretten “retten til frit at bruge, nyde godt af og disponere over sin ejendom inden for lovens begrænsninger” (Japansk civilret artikel 206). På den anden side er ophavsretten en immateriel rettighed, der kontrollerer brugen af et værk.

For eksempel, når et firma køber software, ejer firmaet rettighederne til selve disken eller de data, softwaren er optaget på (mediet). Men dette betyder ikke, at firmaet får retten til frit at kopiere eller redistribuere softwaren til offentligheden (ophavsretten). Ophavsretten forbliver hos ophavsmanden (eller den, der har fået overdraget rettighederne), og brugeren kan kun anvende værket inden for de rammer, som ophavsretsindehaveren har givet tilladelse til.

Denne skelnen er særligt vigtig i forbindelse med overdragelse eller udstilling af værker. Selvom man overdrager det fysiske medie, som et værk er optaget på, til en anden, overføres ophavsretten ikke automatisk. For at overføre ophavsretten kræves en klar viljeserklæring eller kontrakt (Japansk ophavsretslov artikel 61, stk. 1).

Nedenstående tabel sammenligner forskellene mellem ophavsret og ejendomsret.

Strukturen af økonomiske rettigheder som opdelt rettigheder under japansk ophavsret

I henhold til den japanske ophavsretslov (ejendomsrettigheder) er de rettigheder, der gives til ophavsmænd, opdelt i eksklusive rettigheder, kendt som opdelt rettigheder, baseret på hvordan værket anvendes (Japansk Ophavsretslov, artikler 21 til 28). Disse opdelt rettigheder eksisterer som selvstændige rettigheder, og rettighedshaveren har mulighed for at licensere eller overføre hver enkelt rettighed separat til andre. Når virksomheder indgår licensaftaler, er det afgørende at klarlægge, hvilke opdelt rettigheder de har fået licens til, eller hvilke rettigheder de ønsker at beholde, for at undgå fremtidige tvister.

Ophavsrettigheder i Japan

Ophavsretten er en af de mest grundlæggende rettigheder i den japanske ophavsretslov og giver ophavspersonen den eksklusive ret til “at reproducere værket i fysisk form ved trykning, fotografering, kopiering, optagelse, videooptagelse eller andre metoder”, som det er fastsat i artikel 21 i den japanske ophavsretslov.

I den digitale tidsalder har denne ret fået øget betydning. Handlinger som at gemme et værk på en harddisk, at gemme indhold fra en hjemmeside som et skærmbillede eller at kopiere data mellem servere er alle eksempler på “reproduktion” i en digital kontekst. Derfor kræver disse handlinger som hovedregel tilladelse fra ophavsretsindehaveren.

Rettigheder til Opførelse, Udførelse, Fremvisning og Mundtlig Fremførelse under Japansk Lov

Disse rettigheder vedrører handlingen at overføre et værk til offentligheden.

I henhold til artikel 22 i den japanske ophavsretslov har ophavspersonen den eksklusive ret til offentligt at opføre eller udføre et værk. “Offentligt” i denne sammenhæng betyder at vise eller spille et værk for en ubestemt bred skare af mennesker eller for en bestemt stor gruppe. For eksempel, hvis en virksomhed afspiller musik af andre i deres mødelokale eller til en begivenhed, vil det afhænge af, om dette betragtes som “offentligt”, for at afgøre om der er tale om en krænkelse af udførelsesretten.

Fremvisningsretten, som er fastlagt i artikel 22-2 i den japanske ophavsretslov, giver ophavspersonen den eksklusive ret til at projicere et værk på en skærm eller andet objekt, og er primært relateret til filmværker. Når en virksomhed viser en film eller andet ophavsretligt beskyttet materiale under interne træningssessioner, skal de overveje, om dette falder ind under fremvisningsretten.

Mundtlig fremførelsesret er retten til “offentligt” at fremføre et værk mundtligt, som ophavspersonen har eksklusivt, fastlagt i artikel 24 i den japanske ophavsretslov. Dette omfatter retten til at kontrollere handlinger såsom at læse andres artikler eller romaner højt ved foredrag eller i udsendelser.

Rettigheder til offentlig transmission og offentlig formidling under japansk lov

Rettigheden til offentlig transmission er en af de mest vitale rettigheder i internettets tidsalder. Denne rettighed, som giver ophavsmanden eksklusiv kontrol over “offentlig transmission” (inklusive automatisk offentlig transmission), er fastlagt i artikel 23, stk. 1 i den japanske ophavsretslov. Offentlig transmission refererer til transmission via trådløs eller kablet telekommunikation med det formål at blive direkte modtaget af offentligheden. Dette omfatter specifikt offentliggørelse af indhold på hjemmesider, streamingtjenester og transmission af værker via nyhedsbreve.

Desuden er retten til at formidle værker, der er offentligt transmitteret, til offentligheden ved hjælp af en modtageenhed kendt som retten til offentlig formidling (artikel 23, stk. 2 i den japanske ophavsretslov). For eksempel kan en butik eller facilitet, der modtager udsendelser fra tv eller internetradio og spiller dem for kunderne, være omfattet af retten til offentlig formidling. Når virksomheder streamer musik eller videoer i deres egne faciliteter, skal de tage højde for både rettighederne til offentlig transmission og offentlig formidling.

Udstillingsretten under japansk ophavsret

Udstillingsretten giver ophavsmænd til kunstværker eller fotografiske værker den eksklusive ret til “offentligt at udstille det oprindelige værk” som fastsat i artikel 25 i den japanske ophavsretslov. Dette giver ophavsretsindehaveren kontrol over, hvordan deres værk udstilles offentligt. Dog vil denne artikel ikke dække udstillingsretten for anvendt kunst, da det ikke er hovedemnet her.

Distributionsret, overdragelsesret og udlånsret

Disse rettigheder vedrører cirkulationen af ophavsretligt beskyttede værker og er særligt vigtige for at styre distributionen af materialiserede værker (såsom filmværker).

Distributionsretten giver ophavsmænd den eksklusive ret til at tilbyde kopier af filmværker til offentligheden, som fastsat i artikel 26, stk. 1 i den japanske ophavsretslov. Det er vigtigt at bemærke, at for filmværker er distributionsretten fastsat separat fra reproduktionsretten.

Overdragelsesretten giver ophavsmænd den eksklusive ret til “at overdrage originalværker eller kopier til offentligheden”, som fastsat i artikel 26-2, stk. 1 i den japanske ophavsretslov. Dette er retten til at sælge fysiske ophavsretligt beskyttede værker såsom bøger, CD’er og kunstværker.

Det vigtige her er princippet om “udtømning” af overdragelsesretten. Ifølge artikel 26-2, stk. 2 i den japanske ophavsretslov, når en kopi af et ophavsretligt beskyttet værk lovligt er overdraget til offentligheden af ophavsretsindehaveren, gælder overdragelsesretten ikke længere for den pågældende kopi. Dette kaldes “udtømning”. For eksempel kan ophavsretsindehaveren ikke udøve overdragelsesretten for at forbyde en person, der har købt en bog lovligt, at sælge den til en antikvarboghandler eller overdrage den til en anden person.

Princippet om udtømning er også vigtigt i international handel. For eksempel har den japanske højesteret afgivet domme om, hvorvidt overdragelsesretten for bestemte ophavsretligt beskyttede værker er udtømt, når det kommer til salg af importeret kopier (parallelimport) i Japan (for eksempel, Tokyo Distriktsdomstolens afgørelse fra 6. september 2002). Virksomheder skal omhyggeligt vurdere, om princippet om udtømning gælder, når de håndterer lager eller er involveret i brugtvarehandel.

Udlånsretten giver ophavsmænd den eksklusive ret til at udlåne kopier af ophavsretligt beskyttede værker til offentligheden, som fastsat i artikel 26-3, stk. 1 i den japanske ophavsretslov. Dette omfatter for eksempel handlinger, hvor en udlejningsbutik udlåner CD’er eller DVD’er til offentligheden.

Rettigheder for ophavsmanden vedrørende oversættelse, bearbejdelse og brug af afledte værker

Oversættelses- og bearbejdningsrettighederne, som giver ophavsmanden eksklusive rettigheder til at oversætte, arrangere, transformere, dramatisere, filmatisere eller på anden måde bearbejde et værk, er fastlagt i artikel 27 i den japanske ophavsretslov (Copyright Act of Japan).

“Oversættelse” refererer til handlingen at konvertere et værk til et andet sprog, mens “bearbejdelse” refererer til skabelsen af et nyt værk baseret på et eksisterende værk, samtidig med at man bevarer de væsentlige karakteristika af den oprindelige udtryksform. For eksempel kan handlingen at omdanne en roman til en tegneserie eller at porte eksisterende software til et andet programmeringssprog betragtes som bearbejdelse. Når virksomheder ønsker at udvikle nyt indhold eller produkter ved at anvende andres værker, er det afgørende at opnå tilladelse til disse oversættelses- og bearbejdningsrettigheder.

Desuden kaldes værker skabt gennem bearbejdelse for “afledte værker” (defineret i artikel 2, afsnit 1, punkt 11 i den japanske ophavsretslov). Når man bruger afledte værker (såsom kopiering eller offentlig transmission), er det fastlagt i artikel 28 i den japanske ophavsretslov, at rettighederne for både ophavsmanden til det afledte værk og ophavsmanden til det oprindelige værk skal respekteres. Dette er en vigtig bestemmelse, der gør det muligt for ophavsmanden til det oprindelige værk indirekte at kontrollere brugen af deres værk gennem det afledte værk.

På grund af denne bestemmelse skal virksomheder, der overvejer at bruge afledte værker, opnå tilladelse fra både rettighedshaveren til det afledte værk og ophavsmanden til det oprindelige værk. For eksempel, hvis en roman, der er blevet filmatiseret (et afledt værk), skal streames, er det nødvendigt at opnå tilladelse ikke kun fra filmproducenten (rettighedshaveren til det afledte værk) men også fra romanforfatteren (ophavsmanden til det oprindelige værk).

Debatten om generativ AI og ophavsret fortsætter globalt, og fortolkningen og revisionen af den japanske ophavsretslov er også genstand for stor opmærksomhed. Under den nuværende lovgivning afgøres det på et individuelt grundlag, om AI’s lærings- og genereringsaktiviteter krænker eksisterende ophavsrettigheder, afhængigt af formålet med og måden hvorpå de anvendes, men da dette ikke er hovedemnet for denne artikel, vil vi begrænse diskussionen til et minimum.

Konklusion

Under japansk ophavsret beskytter loven ophavsmænds interesser på mange fronter ved at opdele rettighederne efter, hvordan værkerne anvendes, og sigter samtidig mod at bidrage til kulturens udvikling. For virksomheder, der opererer i Japan, er det afgørende at forstå strukturen af disse rettigheder, herunder reproduktionsret og retten til offentlig transmission, og at opbygge licensaftaler og compliance-systemer.

Især i den moderne æra, hvor indhold krydser grænser via internettet, bør virksomheder være særligt opmærksomme på japanske ophavsretslovgivningers bestemmelser om udtømmelse af overdragelsesret, omfanget af offentlig transmission og håndtering af afledte værker som en del af deres forretningsstrategi. Da rettighederne er uafhængige af hinanden, skal virksomheder nøje definere, hvilke rettigheder en erhvervet licens indeholder og hvilke anvendelser den tillader, gennem kontrakten.

Monolith Law Office har leveret omfattende resultater og specialiserede juridiske tjenester til mange japanske og internationale virksomheder i forbindelse med løsning af juridiske problemer under japansk ophavsret. Vi støtter vores klienter baseret på erfaringer opnået i frontlinjen i Japan med opgaver som licensforhandlinger, håndtering af ophavsretskrænkelser og udvikling af strategier for intellektuel ejendomsstyring. Vores firma har flere tosprogede advokater med udenlandske advokatlicenser, som kan kommunikere flydende på engelsk, hvilket styrker vores evne til at støtte udenlandske aktionærer, ledere og juridiske afdelinger med deres intellektuelle ejendomsstrategier i Japan. Inklusive håndtering af komplekse ophavsretsspørgsmål i den digitale tidsalder, er Monolith Law Office altid klar til at understøtte væksten af din forretning fra et juridisk perspektiv.