Juridiske overvejelser ved etablering af virksomheder i Japan: Grundlæggeres beføjelser, overtagelse af aktiver og forklaring på fiktive indbetalinger

At etablere en virksomhed er det første skridt mod at starte en ny forretning. En central figur i denne vigtige fase er ‘initiativtageren’. Men initiativtagerens beføjelser er ikke ubegrænsede. Under japansk selskabsret er der fastsat visse grænser for initiativtagerens beføjelser for at beskytte det selskab, der skal stiftes, fremtidige aktionærer og handelspartnere. Især i processen med at danne selskabets økonomiske fundament er der indført strenge regler. Processen med at etablere et selskab er ikke blot en række administrative procedurer, men en handling, der opbygger det juridiske fundament, som kan påvirke fremtidens forretnings sundhed. For at forebygge potentielle juridiske risici i denne proces er det afgørende at forstå reguleringerne i selskabsretten nøjagtigt.

Et af disse aspekter er ‘aktivoverdragelse’. Dette er en kontrakt, hvor initiativtageren lover at erhverve bestemte aktiver for det selskab, der skal stiftes, men da det indebærer en risiko for uretmæssigt at skade selskabets aktiver, kræver japansk selskabsret strenge procedurer såsom optegnelser i vedtægterne og undersøgelser foretaget af en inspektør udpeget af retten. Hvis disse procedurer forsømmes, kan kontrakten blive ugyldig, hvilket har alvorlige juridiske konsekvenser.

Et andet vigtigt emne er ‘fiktiv indbetaling’. Dette er en handling, der skaber et ydre indtryk af, at kapitalen faktisk er indbetalt, hvilket forfalsker selskabets økonomiske grundlag. I japanske retspraksis anses sådanne bedrageriske handlinger for at være gyldige, så længe der er en formel overførsel af penge, men de initiativtagere og direktører, der er involveret, kan ikke kun blive forpligtet til at betale penge til selskabet igen, men de kan også blive genstand for strafferetlige sanktioner.

I denne artikel fokuserer vi på tre vigtige temaer i japansk selskabsret ved stiftelse af et selskab: ‘initiativtagerens beføjelsesomfang’, ‘juridiske krav til aktivoverdragelse’ og ‘de juridiske konsekvenser af fiktiv indbetaling’. Disse reguleringer er afgørende for at sikre princippet om tilstrækkelig kapital, som er grundlaget for sund virksomhedsdrift.

Stifterens beføjelser og deres rækkevidde under japansk selskabsret

I processen med at etablere et selskab spiller stifteren en central rolle. Ifølge artikel 25, stk. 1 i den japanske selskabslov, defineres en stifter som den person, der opretter og underskriver eller forsegler vedkommendes navn på selskabets vedtægter, som er de grundlæggende regler for selskabet. Stifteren har beføjelse til at udføre de nødvendige handlinger for at etablere selskabet som en institution, selvom det juridisk set endnu ikke eksisterer som et ‘selskab under etablering’.

Disse beføjelser inkluderer oprettelse af vedtægter, beslutning om hvilke typer aktier der skal udstedes ved etableringen, tegning af aktier for at blive aktionær, udvælgelse af bestyrelsesmedlemmer og revisorer ved etableringen, samt udpegning af en finansiel institution til at opbevare indbetalinger for aktierne. Alle disse handlinger er afgørende for juridisk at bringe selskabet til verden og gøre det klar til at påbegynde forretninger.

Men stifterens beføjelser er strengt begrænset til formålet med ‘selskabets etablering’. Handlinger, der går ud over dette formål, tilskrives generelt ikke det senere etablerede selskab. For eksempel anses handlinger som at påbegynde selve forretningsaktiviteterne, som det etablerede selskab burde udføre, før selskabet er formelt etableret, normalt for at være uden for stifterens beføjelser. Dette kan omfatte handlinger som masseindkøb af varer, langtidsleje af større ejendomme til forretningsbrug eller optagelse af store lån.

Om stifterens handlinger er inden for rammerne af deres beføjelser afgøres ud fra, om de objektivt set er nødvendige som ‘forberedende handlinger til åbning’ af selskabet. I denne henseende har den japanske højesterets afgørelse fra den 18. september 1973 (1973) givet vigtige retningslinjer. Dommen fastslog, at selv handlinger udført af et selskab under etablering, hvis de objektivt set er nødvendige som forberedende handlinger til åbning, vil tilfalde det senere etablerede selskab. Omvendt vil rettigheder og forpligtelser, der opstår fra transaktioner, der går ud over disse rammer, generelt tilfalde den stifter, der udførte handlingen, og det etablerede selskab vil ikke være bundet af dem. Derfor skal stifteren altid være opmærksom på at sikre, at deres handlinger forbliver inden for rammerne af etableringsformålet.

Strenge krav til overtagelse af aktiver under japansk selskabsret

For at sikre en virksomheds økonomiske fundament stiller japansk selskabsret særlige krav, når der ydes bidrag i andet end kontanter, eller når en virksomheds aktiver dannes gennem specifikke transaktioner. Et af disse krav er “overtagelse af aktiver”.

Overtagelse af aktiver henviser til en kontrakt, som er defineret i artikel 28, punkt 2 i den japanske selskabslov, hvor en stifter af et selskab, betinget af selskabets etablering, aftaler at overtage specifikke aktiver fra en tredjepart. Dette kan for eksempel være en forhåndsaftale om at købe fast ejendom eller maskiner, som skal bruges i virksomheden efter selskabets stiftelse, fra en bestemt person.

Overtagelse af aktiver ligner indskud af aktiver (hvor aktiver ydes som bidrag i stedet for kontante indbetalinger), men er juridisk forskellig. Overtagelse af aktiver forudsætter først en kontant indbetaling fra aktionærerne, hvorefter disse penge bruges som betaling for at købe de specifikke aktiver.

Den japanske selskabslov pålægger strenge regler for overtagelse af aktiver for at beskytte princippet om kapitalens tilstrækkelighed i et selskab. Hvis en kontrakt om køb af aktiver til en uretfærdigt høj pris indgås, vil virksomhedens aktiver i realiteten blive reduceret, hvilket kan skade andre aktionærer og virksomhedens kreditorer. For at forhindre sådanne situationer, skal overtagelse af aktiver, som en “usædvanlig stiftelsesforanstaltning”, opfylde følgende strenge lovkrav for at være gyldig:

Først og fremmest skal de aktiver, der skal overtages, deres værdi og navnet eller betegnelsen på overdrageren angives i vedtægterne (japansk selskabslov artikel 28, punkt 2). En overtagelseskontrakt, der mangler denne angivelse i vedtægterne, anses for at være uden virkning.

For det andet skal den i vedtægterne angivne værdi af aktiverne som hovedregel undersøges af en inspektør udpeget af retten for at fastslå, om værdien er passende (japansk selskabslov artikel 33, stk. 1). Inspektøren vurderer værdien af aktiverne fra en objektiv position og rapporterer resultatet til retten.

Det er dog ikke altid nødvendigt med en inspektørs undersøgelse. Japansk selskabslov artikel 33, punkt 10, fastsætter følgende undtagelser:

• Hvis den samlede værdi af de aktiver, der er angivet i vedtægterne, ikke overstiger 5 millioner yen.
• Hvis de aktiver, der skal overtages, er værdipapirer med en markedspris, og den pris, der er angivet i vedtægterne, ikke overstiger denne markedspris.
• Hvis det er bekræftet af en ekspert, såsom en advokat, en certificeret offentlig revisor eller en skatterådgiver, at den pris, der er angivet i vedtægterne, er passende (inklusive en vurdering af værdien).

En overtagelseskontrakt, der ikke opfylder nogen af disse strenge krav, er juridisk ugyldig. Denne ugyldighed er absolut, og en senere godkendelse ved en generalforsamling vil ikke gøre kontrakten gyldig. For eksempel anerkendte Tokyo-distriktsdomstolen i en afgørelse fra den 27. februar 1991 (1991) klart ugyldigheden af en overtagelse af aktiver, der manglede angivelse i vedtægterne. Derfor er det yderst vigtigt at overholde disse lovkrav nøje, når man planlægger at sikre specifikke aktiver ved etableringen af et selskab.

Risici og juridiske konsekvenser af fiktive indbetalinger under japansk lovgivning

En virksomheds kapital er grundlaget for dens forretningsaktiviteter. Derfor pålægger japansk selskabsret stiftere og aktietegnere en forpligtelse til at indbetale kontanter som betaling for de aktier, de har tegnet sig for. Imidlertid udgør “fiktive indbetalinger” en form for svigagtig adfærd, der har til formål at omgå denne indbetalingsforpligtelse.

Fiktive indbetalinger refererer til en samlet betegnelse for handlinger, der kun tilsyneladende fuldfører indbetalingen, mens de i realiteten ikke sikrer virksomhedens aktiver. En typisk metode er “forudgående aftaler”, hvor stifteren konspirerer med en indbetalingsinstitution (såsom en bank), låner penge til at dække indbetalingen, og efter virksomhedens registrering straks tilbagebetaler lånet. Som et resultat indbetales et beløb svarende til kapitalen midlertidigt på virksomhedens bankkonto, men da det straks trækkes ud igen, dannes virksomhedens aktiver ikke reelt.

Årsagen til at sådanne handlinger anses for problematiske er, at de underminerer virksomhedens finansielle fundament og alvorligt skader princippet om kapitalfylde, som er kernen i virksomhedens kreditværdighed.

Interessant nok regulerer det japanske retssystem de juridiske virkninger af fiktive indbetalinger fra to perspektiver. For det første anses selve indbetalingen for at være gyldig. Siden en højesteretsdom fra den 6. december 1963 (Showa 38) har japansk retspraksis konsekvent fastslået, at indbetalinger er gyldige, så længe der faktisk har fundet en pengeoverførsel sted, selvom det var lånte midler, der var tiltænkt at blive tilbagebetalt umiddelbart. Denne tankegang er baseret på beskyttelse af transaktionssikkerheden og er videreført i den nuværende japanske selskabsrets artikel 64, stk. 1.

Men bare fordi en indbetaling er gyldig, betyder det ikke, at stifterne er fritaget for ansvar. Tværtimod pålægges de strenge ansvar. Japansk selskabsrets artikel 64, stk. 1, bestemmer, at stiftere og direktører ved etableringen, der er involveret i fiktive indbetalinger, solidarisk skal betale et beløb svarende til indbetalingsbeløbet til virksomheden. Dette er en bestemmelse, der har til formål at kompensere for virksomhedens tabte aktiver og sikre kapitalen reelt.

Desuden begrænser fiktive indbetalinger sig ikke kun til civilretligt ansvar, men kan også medføre strafferetlige sanktioner. Handlinger, der får en indbetalingsinstitution til at udstede en falsk indbetalingsbevis, kan falde ind under forbrydelsen af urigtige oplysninger i officielle dokumenter i henhold til artikel 157, stk. 1, i den japanske straffelov. Derudover fastsætter japansk selskabsrets artikel 965 strenge straffe for handlinger såsom at foretage forudgående aftaler med det formål at foregive indbetalinger, med op til 5 års fængsel eller en bøde på op til 5 millioner yen, eller begge dele. På denne måde reguleres fiktive indbetalinger, som en alvorlig svigagtig handling, der underminerer virksomhedens fundament, strengt både civilretligt og strafferetligt.

Sammenligning af ejendomsovertagelse og tingsindskud under japansk selskabsret

Ejendomsovertagelse og tingsindskud har begge fælles træk i forhold til at påvirke en virksomheds finansielle fundament og kan udgøre en risiko for kapitalens integritet. Derfor er de underlagt strenge regler i den japanske selskabslov (特例的な設立事項). Begge kræver en omtale i vedtægterne og normalt en undersøgelse af en inspektør. Dog adskiller de sig i deres juridiske natur og formål.

Tingsindskud refererer til handlingen, hvor stiftere eller andre bidrager med ejendom såsom fast ejendom, værdipapirer eller intellektuelle ejendomsrettigheder i stedet for penge. Formålet er at gøre det muligt for dem, der besidder aktiver andre end kontanter, at deltage i virksomhedsledelsen ved at bruge disse aktiver som kapital. Som modværdi tildeles aktier svarende til værdien af de bidragne aktiver.

På den anden side indebærer ejendomsovertagelse en kontrakt om at købe specifik ejendom fra en bestemt person ved hjælp af indsamlede midler, på forudsætning af pengeindskud. Formålet er at sikre specifik ejendom, der vil være nødvendig for virksomhedens drift efter etableringen. Betalingen er ikke i form af tildelte aktier, men snarere penge betalt fra de indskudte midler.

Denne forskel i juridisk natur klart adskiller de to forhold. Tingsindskud er en kontrakt mellem bidragyderen og den virksomhed, der skal stiftes, mens ejendomsovertagelse er en kontrakt mellem stifterne og overdrageren af ejendommen (en tredjepart). Nedenstående tabel opsummerer de vigtigste forskelle mellem de to.

Konklusion

I denne artikel har vi forklaret vigtige aspekter af selskabsstiftelse under japansk selskabsret, herunder stifteres beføjelser, kravene til overtagelse af aktiver og problematikken omkring fiktive indbetalinger, baseret på lovgivning og retspraksis. Disse regler udgør kernen i beskyttelsen af selskabets økonomiske fundament og sikringen af aktionærernes og kreditorernes interesser. Især de strenge procedurer for overtagelse af aktiver og de hårde civile og strafferetlige sanktioner mod fiktive indbetalinger viser, hvor meget japansk selskabsret vægter princippet om tilstrækkelig kapital. At forstå og overholde disse regler er det første skridt mod en sund og bæredygtig forretningsdrift. Selskabsstiftelse er ikke blot en formel procedure, men en vigtig proces for at styrke det juridiske fundament.

Monolith Advokatfirma har en omfattende track record med at håndtere sådanne komplekse juridiske spørgsmål i selskabsstiftelsesfasen. Vi har ydet rådgivning om stifteres beføjelser, bistået med udarbejdelse af vedtægter for komplekse selskabsstiftelser, herunder overtagelse af aktiver og indskud i naturalier, og opbygget compliance-strukturer for kapitalindskud, alt sammen tilpasset vores klienters individuelle situationer. Vores firma beskæftiger flere eksperter, der ikke kun er kvalificerede som japanske advokater, men også som advokater med udenlandske kvalifikationer og engelsktalende specialister, hvilket gør det muligt at støtte vores klienters forretninger fra et internationalt perspektiv. Hvis du har bekymringer eller spørgsmål om de emner, der er forklaret i denne artikel, er du velkommen til at konsultere os hos Monolith Advokatfirma.