Opløsning af selskaber i henhold til japansk selskabsret: En forklaring af betydningen og proceduren

I en virksomheds livscyklus er “opløsning” placeret som en af de sidste faser. Denne proces indebærer starten på de juridiske procedurer, der formelt afslutter virksomhedens forretningsaktiviteter og ophæver dens juridiske personlighed. Dog bliver ordet “opløsning” ofte forvekslet med “konkurs”. Det er yderst vigtigt at skelne klart mellem disse to begreber for at forstå japansk selskabsret og træffe passende ledelsesmæssige beslutninger. Mens konkurs primært henviser til en finansiel insolvenssituation, som f.eks. overgæld, dækker opløsning over et bredere spektrum af årsager. For eksempel kan en finansielt sund virksomhed strategisk vælge at opløse sig selv som en del af en organisationsomstrukturering, opnåelse af forretningsmål, eller på grund af fravær af en efterfølger til at fortsætte virksomheden. Derfor betyder opløsning ikke nødvendigvis et ledelsesmæssigt fejltrin, men kan også være en del af en planlagt virksomhedsstrategi. Når en virksomhed opløses, mister den sin evne til at udføre normale forretningsaktiviteter og går over i “likvideringsfasen”. Likvideringsproceduren er en række processer, der omdanner virksomhedens aktiver til kontanter, afvikler gæld og distribuerer den resterende formue til aktionærerne. I denne artikel vil vi fokusere på opløsning af virksomheder under japansk selskabsret og detaljeret forklare den juridiske betydning, de opløsningsgrunde, der er fastsat ved lov, det særlige system med “antaget opløsning” for virksomheder, der har været inaktive i lang tid, og processen for at genoprette en allerede opløst virksomhed til en tilstand, hvor den igen kan udføre forretningsaktiviteter, baseret på specifikke love og retspraksis.

Hvad indebærer opløsning af et selskab under japansk selskabsret?

I henhold til japansk selskabsret betegner “opløsning” af et aktieselskab det juridiske faktum, der fører til, at selskabet ophører med sin oprindelige profitgenererende aktivitet og går ind i en likvidationsproces for at afvikle sine juridiske forhold. Et vigtigt punkt er, at selskabets juridiske personlighed ikke ophører øjeblikkeligt ved opløsningen. Et opløst selskab bliver i det øjeblik en “likviderende aktieselskab” og fortsætter kun inden for rammerne af likvidationsformålet. Dette betyder, at selskabet mister sin status som en “going concern” – en fortsat virksomhed – og overgår til en særlig eksistensform for at afvikle juridiske anliggender.

Denne overgang medfører en fundamental ændring i selskabets ledelse, især for bestyrelsesmedlemmerne, i deres ansvar og forpligtelser. Bestyrelsesmedlemmer i et selskab, der driver normal forretningsvirksomhed, har pligt til at maksimere aktionærernes værdi og fremme virksomhedens vækst. Men når et selskab opløses og går ind i likvidationsfasen, ændres deres primære pligt til retfærdigt at administrere selskabets aktiver, betale gælden retfærdigt over for alle kreditorer og derefter distribuere de resterende aktiver til aktionærerne. At forstå denne pligtskifte er afgørende for at håndtere juridiske risici efter opløsningen. Artikel 475 i den japanske selskabslov fastslår klart, at når et selskab er opløst, bortset fra i tilfælde af ophør gennem fusion eller igangværende konkursprocedurer, skal likvidationsprocessen indledes. Derfor bør man forstå opløsningen ikke blot som en “off-knap”, der stopper selskabets aktiviteter, men som en “tilstandsknap”, der fundamentalt ændrer dets juridiske status og ledelsens forpligtelser.

Opløsningsgrunde fastsat af den japanske selskabslov

Den japanske selskabslov opregner specifikke grunde til, at et aktieselskab kan opløses. Ifølge artikel 471 i den japanske selskabslov opløses et aktieselskab af følgende årsager:

• Udløbet af den eksistensperiode, der er fastsat i vedtægterne
• Indtræden af opløsningsgrunde fastsat i vedtægterne
• Beslutning truffet af generalforsamlingen
• Fusion (kun hvis aktieselskabet ophører som følge af fusionen)
• Afgørelse om påbegyndelse af konkursprocedure
• Domstolsafgørelse om opløsning

Disse årsager kan overordnet inddeles i frivillige, som er baseret på selskabets egen vilje, og tvungne, som er pålagt af eksterne faktorer eller retslige afgørelser. Det er især almindeligt for selskaber, der har til formål at gennemføre projekter, at fastsætte en eksistensperiode eller specifikke opløsningsgrunde i vedtægterne på forhånd.

I praksis er den mest almindeligt anvendte metode til opløsning “beslutning truffet af generalforsamlingen”. Dette er en procedure, hvor selskabets ejere, aktionærerne, beslutter at afslutte selskabets forretningsaktiviteter af egen fri vilje. Opløsning af et selskab er en yderst vigtig beslutning vedrørende dets fortsatte eksistens, og derfor kræver artikel 309, stk. 2, nr. 11 i den japanske selskabslov en mere stringent “særlig beslutning” end almindelige beslutninger. For at en særlig beslutning kan træffes, kræves det som hovedregel, at aktionærer med mere end halvdelen af de stemmeberettigede aktier er til stede, og at mindst to tredjedele af de tilstedeværende aktionærers stemmeret stemmer for.

Kravet om “mere end to tredjedele” har en meget vigtig betydning i forbindelse med ledelsesstrategi. Det betyder, at en aktionær, der ejer mere end en tredjedel af stemmerettighederne, kan forhindre en opløsningsbeslutning ved at stemme imod. Med andre ord kan selv en minoritetsaktionær, der sikrer sig mere end en tredjedel af aktierne, have en de facto vetoret (blokeringsret) over for selskabets opløsning. Dette er et strategisk element, der bør overvejes nøje, især ved etablering af joint ventures eller i kapitalpolitikken for selskaber med flere hovedaktionærer.

Betydningen af opløsningskrav set ud fra japanske retspraksis

I Japan findes der inden for årsagerne til en virksomheds opløsning en særlig procedure, hvor en aktionær kan anmode en domstol om at opløse selskabet. Artikel 833 i den japanske selskabslov fastslår, at en aktionær, der besidder mindst en tiendedel af de samlede stemmerettigheder, kan indbringe et krav om selskabets opløsning, hvis der er “uundgåelige grunde” såsom når virksomhedens drift er betydeligt vanskeliggjort, og der er fare for uoprettelig skade på selskabet. Dog, da en domstolsordre om opløsning af et selskab effektivt vil udslette selskabets juridiske personlighed, træffes en sådan beslutning med yderste forsigtighed.

Et vigtigt retspraksis i denne henseende er dommen fra Tokyo-distriktsdomstolen den 1. februar 2016 (2016). Sagen drejede sig om et familieejet selskab, hvor to aktionærer, der hver især ejede 50% af aktierne, var i fuldstændig konflikt, hvilket gjorde det umuligt at udpege direktører og fuldstændigt standset selskabets beslutningsprocesser. En af aktionærerne indbragte en retssag for at bryde denne dødvande ved at anmode om selskabets opløsning.

Domstolen anerkendte, at konflikten mellem aktionærerne var alvorlig og at både generalforsamlingen og bestyrelsen var dysfunktionelle. Domstolen konkluderede, at det var meningsløst at lade selskabet fortsætte, da situationen var forværret til det punkt, hvor det var umuligt at løse problemet ved andre midler, såsom overdragelse af aktier. Som konklusion fandt domstolen, at der var “betydelige vanskeligheder i udførelsen af virksomhedens drift” og “uundgåelige grunde”, og afsagde en dom for opløsning af selskabet.

Et vigtigt punkt, som denne dom fremhæver, er, at en domstolsordre om opløsning ikke vil blive anerkendt alene på grundlag af uenighed mellem aktionærer eller konflikter i ledelsesstrategier. Domstolen betragter opløsning som “en sidste udvej” og vil kun iværksætte denne kraftfulde foranstaltning, når selskabet er i en alvorlig og vedvarende tilstand af dysfunktion, der gør fortsat drift umulig. Desuden vil domstolen også undersøge, om en anmodning om opløsning udgør en misbrug af rettigheder, der tjener til at udøve urimeligt pres på den anden part af aktionærerne. Derfor bør en retssag om opløsningskrav forstås ikke som en indledende strategi til at løse ledelsesmæssige konflikter, men som en sidste udvej efter at alle forhandlingsmuligheder er udtømte.

Systemet for betragtning af inaktive selskaber som opløste i Japan

I den japanske selskabslov findes der et unikt system kaldet “betragtning af inaktive selskaber som opløste”. Dette system behandler selskaber, der ikke har vist tegn på forretningsaktivitet over en længere periode og ikke har foretaget nogen registreringsændringer, som juridisk opløste. Artikel 472, stk. 1 i den japanske selskabslov definerer “inaktive selskaber” som aktieselskaber, hvor der er gået 12 år siden den sidste registrering relateret til det pågældende aktieselskab.

Systemet tjener to formål. For det første at opretholde tilliden til registret. Hvis selskaber uden reel substans fortsætter med at være registreret, kan det underminere sikkerheden i kommercielle transaktioner. For det andet at forhindre, at inaktive selskaber bliver opkøbt af kriminelle organisationer og brugt til svindel og andre ulovlige aktiviteter. Justitsministeriet i Japan udfører regelmæssigt oprydningsarbejde for at håndtere disse problemer.

Denne procedure skrider automatisk frem under administrativ ledelse. For eksempel blev oprydningsarbejdet for regnskabsåret 2024 (Reiwa 6) udført efter følgende tidsplan:

1. Først offentliggjorde justitsministeren en bekendtgørelse i den officielle statsavis den 10. oktober 2024.
2. Samtidig sendte den relevante juridiske myndighed en meddelelse til den registrerede hovedadresse for de berørte inaktive selskaber. Selv hvis denne meddelelse ikke blev modtaget, blev proceduren ikke stoppet.
3. Selskaber, der modtog meddelelsen, havde en periode på to måneder, det vil sige indtil den 10. december 2024, til at indgive en erklæring om, at de “endnu ikke havde ophørt deres forretning”, eller at ansøge om de nødvendige registreringsændringer, såsom ændringer i ledelsen.
4. Hvis et selskab ikke foretog nogen handling inden for denne frist, blev det betragtet som opløst den 11. december 2024, og registratoren foretog opløsningsregistreringen af embedspligt.

Dette system indebærer en risiko for utilsigtet at miste værdifulde selskaber. Overvej for eksempel et tilfælde, hvor et udenlandsk moderselskab ejer et datterselskab i Japan, men midlertidigt har indstillet forretningerne. Selv hvis dette datterselskab ejer værdifulde aktiver som fast ejendom eller intellektuelle ejendomsrettigheder, kan det automatisk blive betragtet som opløst, hvis det undlader at foretage de ændringsregistreringer for ledelsen, som den japanske selskabslov kræver hvert tiende år, og 12 år er gået. Da meddelelser sendes til den registrerede adresse, hvis denne adresse er forældet eller ikke bliver administreret, kan moderselskabet forblive uvidende om, at datterselskabet står over for opløsning, indtil proceduren er afsluttet. Dette viser, hvordan simpel administrativ forsømmelse kan føre til uoprettelige konsekvenser og blive en “administrativ fælde”, hvilket understreger vigtigheden af at opretholde grundlæggende juridisk compliance for alle virksomheder, uanset deres aktivitetsniveau.

Fortsættelse af et opløst selskab i Japan

Selv efter at et selskab er blevet opløst, kan det under visse betingelser annullere denne beslutning og vende tilbage til en tilstand, hvor det kan genoptage forretningsaktiviteter. Denne procedure kaldes “selskabets fortsættelse”. Den japanske selskabslov (Companies Act) artikel 473 (第473条) fastsætter reglerne for denne fortsættelse af et selskab.

Om et selskab kan fortsætte afhænger af årsagen til opløsningen. Fortsættelse er mulig, hvis opløsningen skyldes ① udløbet af den i vedtægterne fastsatte eksistensperiode, ② indtræden af opløsningsårsager fastsat i vedtægterne, ③ beslutning truffet af generalforsamlingen. Desuden er fortsættelse tilladt, hvis selskabet anses for opløst gennem “antaget opløsning af et inaktivt selskab”. I disse tilfælde kan selskabet fortsætte ved en særlig resolution fra generalforsamlingen (i henhold til den japanske selskabslov artikel 309, stk. 2, nr. 11), indtil likvidationen er afsluttet.

Der er dog tilfælde, hvor fortsættelse af et selskab ikke er tilladt. Specifikt kan et selskab ikke fortsætte, hvis det er opløst på grund af fusion, beslutning om at indlede konkursprocedure, eller en retskendelse om opløsning. Disse årsager til opløsning fortolkes som endelige, enten fordi de overstiger selskabets vilje eller er baseret på en retslig afgørelse.

Det er særligt vigtigt at være opmærksom på tidsbegrænsningen i tilfælde af antaget opløsning. Et selskab, der anses for opløst gennem antaget opløsning, kan kun fortsætte inden for tre år fra den antagne opløsningsdato. Denne treårige periode fungerer som en form for “forældelsesfrist” for at rette administrative forsømmelser. Hvis man ikke bliver opmærksom på en antaget opløsning inden for tre år, går muligheden for at genoplive selskabet tabt for altid, og den eneste mulighed, der er tilbage, er at afslutte likvidationsproceduren. Selskabets fortsættelse er et kraftfuldt værktøj, der muliggør fleksible ledelsesbeslutninger, men det er vigtigt at forstå, at dets anvendelse er underlagt klare betingelser og tidsmæssige begrænsninger.

Opsummering

I henhold til japansk selskabsret er konkurs og opløsning klart adskilt, som det er detaljeret beskrevet i denne artikel. Konkurs henviser primært til en finansiel insolvens, såsom overgæld, mens opløsning kan ske af forskellige årsager, såsom opnåelse af forretningsmålet, frivillig afvikling af virksomheden på grund af mangel på en efterfølger, eller som en del af en organisationsomstrukturering. At forstå denne forskel er vigtigt for at forstå livscyklussen for et selskab under japansk selskabsret.

Monolith Advokatfirma har en omfattende track record i at levere en bred vifte af juridiske tjenester relateret til selskabers livscyklus, herunder opløsning af selskaber som forklaret i denne artikel, til et stort antal klienter i Japan. Vores firma beskæftiger flere eksperter, der ikke kun er kvalificerede som japanske advokater, men også har kvalifikationer som udenlandske advokater og er engelsktalende, hvilket gør det muligt for os at levere juridisk support af højeste standard uden sprogbarrierer, også i internationale sager.