eSports-atleters arbejdstagerstatus og juridisk beskyttelse

I de senere år har den hurtige udvikling inden for e-sportsindustrien ført til en intensiveret debat om spillernes juridiske status.
Som e-sportsorganisation er det nødvendigt at overveje nøje, om en spiller falder ind under kategorien “arbejdstager” i henhold til den japanske arbejdsmiljølov eller den japanske arbejdsretslov.

Hvilke lovregler der gælder for kontrakten mellem organisationen og spilleren, vurderes individuelt og konkret baseret på faktorer som spillerens tidsmæssige og stedlige forpligtelser, graden af instruktioner og ordrer til spilleren, samt hvordan og hvor meget der udbetales i vederlag, alt efter den faktiske ydelse af tjenesten.

Juridisk fortolkning af sportsudøveres arbejdstagerstatus

Den japanske arbejdsmiljølovs artikel 9 definerer en “arbejdstager” som en person, der uanset erhvervstype er ansat i en virksomhed eller et kontor og modtager løn.
Desuden fastslår artikel 2, stk. 1, i den japanske arbejdskontraktlov, at en “arbejdstager” er en person, der er ansat af en arbejdsgiver til at udføre arbejde og modtager løn.

Med disse definitioner in mente, når man ser på traditionelle professionelle sportsgrene, er det en udbredt opfattelse, at professionelle baseball- og fodboldspillere ikke falder ind under kategorien “arbejdstager” i henhold til den japanske arbejdsmiljølov og arbejdskontraktlov.
Årsagerne til dette inkluderer den særlige ekspertise, der er unik for professionelle sportsudøvere, den begrænsede periode for tjenesteydelse, lønstrukturen baseret på årsløn eller præstationsbaseret betaling, samt de høje lønninger for topspillere.

Overvejelse af e-sportsudøveres status som “arbejdstagere”

Det er en vigtig problemstilling for de organisationer, som e-sportsudøvere er tilknyttet, om disse udøvere juridisk set kan betragtes som “arbejdstagere”.
Hvis udøverne falder ind under kategorien “arbejdstagere” i henhold til den japanske arbejdsmiljølov og den japanske arbejdskontraktlov, vil teamets driftsorganisation som “arbejdsgiver” være forpligtet til at overholde lovbestemte arbejdstider og minimumslønninger.
Desuden kan det at opsige kontrakten med en udøver ensidigt fra organisationens side risikere at blive betragtet som misbrug af afskedigelsesretten.

Den særlige juridiske status for e-sportsudøvere

Aktivitetsformen for e-sportsudøvere har karakteristika, der adskiller sig fra traditionelle sportsudøvere. Da deres aktiviteter primært foregår online, er der relativt færre fysiske bevægelser og bindinger. Samtidig påtager de sig ofte forpligtelser, som ikke ses hos traditionelle sportsudøvere, såsom internetstreaming og aktiviteter på sociale medier. Der findes også udøvere, der deltager i flere spil eller kombinerer deres aktiviteter med streaming, hvilket gør deres ansættelsesformer endnu mere mangfoldige end i traditionel sport.

Som konkrete aktivitetsformer kan nævnes udøvere, der er tilknyttet et hold og modtager en fast månedsløn på 25.000 yen, mens de deltager i turneringer. Der er også udøvere, der er tilknyttet spilproducenter og deltager som en del af virksomhedens aktiviteter, samt uafhængige udøvere, der indgår sponsorater. For udøvere, der er tilknyttet et hold, varierer indholdet og omfanget af holdets instruktioner, de tidsmæssige og stedlige bindinger, samt metoderne til fastsættelse af vederlag fra sag til sag.

Kriterier for vurdering af arbejdstagerstatus ud fra retspraksis

Ser man på retspraksis, blev det i den japanske Sumo Association-sag (Tokyo District Court, dom af 25. marts Heisei 25 (2013), Rodo Hanrei 1079, s. 152) fastslået, at kontraktforholdet mellem sumobrydere og den japanske Sumo Association ikke er en ansættelseskontrakt, men en unavngiven kontrakt af privatretlig karakter som en gensidig kontrakt med vederlag. Derfor gælder princippet om misbrug af afskedigelsesret ikke ved anbefalinger om pensionering til sumobrydere.

På den anden side er der truffet en anden afgørelse i forhold til den japanske lov om fagforeninger.
I den japanske Professional Baseball Organization-sag (Tokyo High Court, dom af 3. september Heisei 16 (2004), Rodo Hanrei 879, s. 90) blev det anerkendt, at professionelle baseballspillere falder ind under kategorien “arbejdstager” i henhold til den japanske lov om fagforeninger, og spillerforeningen blev vurderet som en “fagforening” i henhold til samme lov.
Som følge heraf er rettigheder som foreningsfrihed og retten til kollektive forhandlinger, der er fastsat i den japanske lov om fagforeninger, også sikret for professionelle sportsudøvere, og de tilhørende organisationer kan ikke nægte at forhandle kollektivt med spillerne om arbejdsforhold og lignende.

Praktiske Retningslinjer for Vurdering af Arbejdstagerstatus

Som en generel vurderingskriterium, når spillets indhold overlades til spillerens færdigheder og skøn, og der er minimal tidsmæssig og stedmæssig binding uden for kampe og træningstider, samt når en lønstruktur baseret på årsløn eller præstationsbetaling anvendes, og topspillere modtager høje beløb i honorar, er der en høj sandsynlighed for, at de, ligesom andre professionelle sportsudøvere, ikke vil blive betragtet som “arbejdstagere” under den japanske Arbejdsmiljølov og den japanske Arbejdskontraktlov.

Omvendt, når der er detaljerede instruktioner og ordrer vedrørende spillets indhold og relaterede opgaver, og arbejdstid og sted er strengt kontrolleret, samt når en fast løn udbetales uanset resultater, øges sandsynligheden for, at de vil blive betragtet som “arbejdstagere” under den japanske Arbejdsmiljølov og den japanske Arbejdskontraktlov.

Kontraktmæssige overvejelser unikke for e-sport

I modsætning til traditionelle sportsgrene kræver kontrakter for e-sportsudøvere en detaljeret fastlæggelse af rettigheder og forpligtelser relateret til digitalt indhold, såsom rettigheder til spilstreaming, håndtering af portrætrettigheder og begrænsninger for udtalelser på sociale medier.
Desuden er det vigtigt at være opmærksom på valget af gældende lov og jurisdiktion, da der ofte er mange muligheder for at deltage i internationale turneringer.

Andre juridiske reguleringer

Selvom arbejdsretlige regler ikke finder anvendelse, er kontrakter med spillere underlagt andre juridiske reguleringer.
Overdrevne restriktioner på overgange eller konkurrenceklausuler kan blive anset som ugyldige i henhold til den japanske civillovbogs artikel 90 (1896) om offentlig orden og moral.
Desuden har den japanske Fair Trade Commission påpeget, at begrænsninger på spillernes økonomiske aktiviteter kan udgøre problemer i henhold til den japanske antimonopollov (1947).

Som konklusion kræves det, at e-sportsorganisationer, med inddragelse af advokater og andre eksperter, nøje overvejer, hvilke juridiske reguleringer kontrakter med spillere er underlagt, baseret på deres faktiske aktiviteter.
Især er det vigtigt at udforme detaljerede kontrakter, der tager højde for de særlige rettigheder og forpligtelser i den digitale tidsalder samt det internationale aktivitetsmiljø.