Hvad er de juridiske problemer, man skal være opmærksom på ved udarbejdelse af en ICO-hvidbog?

En finansieringsmetode, hvor man indsamler investeringer i bytte for udstedelse af virtuel valuta (tokens), kaldes ICO (Initial Coin Offering). Denne finansieringsmetode, kendt som ICO, følger en proces meget lig den eksisterende IPO. I modsætning til IPO’er er der ingen love, der direkte regulerer ICO-skemaer, hvilket giver høj designfrihed og fordele ved at reducere arbejds- og monetære omkostninger forbundet med komplekse administrative procedurer. Men fraværet af en lov, der regulerer “den korrekte måde at gennemføre en ICO på”, øger også sværhedsgraden af at gennemføre en ICO under hensyntagen til compliance (for en sammenligning af ICO og IPO, se en separat artikel).

https://monolith.law/blockchain/comparison-ico-ipo[ja]

I en vis forstand er forskellige karakteristika ved ICO’er, såsom “frihed fra standardiserede procedurer” og “sværhedsgraden ved at skelne mellem lovlige og ulovlige ting”, mest tydelige i måden hvidbøger er skrevet på. I denne artikel vil vi diskutere juridiske spørgsmål, der ofte opstår i forbindelse med gennemførelsen af en ICO, i forhold til indholdet af hvidbogen.

Der er ingen ‘rigtige’ måde at skrive en hvidbog på

En hvidbog i en ICO (Initial Coin Offering) er et dokument, der beskriver formålet med at rejse kapital, hvordan de indsamlede midler vil blive brugt, og hvordan investorer vil få afkast. Dette kan sammenlignes med det såkaldte ‘prospekt’ i en IPO (Initial Public Offering). Men der er faktisk ingen fast skabelon for, hvordan en hvidbog skal skrives for at være lovlig. Faktisk er det ikke engang obligatorisk at forberede en hvidbog for at gennemføre en lovlig ICO.

I Japan er der ingen love, der direkte regulerer ICO’s, så loven giver heller ikke nogen vejledning om, hvordan man skriver en ‘korrekt’ hvidbog. Det er netop derfor, at mange kreative og attraktive PR-medier er blevet skabt i de mange ICO’s, der er blevet gennemført i Japan indtil nu. Takket være webmarketing baseret på sådant indhold, er tokenets appel blevet bredt kendt, og der er utallige eksempler på succesfuld indsamling af store investeringer.

Loven vil ikke fortælle dig, hvordan man laver en hvidbog, der ‘rammer’ investorerne. Men loven giver mange antydninger om, hvilke konfliktrisici der kan opstå fra overfladisk indholdsmarkedsføring. Selvom det primære mål er at formidle tokenets appel fuldt ud, hvad er så de minimumskrav, der skal overholdes i henhold til loven? Lad os se nærmere på det nedenfor.

Praksis for udarbejdelse af hvidbøger under hensyntagen til bestemmelserne i den japanske lov om finansielle instrumenter og børshandel (Financial Instruments and Exchange Act)

Hvad er den japanske lov om finansielle instrumenter og børshandel (金融商品取引法)

Hvis den udstedte token har karakteristika, der svarer til “værdipapirer” i henhold til den japanske lov om finansielle instrumenter og børshandel (herefter omtalt som “FIEA”), vil denne token være underlagt FIEA. FIEA er en lov, der har til formål at beskytte investorer og fremme en sund udvikling af markederne, når værdipapirer udstedes og handles.

Der er ikke givet en klar definition af “værdipapirer” i FIEA, men loven opregner de værdipapirer, den gælder for. Lad os se på artikel 2 i FIEA. Her er de specifikke typer af værdipapirer, som FIEA gælder for, opregnet en efter en, herunder statsobligationer, virksomhedsobligationer og aktier.

Artikel 2: I denne lov betyder “værdipapirer” følgende:
1. Statsobligationer
2. Lokale obligationer
3. Obligationer udstedt af juridiske personer i henhold til en særlig lov (undtagen dem nævnt i næste punkt og punkt 11.)
4. Specifikke virksomhedsobligationer som defineret i loven om securitisering af aktiver (Lov nr. 105 af 1998 (Heisei 10))
5. Virksomhedsobligationer (inklusive gensidige selskabsobligationer. Det samme gælder herefter.)
6. Aktier udstedt af juridiske personer etableret i henhold til en særlig lov (undtagen dem nævnt i næste punkt, punkt 8 og punkt 11.)
7. Prioriterede aktier som defineret i loven om finansielle institutioner for kooperative organisationer (Lov nr. 44 af 1993 (Heisei 5), herefter “Loven om prioriterede aktier”)
8. Prioriterede aktier eller nye prioriterede aktier som defineret i loven om securitisering af aktiver
9. Aktier eller nye aktieoptioner
10. Investeringsbeviser eller udenlandske investeringsbeviser som defineret i loven om investeringstrust og investeringsselskaber (Lov nr. 198 af 1951 (Showa 26))
11. Investeringsbeviser, nye investeringsbeviser eller investeringsselskabsobligationer eller udenlandske investeringsbeviser som defineret i loven om investeringstrust og investeringsselskaber
(Resten er udeladt)

Den japanske lov om finansielle instrumenter og børshandel (FIEA)

I øvrigt er “værdipapirer” i henhold til den japanske civilret defineret som “dokumenter, der repræsenterer private rettigheder med økonomisk værdi”, hvilket er en meget bredere definition end “værdipapirer” i henhold til FIEA.

FIEA er en særlig lov i forhold til den japanske civilret (en lov, der i enkle vendinger ændrer de generelle principper og teorier i specifikke tilfælde). Derfor er det godt at forstå, at finansielle instrumenter, der har et stort behov for oplysninger (såkaldt “disclosure”) og forebyggelse af uretmæssig handel som insiderhandel, er reguleret af FIEA, selvom de er “værdipapirer” i en bredere forstand i henhold til den japanske civilret.

Er kryptovaluta en “værdipapir”?

I den japanske “Financial Instruments and Exchange Act” (金商法) er kryptovaluta ikke inkluderet i listen over specifikke typer “værdipapirer”. Derfor er kryptovaluta som udgangspunkt ikke underlagt denne lovs regulering. Faktisk er det allerede blevet klart, at selv for kendte kryptovalutaer som Bitcoin, gælder det, ifølge Kabinetsekretariatets synspunkt, at denne lov ikke finder anvendelse.

Men når nye tokens udstedes i en ICO, er det nødvendigt at overveje, om de falder ind under kollektive investeringsordninger, som er nævnt i paragraf 2, punkt 5 i den japanske “Financial Instruments and Exchange Act”.

Paragraf 2
2 For værdipapirer nævnt i punkt 1 til 15, værdipapirer nævnt i punkt 17 (undtagen dem, der har karakter af værdipapirer nævnt i punkt 16) og værdipapirer nævnt i punkt 18, som skal vise rettigheder, og for værdipapirer nævnt i punkt 16, værdipapirer nævnt i punkt 17 (kun dem, der har karakter af værdipapirer nævnt i punkt 16) og værdipapirer nævnt i punkt 19 til 21, som skal vise rettigheder fastsat ved kabinetforordning (herefter i denne og den følgende paragraf benævnt “værdipapirvisningsrettigheder”), skal disse rettigheder, selvom de pågældende værdipapirer, der skal vise disse rettigheder, ikke er udstedt, betragtes som værdipapirer, og elektroniske optegnelser af gældsbeviser (som defineret i paragraf 2, punkt 1 i “Act on Electronic Records of Obligations” (2007 (Heisei 19), lov nr. 102)) skal, under hensyntagen til omsættelighed og andre omstændigheder, betragtes som værdipapirer, hvis det er nødvendigt at betragte dem som sådanne i henhold til en regeringsforordning (i punkt 7 og den følgende paragraf benævnt “specifikke elektroniske optegnelser af gældsbeviser”). Disse elektroniske optegnelser af gældsbeviser skal betragtes som værdipapirer, og de følgende rettigheder skal, selvom de er rettigheder, der ikke skal vises på værdipapirer eller dokumenter, betragtes som værdipapirer og være underlagt bestemmelserne i denne lov.
5 Rettigheder baseret på en kontrakt om et partnerskab som defineret i paragraf 667, punkt 1 i “Civil Code” (1896 (Meiji 29), lov nr. 89), en kontrakt om et anonymt partnerskab som defineret i paragraf 535 i “Commercial Code” (1899 (Meiji 32), lov nr. 48), en kontrakt om et investeringsprojekt med begrænset ansvar som defineret i paragraf 3, punkt 1 i “Act on Investment Limited Partnership Contracts” (1998 (Heisei 10), lov nr. 90) eller en kontrakt om et erhvervsprojekt med begrænset ansvar som defineret i paragraf 3, punkt 1 i “Act on Limited Liability Business Partnership Contracts” (2005 (Heisei 17), lov nr. 40), rettigheder som medlem af en sammenslutning og andre rettigheder (undtagen dem, der er baseret på udenlandsk lovgivning), hvor indehaveren af disse rettigheder (herefter i dette punkt benævnt “investor”) kan modtage udlodning af overskud fra en virksomhed, der finansieres ved hjælp af penge, som investoren har investeret eller bidraget med (herefter i dette punkt benævnt “investeringsmålsvirksomhed”), eller kan modtage fordeling af ejendom relateret til den pågældende investeringsmålsvirksomhed, og som ikke falder ind under nogen af de følgende kategorier (undtagen rettigheder, der skal vises på værdipapirer nævnt i den foregående paragraf og rettigheder, der betragtes som værdipapirer i henhold til bestemmelserne i denne paragraf (undtagen dette punkt))
(efterladt udeladt)

“Financial Instruments and Exchange Act” (金商法)

For at forklare det enkelt, selvom værdipapirer, der er designet til at give udbytte til investorer baseret på overskud genereret af en virksomhed, der er finansieret af investorernes penge, ikke er opført som værdipapirer i den japanske “Financial Instruments and Exchange Act”, vil de stadig være underlagt denne lov. Derfor, når nye tokens udstedes i en ICO, hvis de passer til dette skema, vil forskellige oplysningsforpligtelser og rapporteringsforpligtelser i henhold til den japanske “Financial Instruments and Exchange Act” blive pålagt dem, der gennemfører ICO’en. For at opsummere, i forhold til den japanske “Financial Instruments and Exchange Act”, bør dem, der gennemfører en ICO, være særligt opmærksomme på, om de falder ind under kollektive investeringsordninger.

Hvordan skal man i sidste ende skrive en hvidbog?

I praksis er de ofte opståede problemer i forbindelse med denne kollektive investeringsordning, når man skriver en hvidbog, hvor detaljeret man skal beskrive fordelingen af overskud til investorer for at blive betragtet som et finansielt produkt under den japanske finanslov (Japansk ~金商法), og om det vil blive betragtet som en fordeling baseret på virksomhedens overskud. Hvis man tager alvorligt hensyn til, at byrden for dem, der gennemfører ICO’er, vil øges ved at blive reguleret under den japanske finanslov, vil en retning være at undgå så detaljerede beskrivelser som muligt. På den anden side, hvis man ønsker at vinde investorerne tillid ved at forklare disse ting så detaljeret som muligt, kan det være en mulighed at designe tokens som finansielle produkter under den japanske finanslov. I forhold til disse vurderinger, er det utvivlsomt mange punkter, hvor den juridiske ansvarlige skal udøve skøn, baseret på den pågældende ICO’s strategi.

Juridiske områder, der skal overvejes ud over den japanske finansielle instrumenter og veksel lov (金商法)

Ud over den japanske finansielle instrumenter og veksel lov (金商法), er der andre juridiske områder, der skal overvejes, når man ser på indholdet af en hvidbog. For eksempel, hvis din virksomhed falder ind under definitionen af “virtuel valuta” i henhold til den japanske betalingslovgivning (資金決済法), skal du registrere dig som en udbyder af virtuel valuta. (For definitionen af virtuel valuta og de forpligtelser, der pålægges virksomheder i henhold til den japanske betalingslovgivning, se venligst en separat artikel.)

Desuden, hvis din token betragtes som elektroniske penge i henhold til den japanske betalingslovgivning, vil du være forpligtet til at deponere penge hos regeringen i overensstemmelse med det beløb af elektroniske penge, du udsteder. (For definitionen af elektroniske penge og de forpligtelser, der pålægges virksomheder i henhold til den japanske betalingslovgivning, se venligst en separat artikel.)

Opsummering

I denne artikel har vi fokuseret på de punkter, der ofte kan være problematiske i forhold til den japanske finansielle instrumenthandelslov (Japanese Financial Instruments and Exchange Act), når det kommer til indholdet i en hvidbog. Arbejdet med at skrive en hvidbog handler ikke kun om at formidle tokenets attraktivitet, men er også en indsats for at klargøre de rettigheder, investorerne har. Derfor bør man huske, at spørgsmålet om, hvordan man opfylder sin forklaringspligt over for investorer, i bund og grund er et juridisk spørgsmål for virksomheden.

Desuden bør de forskellige juridiske regler relateret til ICO’er, som vi har introduceret i denne artikel, diskuteres med en klar skelnen mellem blot formelle formuleringer, der skal inkluderes i hvidbogen (dvs. valg af ord i teksten, der skal offentliggøres), og de grundlæggende spørgsmål, der er forbundet med designet af tokenet selv. Derfor, for at sikre en lovlig gennemførelse af en ICO, bør man ikke kun begrænse sig til en juridisk gennemgang af teksten i hvidbogen, men også sikre, at der er overensstemmelse mellem indholdet i hvidbogen og de initiativer, virksomheden faktisk tager.