Hvad er loven, når et projekt, der involverer underleverandører (genudlicitering), mislykkes?

Systemudviklingsprojekter afsluttes ikke nødvendigvis kun med handelstransaktioner mellem brugeren, der bestiller arbejdet, og leverandøren, der modtager ordren. Der kan også være brug for at udnytte underleverandører (genudlicitering) for at supplere yderligere personale eller indarbejde teknisk viden, som den oprindelige leverandør ikke har. I sådanne tilfælde kan det forventes, at en eventuel konflikt, hvis projektet pludselig stopper, ikke kun vil være begrænset til brugeren og leverandøren. Hvis et projekt har været drevet baseret på en kompleks relation mellem tre eller flere parter, hvordan bestemmes så hvem der skal holdes ansvarlig, hvis projektet pludselig stopper? I denne artikel vil vi diskutere de unikke risici for projektfejl, der er forbundet med underleverandører (genudlicitering), og retningslinjer for at håndtere sådanne situationer.

Hvordan påvirker brugen af underleverandører (genudlicitering) systemudviklingsjuraen?

Konflikter, der involverer mange parter, kan potentielt udvikle sig til komplekse sager. Men selv i sådanne sager er det vigtigt at have en generel forståelse af, hvordan konflikter opstår mellem brugere og leverandører. Systemudviklingsprojekter skrider normalt frem i et samarbejde mellem tekniske eksperter, leverandørerne, og brugerne, der har en rigdom af interne forretningskundskaber. I løbet af en lang projektperiode er det nødvendigt med tæt samarbejde mellem parterne. Et godt eksempel på dette er, når et projekt falder fra hinanden på grund af brugerens omstændigheder. Vi har en detaljeret forklaring på dette i artiklen nedenfor.

https://monolith.law/corporate/interrruption-of-system-development[ja]

I ovenstående artikel forklarer vi, at selvom brugeren anmoder om at stoppe systemudviklingen, er det ikke nødvendigvis brugeren, der bærer det juridiske ansvar. Hvem der skal bære ansvaret for projektets sammenbrud er ikke let at afgøre. Hvis der er en uoverensstemmelse i parternes forståelse, kan ansvaret nemt skifte, og konflikten kan potentielt blive meget kompliceret. Udtryk som “brugerens samarbejdsforpligtelse” og “leverandørens projektledelsesforpligtelse” er ofte brugt i domme fra tidligere retssager. Denne grundlæggende form for systemudviklingsjura, hvor disse to forpligtelser “kæmper” mod hinanden, bliver endnu mere kompleks, når underleverandører (genudlicitering) er involveret.

Hvor langt strækker ophævelsens virkning, hvis et projekt mislykkes og en kontrakt ophæves?

Hvis en kontrakt mellem en bruger og en leverandør ophæves af en eller anden grund, bliver omfanget af denne påvirkning et problem. Hvis hele projektet udelukkende forbliver et problem mellem de to parter, vil effekten af kontraktens ophævelse være at fjerne de forpligtelser, som begge parter har over for hinanden, det vil sige at de begge har en forpligtelse til at “gendanne den oprindelige tilstand”. Men hvis forholdet mellem underleverandøren (genudlicitering) og den oprindelige leverandør, som ikke direkte har indgået en kontrakt, også ophæves på én gang, kan det medføre uforudsete skader for underleverandøren (genudlicitering) og kan endda blive en grusom situation. Men hvis det projekt, der er grundlaget for underudliciteringen, allerede er mislykket, og den oprindelige leverandør og underleverandøren (genudlicitering) fortsat er bundet, kan det også blive en urimelig situation. Hvordan skal vi organisere dette punkt?

Vigtige retssager vedrørende omfanget af ophævelsens virkning

En dom fra Tokyo District Court den 24. december 2012 (Heisei 24) er en reference til omfanget af ophævelsen mellem brugeren og leverandøren. I denne sag blev omfanget af den gensidige ophævelse mellem brugeren og den oprindelige leverandør et problem, og det blev indikeret, at denne virkning også påvirker forholdet mellem den oprindelige leverandør og underleverandøren (genudlicitering).

I denne sag har vi udtrykt vores hensigt til at ophæve den del af underkontrakten, der vedrører samme arbejde, men det er en forudsætning (3) at den del af hovedkontrakten, der vedrører samme arbejde, blev gensidigt ophævet den 20. april 2009 (Heisei 21). Ved denne gensidige ophævelse blev den del af underkontrakten, der vedrører samme arbejde, naturligvis betragtet som afsluttet, da der ikke længere var noget at udføre, så der er ingen anden juridisk betydning af den ophævelseshensigt, som sagsøgte udtrykte senere.

Tokyo District Court, 25. december 2012 (Heisei 24)

I denne dom blev det indikeret, at underkontrakten “naturligvis blev betragtet som afsluttet” på grund af virkningen af den gensidige ophævelse. Især hvis det er et arbejde med lav universalitet, der ikke har nogen særlig mening at udføre uden brugerens kommission, kan rimeligheden af denne konklusion tænkes at blive endnu højere. I denne dom blev det indikeret, at underleverandøren (genudlicitering) ikke kunne anmode om betaling, men hvis alle sager om gensidig ophævelse skulle løses på denne måde, ville det være et problem fra synspunktet om retfærdighed i retssager. Derfor tror jeg, at det er svært at sige, at domskriterierne for sådanne sager er tilstrækkeligt etablerede.

Det er nødvendigt at organisere, om underleverandøren (genudlicitering) kan anmode om betaling, afhængigt af årsagen til ophævelsen

I den ovennævnte retssag synes det at være indikeret, at underleverandøren (genudlicitering) i princippet ikke kan anmode om betaling, hvis en gensidig ophævelse er foretaget mellem brugeren og den oprindelige leverandør. Men jeg tror, at det er nødvendigt at organisere dette punkt afhængigt af årsagen til ophævelsen for at komme frem til en mere rimelig konklusion. For eksempel, hvis kontrakten blev ophævet på grund af fejl fra den oprindelige leverandør, og hvis en gensidig ophævelse blev foretaget uden underleverandørens (genudlicitering) samtykke, ville det være retfærdigt at tillade underleverandøren at anmode om betaling. På den anden side, hvis det vurderes, at den oprindelige leverandør ikke har nogen fejl, vil betalingen ikke være naturlig, især hvis underleverandøren (genudlicitering) har indgået en kontrakt, så der vil være tilfælde, hvor betalingsanmodningen skal behandles som umulig. Dette problem med risikobæring i et “ingen-fejl-ingen-fejl” forhold er en historie i området kaldet “risikobæring” i civilretten.

Artikel 536
1. Bortset fra de tilfælde, der er fastsat i de to foregående artikler, hvis det bliver umuligt at opfylde en forpligtelse på grund af en årsag, som ikke kan tilskrives begge parter, har skyldneren ikke ret til at modtage den modsatte ydelse.

Risikobæring er en af de meget generelle emner i civilretten, der ikke er begrænset til IT og systemudvikling. For eksempel er et typisk eksempel en købsaftale, hvor produktet går tabt før levering på grund af en pludselig stor naturkatastrofe. Det kan tænkes, at bestemmelserne om risikobæring vil blive anvendt i situationer, hvor problemet er, hvordan man regulerer forholdet “ingen-fejl-ingen-fejl” mellem den oprindelige leverandør og underleverandøren (genudlicitering).

Forholdsregler ved kontrakt ophævelse involverende underleverandører (genudlicitering)

I forbindelse med ovenstående emne kan der i kontrakter indgået mellem den oprindelige leverandør og underleverandører (genudlicitering) være klausuler, der indebærer, at betalinger først foretages efter modtagelse af betaling fra brugeren. Men selvom sådanne klausuler er inkluderet, antages det, at betalingsfristen for underleverandører (genudlicitering) ankommer, når det forventes, at den oprindelige leverandør ikke længere vil modtage betaling. Det vil sige, selvom sådanne klausuler er inkluderet, er der grænser for at nægte betaling til underleverandører (genudlicitering) baseret på dette. I forbindelse med juridiske problemer vedrørende underleverandører (genudlicitering), vil det være godt at være opmærksom på både rækkevidden af kontraktens ophævelses indflydelse og disse punkter.

Opsummering

Når systemudviklingsprojekter skrider frem med underleverandører (genudlicitering), kan sagerne ofte blive komplekse. Derfor kan det være svært at løse konflikter med en simpel proces, såsom at pålægge erstatningspligt til den part, der har overtrådt deres forpligtelser, baseret på brugerens “samarbejdspligt” eller leverandørens “projektledelsespligt”. Kompleksiteten af “brand” sager i projekter, der involverer tre eller flere parter, synes at være meget tydelig i aspekter som rækkevidden af kontraktens ophævelse. I denne henseende er det vigtigt at fortsætte med at vente på opbygningen af retspraksis, samt at formulere argumenter baseret på individuelle sager.