Hvad er 'Jobværker'? Forklaring af retssager og præcedenser, der har ført til konflikter

Som vi har forklaret i en anden artikel på vores hjemmeside, fastsætter den japanske ophavsretslov (Copyright Law), at når visse krav er opfyldt, tilfalder ophavsretten den juridiske enhed, der ansætter skaberen, og denne juridiske enhed bliver ophavsmanden. Dette kaldes arbejde udført i tjenesten (eller virksomhedens værk).

Arbejde udført i tjenesten er etableret, når følgende krav er opfyldt (Artikel 15, afsnit 1 i den japanske ophavsretslov).

・Skabelsen af værket er baseret på initiativet fra en juridisk enhed eller lignende
・En person, der arbejder for en juridisk enhed eller lignende, skaber det som en del af deres arbejde
・Det offentliggøres i navnet på den juridiske enhed eller lignende
・Der er ingen særlige bestemmelser i kontrakter, arbejdsregler eller lignende

Der er mange tilfælde, hvor retten ikke anerkender arbejde udført i tjenesten, afhængigt af om kravene er opfyldt eller ej. Lad os se på, hvordan hvert krav vurderes i faktiske retssager.

https://monolith.law/corporate/requirements-works-for-hire[ja]

Hvis det ikke blev anerkendt som “baseret på virksomhedens intention”

Der har været en sag, hvor et aktieselskab, der yder ledelsesvejledning og støtte til medicinske og velfærdsinstitutioner, hævdede at have ophavsretten til en bog udgivet af en tidligere medarbejder under hans ansættelse, og søgte at forhindre dens udgivelse, salg og distribution.

Bogen, der var problematisk i denne sag, var en bog om hospitalsadministration, som forlaget Urban Produce, der udgiver manualer og lignende til professionel brug, havde bedt den sagsøgte om at skrive, mens han stadig var ansat. Den sagsøgte skrev hele bogen, mens han bad flere andre medarbejdere om at skrive kapitler.

Retten anerkendte, at det værk, der var problematisk i denne sag, var en samling af manuskripter, som den sagsøgte havde skrevet i løbet af sin ansættelse hos sagsøgeren. Retten undersøgte, om det kunne siges, at dette værk var “baseret på sagsøgerens intention” og blev skabt af sagsøgerens medarbejdere i deres arbejde, men konkluderede, at:

• Anmodningen om at skrive denne bog kom direkte fra Urban Produce til den sagsøgte
• Indtil sagsøgeren blev klar over udgivelsen af den sagsøgtes bog, havde ingen andre end den sagsøgte haft kontakt med Urban Produce om denne bog inden for sagsøgerens organisation
• Der blev ikke oprettet nogen kontrakt om skrivningen af denne bog mellem sagsøgeren og Urban Produce
• Der blev ikke oprettet nogen dokumenter inden for sagsøgerens organisation, der viste, at sagsøgeren havde modtaget en anmodning om at skrive denne bog fra Urban Produce, såsom en arbejdsanmodning eller en rapport om accept af arbejde
• Da den sagsøgte forlod sagsøgeren, blev der ikke truffet nogen beslutning om, hvordan skrivningen af denne bog skulle håndteres inden for sagsøgerens organisation, og der blev ikke foretaget nogen skrivning efterfølgende
• Denne bog blev endelig offentliggjort som en bog under den sagsøgtes navn, og honoraret for manuskriptet blev betalt til den sagsøgte personligt fra Urban Produce

Baseret på ovenstående,

Ud fra det ovenstående kan det ikke anerkendes, at skrivningen af denne bog blev anmodet om af Urban Produce til sagsøgeren. Tværtimod, det er rimeligt at anerkende, at skrivningen af denne bog blev anmodet om af Urban Produce til den sagsøgte personligt, og at hver af de medarbejdere, der skrev, gjorde det baseret på en personlig anmodning fra den sagsøgte. Derfor kan det ikke siges, at det værk, der blev skabt i processen med at skrive denne bog, blev skabt på grundlag af sagsøgerens intention og i forbindelse med arbejde.

Tokyo District Court, 30. september 2010 (2010)

Retten afviste kravet, da det ikke opfyldte kravet om at være “baseret på virksomhedens intention” som et arbejdsrelateret værk, og det kunne derfor ikke anerkendes som et værk skabt i forbindelse med arbejde, og derfor kunne det ikke anerkendes som sagsøgerens arbejdsrelaterede værk.

Bare fordi forfatteren er en medarbejder i virksomheden, betyder det ikke nødvendigvis, at ophavsretten til hans værker tilhører virksomheden. Når man undersøger, om det er “baseret på virksomhedens intention”, tages forskellige omstændigheder i betragtning på en omfattende måde, som i denne retssag.

Hvis man ikke anerkendes som “en person, der arbejder for en virksomhed eller lignende”

Der har været tilfælde, hvor domstolene har været uenige om, hvem der kan betragtes som “en person, der arbejder for en virksomhed eller lignende”.

En freelancefotograf, der driver sit eget fotostudie (appellant i første instans), har anlagt sag mod en anden part (sagsøgte i første instans) for krænkelse af ophavsretten (retten til reproduktion og overførsel) og moralske rettigheder (retten til offentliggørelse, retten til at blive anerkendt som forfatter, og retten til at bevare værkets integritet) i forbindelse med et fotografi af en motorcykel i et løb, som appellant har taget og leveret. Appellant hævder, at sagsøgte har leveret det elektroniske data af fotografiet til virksomhed B via virksomhed A, og at virksomhed B har offentliggjort fotografiet på deres hjemmeside og i plakater uden appellantens samtykke. Den første instans afviste kravet på grundlag af, at det var et arbejdsrelateret værk under sagsøgtes kontrol og ledelse, hvilket førte til, at appellant anlagde sag.

I appelsagen citerede retten en præcedens, der siger, “Hvorvidt en person kan betragtes som ‘en person, der arbejder for en virksomhed eller lignende’ afhænger af, om personen faktisk leverer arbejde under tilsyn og kontrol af virksomheden, og om betalingen fra virksomheden kan betragtes som betaling for det leverede arbejde. Dette skal afgøres ved at tage hensyn til den faktiske situation, herunder arbejdets karakter, tilstedeværelsen eller fraværet af tilsyn og kontrol, og betalingsbeløbet og betalingsmetoden” (Højesteret, 11. april 2003).

Set i lyset af ovenstående synspunkt, er appellant i denne sag ikke en ansat hos sagsøgte, men driver sit eget fotostudie som freelancefotograf. Selvom appellant tog billeder under sin egen generelle kontrol i forbindelse med salget af fotografierne, udførte han dette arbejde som en professionel fotograf. (…) Appellant kan grundlæggende betragtes som en professionel fotograf, der arbejder på grundlag af en kontrakt med sagsøgte, og det kan ikke anerkendes, at han faktisk leverede arbejde under sagsøgtes tilsyn og kontrol.

Den intellektuelle ejendomsretlige højesteret, 24. december 2009

Retten afviste sagsøgtes påstand om, at værket var et arbejdsrelateret værk, fordi appellant var “en person, der arbejder for en virksomhed eller lignende”, og ophævede den oprindelige dom.

Det kan være svært at få en domstol til at anerkende, at en person, der arbejder som professionel fotograf, faktisk leverer arbejde under tilsyn og kontrol af en virksomhed. Derfor er det vigtigt at indgå en kontrakt på forhånd og klart fastlægge, hvem der har ophavsretten.

Hvis det ikke anerkendes som “noget der skabes i tjenesten”

Der er et eksempel, hvor sagsøgeren, hvis manuskript blev skrevet af sagsøgte, mens han var ansat i det patentadvokatfirma, hvor sagsøgte var direktør, hævdede, at sagsøgtes handlinger, såsom at offentliggøre sagsøgerens manuskript i en bog udgivet under navnet “〇〇 Intellectual Property Research Institute” som en medforfatter med en anden person uden at vise sagsøgerens navn, krænkede sagsøgerens ophavsret (retten til at få sit navn vist, retten til at bevare identitet, retten til offentliggørelse) og søgte erstatning fra sagsøgte.

Retten fastslog, at sagsøgeren, der erhvervede kvalifikationen som patentagent, mens han var ansat i det patentadvokatfirma, som sagsøgte driver, og som modtog en årlig løn fra sagsøgte i henhold til en kontrakt med sagsøgte og arbejdede i det patentadvokatfirma, havde et ansættelsesforhold med sagsøgte. Retten undersøgte omstændighederne, der førte til skrivningen, men:

• Forfatterne blev valgt blandt de ansatte i patentadvokatfirmaet, der frivilligt deltog
• Sagsøgte instruerede, at manuskriptskrivningen skulle udføres uden for arbejdstiden i patentadvokatfirmaet, og det pågældende manuskript blev også skrevet uden for arbejdstiden i overensstemmelse med denne instruktion
• Der var ingen specifikke instruktioner fra sagsøgte om indholdet af det pågældende manuskript
• Der blev afholdt flere forfattermøder, men de bestemte ikke det specifikke indhold af manuskriptet

og nævnte disse punkter,

Udgivelsen af denne bog er ikke inkluderet i det grundlæggende arbejdsindhold i dette patentadvokatfirma, og skrivningen af manuskriptet til denne bog er heller ikke direkte inkluderet i det arbejde, som sagsøgeren rutinemæssigt håndterer i dette patentadvokatfirma. Og selv når man ser på omstændighederne omkring skrivningen af dette manuskript og sagsøgtes involvering på det tidspunkt, formatet af denne bog, måden den blev offentliggjort på osv., kan det ikke på nogen måde anerkendes, at dette manuskript falder ind under “værker skabt i tjenesten” som nævnt i artikel 15, stk. 1 i den japanske ophavsretslov.

Tokyo District Court ruling on November 12, 2004 (Gregorian calendar year)

og fastslog, at det ikke blev anerkendt som “noget der skabes i tjenesten” og derfor ikke blev anerkendt som et arbejde skabt i tjenesten, og anerkendte, at sagsøgte havde krænket sagsøgerens ophavsret (retten til at få sit navn vist), som er ophavsretshaveren. Bare fordi forfatteren er en medarbejder i en virksomhed, betyder det ikke nødvendigvis, at ophavsretten til hans værk tilhører virksomheden. Når man overvejer, om noget er “skabt i tjenesten”, tages forskellige omstændigheder også i betragtning på en omfattende måde.

Hvis det ikke blev anerkendt som “offentliggjort under et virksomhedsnavn”

Der var en sag, hvor sagsøgeren, der var en medarbejder i det sagsøgte firma, blev sendt som underviser til et kursus arrangeret af det sagsøgte industrielle forening, mens han var ansat. Han indgav en sag om ophavsretskrænkelse m.m. i forbindelse med det materiale, han havde skabt til kurset, kaldet “Teknisk vedligeholdelseskursus for instrumentteknikere for regnskabsåret 2000 (Heisei 12)” (2000).

Sagsøgeren hævdede, at efter hans fratrædelse havde det sagsøgte firma fået den medarbejder, der efterfulgte ham som underviser på det nævnte kursus, til at kopiere materialet fra regnskabsåret 2000 og skabe “materiale for regnskabsåret 2001” og “materiale for regnskabsåret 2002”, og at firmaet havde distribueret kopier af hvert materiale til kursusdeltagerne, hvilket krænkede sagsøgerens ophavsret (retten til reproduktion og retten til at tale) og moralske rettigheder (retten til at blive krediteret og retten til at bevare integriteten af værket). Han søgte om betaling af erstatning m.m.

Der var ingen tvist mellem parterne om, at sagsøgeren havde skabt materialet for regnskabsåret 2000, men de sagsøgte hævdede, at det var skabt i forbindelse med sagsøgerens arbejde for det sagsøgte firma på grundlag af firmaets intention, og at det derfor var et arbejdsrelateret værk, hvis ophavsmand var det sagsøgte firma. Retten undersøgte derfor omstændighederne og indholdet af skabelsen af materialet for regnskabsåret 2000.

Retten anerkendte, at skabelsen af materialet for regnskabsåret 2000 var baseret på det sagsøgte firmas intention og var skabt i forbindelse med sagsøgerens arbejde for firmaet. Retten undersøgte derefter, om det var blevet offentliggjort under det sagsøgte firmas navn, eller om det skulle have været det, og afgjorde, om det sagsøgte firma kunne være ophavsmanden til værket som et arbejdsrelateret værk.

Formatet af materialesamlingen for vedligeholdelseskurset er som beskrevet ovenfor. Ifølge dette er sagsøgerens navn kun angivet som underviserens navn i materialet for regnskabsåret 2000, og der er ingen angivelse af ophavsretten, eller det skal forstås som ophavsretten til det sagsøgte industrielle forening, der er angivet på forsiden af materialesamlingen. Det kan ikke anerkendes, at det blev offentliggjort under det sagsøgte firmas navn. (…) På baggrund af ovenstående kan det anerkendes, at materialet for regnskabsåret 2000 blev skabt af sagsøgeren, der er en medarbejder i det sagsøgte firma, på grundlag af firmaets intention, men det blev ikke offentliggjort under det sagsøgte firmas navn, og det kan ikke siges, at det skulle have været det. Derfor kan det ikke betragtes som et arbejdsrelateret værk af det sagsøgte firma, og det kan ikke anerkendes, at det sagsøgte firma er ophavsmanden til det.

Dom afsagt af Tokyo District Court den 27. februar 2006

Retten konkluderede, at det ikke kunne betragtes som et arbejdsrelateret værk af det sagsøgte firma, og at det ikke kunne anerkendes, at det sagsøgte firma var ophavsmanden til det, da det ikke blev offentliggjort under det sagsøgte firmas navn, og det kunne ikke siges, at det skulle have været det.

Selvom skabelsen af et værk er “baseret på en virksomheds intention” og “skabt i forbindelse med en persons arbejde for en virksomhed”, betyder det ikke nødvendigvis, at ophavsretten til værket tilhører virksomheden. Et arbejdsrelateret værk anerkendes kun, når alle de faktorer, der er nævnt i begyndelsen, er opfyldt.

Opsummering

Når en virksomhed eller lignende bruger et værk, der er skabt på baggrund af deres økonomiske bidrag, er det ofte nødvendigt at centralisere og klargøre rettighedsforholdene til værket for at sikre en gnidningsfri brug. Dette er grunden til, at bestemmelserne om arbejdsrelaterede værker er blevet vedtaget i den japanske ophavsretslov. Det er vigtigt at klargøre rettighedsforholdene på forhånd.

Det kan være en udfordring at afgøre, om man kan gøre krav på et arbejdsrelateret værk, eller om man er nødt til at anerkende et sådant krav. Vi anbefaler, at du konsulterer en erfaren advokat i sådanne tilfælde.