Muligheden for krænkelse af ophavsretten i driften af en spilbar

Stigningen af Spilbarer og Juridiske Risici

I de seneste år er der en stigende tendens til, at “spilbarer” dukker op, hvor kunder kan nyde mad og drikke, mens de spiller konsolspil mod hinanden.
Dog er det vigtigt at være opmærksom på problemer med ophavsretskrænkelser, når man driver en spilbar.
Da visning af spil på store skærme i spilbarer kan bidrage til yderligere udbredelse og udvikling af spil, er det fra et e-sportsfremmende perspektiv nødvendigt at overveje at skabe en juridisk ramme, der gør det muligt at udføre disse aktiviteter lovligt i fremtiden.
Ikke desto mindre er det afgørende at være opmærksom på de juridiske risici, især dem der vedrører ophavsretskrænkelser, når man driver en spilbar, og at tage passende forholdsregler.

Forholdet mellem visningsrettigheder i den japanske ophavsretslov og spilbarer

I juni Heisei 30 (2018) blev der i Kyoto og Kobe byer rapporteret om en hændelse, hvor ejere af spilbarer blev arresteret under mistanke for overtrædelse af den japanske ophavsretslov (artikel fra Asahi Shimbun den 2. august Heisei 30 (2018) “Første razzia mod spilbarer – hvad er visningsrettigheder?”).
I denne sag blev det anset, at handlingen med at vise skærmbilleder fra konsolspil på tv-skærme udgjorde en krænkelse af visningsrettighederne, som er reguleret i artikel 22-2 i den japanske ophavsretslov.
Visningsrettigheder refererer til retten til offentligt at vise et værk, det vil sige retten til at projicere et værk på en skærm eller display og gøre det synligt eller hørbart for en ubestemt eller stor gruppe af mennesker.

Selvom der er forskellige synspunkter om spil som ophavsretligt beskyttede værker, har Højesteret i sagen om salg af brugte spilsoftware (den senere nævnte sag om salg af brugte spilsoftware) anerkendt, at visse spil falder ind under kategorien “filmværker”, og det forstås, at beskyttelsen som filmværker gælder for et vist omfang af spil.
I en sådan situation, hvor en spilbar viser spil på en skærm eller stor display, og flere kunder i butikken kan se det samtidig, må det siges, at risikoen for at blive anklaget for krænkelse af visningsrettighederne er høj.

På den anden side, hvis spillet spilles i individuelle båse, hvor kun spilleren kan se skærmen, involverer det ikke visning for en ubestemt gruppe af mennesker, og derfor anses risikoen for krænkelse af visningsrettighederne for relativt lav.
Der er plads til diskussion om, hvorvidt undtagelsesbestemmelsen i artikel 38, stk. 3, i den japanske ophavsretslov kan anvendes på spilskærmbilleder som ved tv-udsendelser, men ifølge den gængse opfattelse er det vanskeligt at anvende denne undtagelse, da spil ikke betragtes som udsendte værker under den nuværende lovgivning.

Desuden, selv hvis der ikke er tale om en krænkelse af visningsrettighederne, kan det ikke udelukkes, at spilbarens lokaler kan blive underlagt reguleringer i henhold til den japanske lov om forlystelsessteder eller loven om regulering af forlystelsesvirksomheder.
Derudover, da mange spiludviklingsselskaber forbyder kommerciel brug af spilsoftware, kan der opstå problemer med kontraktbrud, hvis spilsoftwaren bruges af kunder uden at indgå en licensaftale.