Begrænsninger af rettigheder i henhold til japansk ophavsret: Fra et perspektiv af offentlig interesse og rapportering

Den japanske ophavsretslov (著作権法) har til formål at beskytte rettighederne for skabere af værker og bidrage til kulturens udvikling. En af de markante træk ved denne lov er princippet om ‘formløshed’ (無方式主義), hvilket betyder, at ophavsretten opstår automatisk i det øjeblik værket skabes, uden at der er behov for registrering eller andre formaliteter. Denne kraftfulde beskyttelse sikrer, at ophavspersoner kan sikre sig fortjenesten fra deres kreative arbejde. Ikke desto mindre er ophavsretten ikke absolut, set ud fra samfundets samlede interesser og en retfærdig brug af kulturen. Den japanske ophavsretslov indeholder detaljerede ‘begrænsninger af rettigheder’, som tillader brug af ophavsretligt beskyttede værker under visse omstændigheder uden ophavsmandens tilladelse. Disse bestemmelser adskiller sig fra den mere omfattende ‘fair use’-doktrin i USA, idet de tilladte anvendelser og formål er specifikt defineret i individuelle bestemmelser. For virksomheder, der arbejder med public relations, mediehåndtering og juridisk compliance, er det afgørende at forstå disse bestemmelser nøjagtigt for at undgå risikoen for ophavsretskrænkelser og udføre legitime forretningsaktiviteter. I denne artikel vil vi fra et fagligt perspektiv forklare rettighedsbegrænsningerne, der er særligt relevante for forretningspraksis, såsom genoptryk af aktuelle redaktionelle artikler, brug af politiske taler, rapportering om aktuelle begivenheder og kopiering i retsprocedurer, med henvisning til specifikke lovartikler og retspraksis. 

Genoptryk og lignende af aktuelle debatindlæg

Med henblik på at fremme samfundsmæssig debat tillader den japanske ophavsretslov under visse betingelser genoptryk af debatartikler. Artikel 39, stk. 1 i den japanske ophavsretslov giver tilladelse til at genoptrykke eller udsende debatindlæg om politiske, økonomiske eller sociale aktuelle spørgsmål, som er offentliggjort i aviser eller magasiner, i andre aviser eller magasiner.

For at denne bestemmelse skal finde anvendelse, skal en række strenge krav være opfyldt. For det første skal det pågældende værk være “offentliggjort i en avis eller et magasin”. For det andet skal indholdet være en “debatartikel om politiske, økonomiske eller sociale aktuelle spørgsmål”. Det afgørende her er definitionen af “debatartikel”. Dette refererer ikke til simpel rapportering af fakta eller forklarende artikler om aktuelle spørgsmål. Ifølge juridisk fortolkning henviser “debatartikel” til, for eksempel, avisledere eller magasinernes forord, hvor medieorganisationen udvikler sine principper og forslag.

Desuden findes der klare undtagelser til denne bestemmelse. Akademiske debatartikler er undtaget for at beskytte forfatterens faglige indsigt og økonomiske interesser. Det mest praktisk vigtige er, når den oprindelige artikel indeholder en meddelelse som “genoptryk forbudt”, hvilket forbyder brugen. Selv hvis alle andre krav er opfyldt, kan man ikke genoptrykke uden tilladelse, hvis denne meddelelse er til stede. Juridisk fortolkning kræver, at dette forbud skal være knyttet til hver enkelt debatartikel, og det er ikke tilstrækkeligt blot at inkludere det generelt i slutningen af et magasin.

Strukturen af denne artikel afspejler den lovgivningsmæssige hensigt at prioritere distributionen af bestemte meningsudtryk, som bør være genstand for samfundsmæssig debat, medmindre ophavsmanden aktivt gør krav på sine rettigheder. Med andre ord, som standardtilstand tillades det, at disse meninger kan bruges som materiale til offentlig debat, mens ophavsmanden forbeholder sig retten til at afvise brugen gennem en simpel procedure (forbudsmeddelelse). Desuden tillader artikel 39, stk. 2 i den japanske ophavsretslov, at lovligt udsendte debatindlæg offentligt transmitteres ved brug af modtagelsesudstyr (for eksempel at afspille radioudsendelser i en butik). Selv i tilfælde, hvor sådan brug er tilladt, er der en forpligtelse til at angive kilden.

Anvendelse af politiske taler og lignende

For at sikre fri cirkulation af information, som er grundlaget for et demokratisk samfund, indeholder den japanske ophavsretslov (Artikel 40) særlige bestemmelser om brugen af politiske taler og lignende. Denne artikel opdeler anvendelsesområdet for taler i to niveauer afhængigt af talens art, og bag dette ligger en klar vurdering af offentlighedens interesse.

Først og fremmest er den mest omfattende brug tilladt for politiske taler og udtalelser, der er fremsat offentligt, samt offentlige udtalelser i retsprocedurer. Ifølge den japanske ophavsretslov (Artikel 40, stk. 1), kan disse taler og lignende frit anvendes “uanset metoden”. Dette er baseret på opfattelsen af, at svar i parlamentet eller argumenter i retten er offentlige goder, som samfundets medlemmer frit skal kunne tilgå og overveje. Der er dog en vigtig begrænsning i denne omfattende brug: det er ikke tilladt at redigere værker af samme ophavsmand for at skabe en ny sammensætning, som for eksempel en samling af taler, og bruge den kommercielt uden tilladelse. Denne begrænsning er for at forhindre uautoriseret skabelse og kommerciel brug af nye værker, der kun består af bestemte politikeres eller advokaters taler.

For det andet er en mere begrænset brug tilladt for offentlige taler og udtalelser fremsat af nationale institutioner eller lokale offentlige organer (som ikke er inkluderet i den første kategori). Den japanske ophavsretslov (Artikel 40, stk. 2) tillader brug af disse taler og lignende “når det anses for retfærdigt til journalistiske formål”, såsom offentliggørelse i aviser eller magasiner eller brug i udsendelser. Denne bestemmelse tager for eksempel højde for forklaringer givet af embedsmænd ved pressemøder i ministerier. Anvendelsen her er, i modsætning til politikeres taler, begrænset til det specifikke formål med journalistik.

På denne måde etablerer den japanske ophavsretslov (Artikel 40) klare forskelle i frihedsgraden for brug af taler baseret på deres oprindelse. Politiske taler, der er afgørende for landets regeringsførelse, og udtalelser i retten, der tjener til at realisere retfærdighed, anerkendes med den højeste grad af offentlighed og er ikke begrænset i anvendelsesmåder. På den anden side er almindelige taler i administrative organer positioneret som information, der bør formidles til offentligheden gennem medierne. Dette viser, hvordan loven fint skelner mellem rollerne af offentlige udtalelser i samfundet.

Brug af rapportering om aktuelle hændelser

For at rapportere præcist om aktuelle hændelser kan det være afgørende at anvende værker relateret til disse hændelser. For eksempel kan det være vanskeligt at formidle alvoren af en kunsttyveri-hændelse uden at bruge billeder af de stjålne kunstværker. For at imødekomme sådanne situationer, tillader den japanske ophavsretslov (Artikel 41) brugen af værker, der “udgør en del af eller observeres eller høres i forbindelse med en aktuel hændelse, inden for rimelige grænser” til rapporteringsformål.

Fortolkningen af denne bestemmelse, især omfanget af “rapportering” i den digitale tidsalder, er blevet klargjort gennem nylige retsafgørelser. Ved at se på to kontrasterende tilfælde bliver anvendelsesområdet tydeligere.

Det første tilfælde er et eksempel, hvor brugen blev anset for at være lovlig “rapportering” (Tokyo District Court dom af 30. marts 2023). I denne sag hævdede en fotograf, at hans billede var blevet brugt uden tilladelse på en hjemmeside. Men hjemmesiden rapporterede om en anden ophavsretskrænkelsessag, hvor netop dette billede var genstand for tvisten. Retten anerkendte denne retsafgørelse som en “aktuel hændelse” af social betydning og fandt, at billedet var en central del af hændelsen. Derfor var brugen af billedet nødvendig for at rapportere præcist om hændelsen og blev anset for at være inden for “rimelige grænser” til rapporteringsformål. Denne dom antyder, at Artikel 41 kan finde anvendelse, selv hvis afsenderen ikke er en traditionel nyhedsorganisation, så længe indholdet objektivt formidler en social begivenhed.

Det andet tilfælde er et eksempel, hvor brugen ikke blev anset for at være “rapportering” (Tokyo District Court dom af 28. februar 2023). I denne sag blev et stillbillede fra en video, der var postet på en persons private Instagram-konto, brugt uden tilladelse som information om en tandklinik på Google Maps. Afsenderen hævdede, at formålet var at “rapportere” om et medicinsk problem, hvor en tandlæge forlod en patient under behandling. Retten afviste dog denne påstand. Begrundelsen var, at det postede billede alene ikke klargjorde hvornår eller i hvilken sammenhæng hændelsen fandt sted, og det manglede nyhedsværdi. Desuden blev postningen på Google Maps ikke anset for at være en “rapportering”, der formidler information til samfundet.

Disse retsafgørelser viser, at anvendelsen af den japanske ophavsretslov (Artikel 41) tendenserer til at vægte funktionen af handlingen (om den objektivt rapporterer om en social hændelse) og måden den bruges på (som platformens natur), snarere end brugerens identitet (om det er en nyhedsorganisation eller en enkeltperson). Det skal bemærkes, at brug af reproduktioner skabt under denne bestemmelse til andre formål end rapportering (for eksempel at kommercialisere og sælge et fotografi brugt i rapportering) er forbudt under den japanske ophavsretslov (Artikel 49, stk. 1, nr. 1).

Reproduktion i retsprocedurer og lignende i Japan

I Japan er der indført særlige begrænsninger i ophavsretsloven for at sikre, at loven ikke hindrer udførelsen af statens grundlæggende funktioner såsom retsvæsenet, lovgivningen og administrationen. Disse bestemmelser er en vigtig mekanisme, der tillader nødvendig brug i offentlighedens interesse, samtidig med at de balancerer ophavsmændenes interesser.

Først og fremmest tillader den japanske ophavsretslov (Artikel 41-2) reproduktion af værker i retsprocedurer, så længe det er nødvendigt for proceduren. Tilsvarende tillader lovens Artikel 42-2 reproduktion i forbindelse med undersøgelse af patenter og lignende, igen inden for nødvendighedens grænser. Dette er tiltænkt situationer, hvor ophavsretligt beskyttede værker indgår som bevis i retssager eller kopieres som en del af patentundersøgelser. Med de seneste lovændringer er det ikke kun fysisk kopiering, der er tilladt, men også elektronisk overførsel af filer, såkaldt “offentlig transmission”, for at imødekomme digitaliseringen af rets- og administrative procedurer.

Dernæst, når det kommer til brug i lovgivnings- og administrative formål, fastsætter den japanske ophavsretslov (Artikel 42) at værker kan reproduceres, når det er nødvendigt som internt materiale til lovgivnings- eller administrative formål. Et vigtigt aspekt af denne bestemmelse er, at brugen er begrænset til “internt materiale”. Derfor er det ikke tilladt at offentliggøre eller distribuere kopier, der er skabt under denne bestemmelse, til en bredere offentlighed.

Disse bestemmelser for brug i offentlighedens interesse har alle en vigtig forbehold. Selvom formålet er legitimt, er det ikke tilladt, hvis “reproduktionens art, formål, omfang og måde på urimelig vis skader ophavsmændenes interesser”. Dette fungerer som en sikkerhedsventil i anvendelsen af begrænsningsbestemmelserne. For eksempel, hvis en administrativ myndighed kopierer en hel dyr undersøgelsesrapport, der er til salg, til intern brug i stedet for kun at kopiere en del af den, kan dette anses for at “skade ophavsmændenes interesser” ved at fratage salgsmuligheder på markedet. Denne bestemmelse klargør, at selvom brugen tjener offentlighedens interesse, er begrænsning af rettighederne ikke tilladt, hvis det direkte konkurrerer med ophavsmændenes marked og væsentligt skader deres økonomiske interesser. Dette sikrer en balance mellem den glatte udførelse af statens funktioner og ophavsmændenes legitime økonomiske interesser. 

Anvendelse af oversættelse og bearbejdning i henhold til diverse begrænsningsbestemmelser

Når man benytter sig af værker baseret på de rettighedsbegrænsende bestemmelser, som vi har forklaret indtil nu, i hvilket omfang er det så tilladt at oversætte eller opsummere disse værker? Artikel 47-6 i den japanske ophavsretslov regulerer denne sekundære brug. Denne bestemmelse skaber ikke nye begrænsninger i rettighederne, men har til formål at klargøre, hvilke sekundære anvendelser der er mulige, når andre begrænsningsbestemmelser er gældende.

Den japanske ophavsretslov opdeler sekundær brug i ‘oversættelse’ og ‘bearbejdning’ (herunder arrangement, transformation og bearbejdning), og skelner nøje mellem, hvad der er tilladt afhængigt af formålet med den oprindelige begrænsningsbestemmelse.

For eksempel, i tilfælde af personlig brug (Artikel 30 i den japanske ophavsretslov) eller brug i skoleundervisning (Artikel 35 i samme lov), er det ikke kun tilladt at oversætte værker, men også at arrangere, transformere og bearbejde dem.

På den anden side, i tilfælde af brug med høj offentlig interesse, som vi har forklaret i denne artikel, såsom genoptryk af redaktionelle artikler om aktuelle emner (Artikel 39 i den japanske ophavsretslov), brug af taler til rapporteringsformål (Artikel 40, stk. 2 i samme lov), rapportering af aktuelle begivenheder (Artikel 41 i samme lov), og kopiering i rets- og administrative procedurer (Artikel 41-2 og Artikel 42 i samme lov), er den tilladte sekundære brug begrænset til kun ‘oversættelse’. I disse tilfælde er det yderst vigtigt at formidle indholdet af værkerne nøjagtigt, og derfor er ‘bearbejdning’, som indebærer ændringer i forfatterens tanker eller følelsesudtryk, generelt ikke tilladt. Det antages, at opretholdelsen af identiteten i det oprindelige værks udtryk og sikringen af nøjagtighed er i overensstemmelse med formålet med disse begrænsningsbestemmelser. Der er dog præcedens for, at inden for citatets rammer, er det tilladt at foretage en resumé, der er tro mod formålet, men dette er et område, hvor omhyggelig vurdering er påkrævet.

For at klargøre dette forhold, opsummeres det i tabellen nedenfor.

På denne måde beskytter den japanske ophavsretslov integriteten af værkernes udtryk som en vigtig værdi, og intervention i retten til at bearbejde værker, som er bearbejdningsretten, behandles mere forsigtigt end intervention i oversættelsesretten. Dette systematiske regelsæt afspejler en fin balance mellem retfærdig brug og beskyttelse af ophavsmandens personlighedsrettigheder.

Opsummering

Som vi har gennemgået i denne artikel, har den japanske ophavsretslov (Copyright Law of Japan) ikke en altomfattende fair use-bestemmelse, men indeholder i stedet mange specifikke artikler, der begrænser ophavsretshavernes rettigheder til fordel for offentlige interesser og pressefrihed. Bestemmelserne om genoptryk af redaktionelle artikler om aktuelle emner (Artikel 39) fremmer offentlig debat, og brugen af politiske taler (Artikel 40) sikrer demokratiske processers gennemsigtighed. Desuden har bestemmelserne om rapportering af aktuelle begivenheder (Artikel 41) en moderne fortolkning, der fokuserer mere på handlingens funktion som ‘rapportering’ end på brugerens identitet, og brugen i retsprocedurer (Artikel 41-2, Artikel 42) indeholder en vigtig balanceanordning, der sikrer, at ophavsretshavernes interesser ikke bliver urimeligt skadet. Yderligere er sekundær brug, der følger disse anvendelser (Artikel 43), underlagt detaljerede regler, såsom at kun oversættelser er tilladt i overensstemmelse med det oprindelige formål. Med den digitale teknologis fremskridt ændres fortolkningen af disse bestemmelser konstant, og det er afgørende at holde øje med de nyeste retspraksis. For at forstå disse komplekse bestemmelser nøjagtigt og anvende dem korrekt i forretningsmiljøet kræves der høj specialiseret viden.

Monolith Advokatfirma har en omfattende track record i at levere juridiske tjenester til en bred vifte af klienter, både indenlandske og internationale, i forbindelse med spørgsmål under den japanske ophavsretslov. Vores firma beskæftiger flere engelsktalende advokater med udenlandske juridiske kvalifikationer, hvilket gør det muligt at tilbyde præcis support til virksomheder, der udvikler international forretning, for at forstå og overholde Japans komplekse lovgivning. Hvis du har brug for rådgivning om de emner, der er behandlet i denne artikel, eller juridisk rådgivning i forbindelse med konkrete sager, er du velkommen til at kontakte vores firma.