Bestyrelsesmedlemmers pligter til omhyggelig forvaltning og principper for ledelsesmæssige beslutninger i japansk selskabsret

I japansk virksomhedsstyring spiller bestyrelsesmedlemmer en central rolle i at sikre virksomhedens vækst og bæredygtighed. Denne rolle medfører betydelige juridiske ansvar over for selskabet. Især er de to koncepter ‘pligten til omhyggelig ledelse’ og ‘forretningsdømmets princip’ afgørende. Disse fastsætter standarden for den omhu, som bestyrelsesmedlemmerne skal udvise i udførelsen af deres opgaver, og omfanget af deres ansvar, når deres beslutninger bliver efterprøvet. Den japanske selskabslov (Japanese Companies Act) pålægger bestyrelsesmedlemmer en høj standard for omhu, samtidig med at den respekterer de nødvendige risici, der er forbundet med virksomhedsledelse, for ikke at hæmme risikovilligheden.

Denne artikel forklarer bestyrelsesmedlemmernes pligt til omhyggelig ledelse og forretningsdømmets princip under japansk selskabsret, herunder deres definitioner, juridiske grundlag og den konkrete anvendelse i japanske retspraksis. Ved at basere sig på japanske love og gennem faktiske retsafgørelser vil artiklen klarlægge, hvordan disse principper fortolkes og anvendes, med det formål at forbedre forståelsen af virksomhedsstyring i Japan.

Om bestyrelsens pligter til omhyggelig forvaltning under japansk selskabsret

Japansk selskabsret og pligten til omhyggelig forvaltning

Bestyrelsesmedlemmer i Japan er pålagt en “pligt til omhyggelig forvaltning”, da de er betroet med deres opgaver af selskabet. Denne pligt refererer til den grad af opmærksomhed, der generelt forventes af en person i en tilsvarende social position. Artikel 330 i den japanske selskabslov fastslår, at “forholdet mellem et aktieselskab og dets direktører og revisorer skal følge bestemmelserne om fuldmagt”, hvilket betyder, at artikel 644 i den japanske civilret, der omhandler pligten til omhyggelig forvaltning, også gælder for bestyrelsesmedlemmer. Artikel 644 i den japanske civilret bestemmer, at “en fuldmægtig skal udføre de betroede opgaver med den omhu, som en god forvalter ville udvise, i overensstemmelse med formålet med fuldmagten”. Dette indebærer, at bestyrelsesmedlemmer skal anvende deres viden og erfaring fuldt ud for at beskytte selskabets (aktionærernes) interesser og gøre deres yderste, hvilket anses for at være en betydelig forpligtelse.

I japansk selskabsret kræver pligten til omhyggelig forvaltning en høj standard for “en god forvalters omhu” baseret på den japanske civilrets fuldmagtskontrakt. Denne standard betyder, at bestyrelsesmedlemmer ikke blot skal undgå uagtsomhed, men også aktivt anvende deres faglige viden og erfaring og handle i selskabets interesse, hvilket indebærer en “professionels pligt til omhu”. Denne høje forpligtelse er yderst vigtig for at forstå vægten af individuelt ansvar i japansk virksomhedsstyring. Bestyrelsesmedlemmer kan ikke undslippe ansvar ved blot at hævde “jeg vidste det ikke”; de har en pligt til aktivt at indsamle, analysere og træffe beslutninger, hvilket denne pligts natur indikerer.

Tæt forbundet med pligten til omhyggelig forvaltning er “pligten til loyalitet”. Artikel 355 i den japanske selskabslov fastslår, at “bestyrelsesmedlemmer skal overholde love og vedtægter samt generalforsamlingens beslutninger og loyalt udføre deres opgaver for aktieselskabet”. Pligten til loyalitet kræver, at bestyrelsesmedlemmer prioriterer selskabets interesser højest og ikke misbruger selskabets knowhow til egen eller tredjeparts fordel. Den japanske højesteret har afgjort, at pligten til loyalitet er en præcisering af pligten til omhyggelig forvaltning og ikke en “særskilt højere forpligtelse” i forhold til den almindelige fuldmagts omhyggelige forvaltningspligt (Højesteretsdom fra 24. juni 1970 (Showa 45), Civilsamling Bind 24, Nr. 6, side 625). Denne fortolkning forstås i praksis som en opfordring til, at bestyrelsesmedlemmer ikke skal overveje de to forskellige forpligtelser separat, men handle loyalt inden for rammerne af den omfattende pligt til omhyggelig forvaltning. At den japanske højesteret har placeret pligten til loyalitet som en præcisering af pligten til omhyggelig forvaltning og ikke som en særskilt højere forpligtelse, betyder, at bestyrelsesmedlemmer ikke behøver at foretage en kompliceret afvejning mellem de to forskellige forpligtelser. Denne integrerede tilgang giver en klarere og mere ensartet adfærdskodeks for bestyrelsesmedlemmer, når de handler i selskabets bedste interesse, og øger forudsigeligheden af juridisk overholdelse.

Ansvaret for bestyrelsesmedlemmer, der overtræder deres pligt til omhyggelig ledelse under japansk lovgivning

Når et bestyrelsesmedlem overtræder sin pligt til omhyggelig ledelse, kan vedkommende pådrage sig forskellige former for ansvar. Det mest direkte er erstatningsansvaret over for selskabet, også kendt som “pligtforsømmelsesansvar”. Artikel 423, stk. 1 i den japanske selskabslov (Heisei (1989)) fastslår klart, at “bestyrelsesmedlemmer, regnskabsmedarbejdere, revisorer, eksekutive officerer eller regnskabsrevisorer (herefter i dette kapitel benævnt som ‘officerer mv.’) skal, når de forsømmer deres pligter, erstatte det tab, som aktieselskabet har lidt som følge heraf”. Dette finder anvendelse, når et bestyrelsesmedlem forsømmer sin pligt til omhyggelig ledelse og derved forårsager skade på selskabet. Omfanget af erstatningsansvaret begrænses til det tab, der står i en rimelig årsagssammenhæng med pligtforsømmelsen.

Desuden, hvis overtrædelsen af pligten til omhyggelig ledelse skyldes bestyrelsesmedlemmets ondskabsfuldhed eller grov uagtsomhed, kan vedkommende også pådrage sig erstatningsansvar over for tredjeparter. Artikel 429, stk. 1 i den japanske selskabslov fastsætter, at “når officerer mv. udøver deres pligter med ondskabsfuldhed eller grov uagtsomhed, skal de erstatte det tab, som tredjeparter har lidt som følge heraf”. Denne bestemmelse er en særlig lovfastsat ansvarsregel, der er indført ud fra en politisk hensyntagen til at forhindre, at tredjeparter lider uforudsete tab, hvis selskabet ikke har midlerne. Det faktum, at en overtrædelse af pligten til omhyggelig ledelse kan føre til pligtforsømmelsesansvar over for selskabet og, i tilfælde af ondskabsfuldhed eller grov uagtsomhed, også til erstatningsansvar over for tredjeparter, samt muligheden for afskedigelse, viser, at de juridiske risici for bestyrelsesmedlemmer personligt er meget høje. Denne høje risiko understreger, hvor vigtigt det er for bestyrelsesmedlemmer at udføre grundig due diligence, sikre gennemsigtighed i beslutningsprocessen og opretholde passende dokumentation, når de træffer ledelsesmæssige beslutninger. Selv hvis resultaterne ikke er som forventet, kan passende dokumentation af processen muliggøre undgåelse af ansvar, hvilket gør det yderst vigtigt for bestyrelsesmedlemmers selvforsvar at holde klare optegnelser over beslutningsprocessen og dens grundlag.

Endvidere kan et bestyrelsesmedlem, der overtræder sin pligt til omhyggelig ledelse, blive afskediget gennem en beslutning truffet af generalforsamlingen. Artikel 339, stk. 1 i den japanske selskabslov fastslår, at “officerer og regnskabsrevisorer til enhver tid kan afskediges ved en beslutning fra generalforsamlingen”, og artikel 341 i den japanske selskabslov fastsætter kravene til en sådan afskedigelsesbeslutning.

Princippet om ledelsesmæssig skøn og dets anvendelse under japansk ret

Hvad er princippet om ledelsesmæssig skøn?

Virksomhedsledelse indebærer en kontinuerlig række af beslutninger, der altid er forbundet med usikkerhed og risiko. Direktører udøver en bred skønsbeføjelse på vegne af aktionærerne og skal træffe risikable beslutninger, såsom at gå ind i nye forretningsområder eller gennemføre fusioner og opkøb. Men hvis disse beslutninger resulterer i tab for selskabet, kan direktørens pligt til omhyggelig forvaltning blive udfordret. I sådanne tilfælde tjener “princippet om ledelsesmæssig skøn” som et retligt kriterium for at bedømme det juridiske ansvar for de beslutninger, som direktørerne har truffet.

Princippet om ledelsesmæssig skøn indebærer, at så længe der ikke er nogen uagtsomme fejl i de faktuelle antagelser, der ligger til grund for en direktørs beslutning, og indholdet af beslutningen ikke er åbenlyst urimeligt, bør der ikke konstateres et brud på pligten til omhyggelig forvaltning eller loyalitetspligten. Formålet med dette princip er at sikre, at ledere kan fokusere på risikofyldt ledelse for at forbedre virksomhedens værdi uden at blive hæmmet af frygt.

Princippet om ledelsesmæssig skøn har til formål at respektere direktørernes skønsbeføjelse, så de kan træffe risikofyldte ledelsesbeslutninger uden at blive hæmmet. Men Japans højesteret har bevaret en forsigtig holdning til at støtte dette princip som en eksplicit juridisk formel. Denne situation antyder, at direktører ikke bør opfatte princippet om ledelsesmæssig skøn som en “universel syndsforladelse”. Snarere skal direktørerne, selv i tilfælde af uønskede resultater, konkret bevise, at beslutningsprocessen og indholdet var rimelige. Dette princip fungerer som et forsvarsmiddel kun, når det ledsages af grundig due diligence og en gennemsigtig beslutningsproces. Dette betyder ikke, at direktørerne er fuldstændig fri for at blive holdt ansvarlige for resultaterne, men snarere at de kan blive strengt holdt ansvarlige for processen. Derfor er det yderst vigtigt for direktørerne at bevare beviser for informationsindsamling, analyse, konsultation med eksperter og diskussioner i bestyrelsen under beslutningsprocessen.

“Princippet om ledelsesmæssig skøn” og japanske domstoles holdning

I anvendelsen af princippet om ledelsesmæssig skøn har japanske lavere retsinstansers praksis tendens til at skelne mellem “beslutningsprocessen” (proceduremæssigt aspekt) og “beslutningens indhold” (indholdsmæssigt aspekt), og anvender især strenge standarder for vurdering af processen. Dette antyder, at for direktører er beslutningsprocessen lige så vigtig, hvis ikke vigtigere, end resultatet. Dette betyder, at en grundig informationsindsamling, høring af eksperter, gennemførelse af risikovurdering og korrekt dokumentation af alle disse processer kan fungere som et stærkt forsvar mod fremtidige ansvarspåstande. Domstolene lægger vægt på proceduren og informationsindsamlingsprocessen, når de vurderer rationaliteten af en direktørs beslutning, så direktørerne skal klart forklare “hvorfor” og “hvordan” beslutningen blev truffet og bevare beviser for dette, uanset om resultatet er vellykket eller ej.

Japans højesterets holdning er forsigtig over for princippet om ledelsesmæssig skøn og viser ikke en aktiv støtte til det. Højesteretten har tendens til at afgive domme i individuelle sager, der vurderer rationaliteten af beslutninger uden direkte at anvende udtrykket “princippet om ledelsesmæssig skøn”. Dette kan være påvirket af tidligere erfaringer, hvor princippet om ledelsesmæssig skøn blev misbrugt som en “syndsforladelse” for at undgå direktøransvar (sagen om Nomura Securities’ tabskompensation). Denne holdning fra højesteretten antyder vigtigheden af, at direktører altid er forberedt på at kunne forklare, at deres beslutninger objektivt set var rimelige, uden at overforbruge princippet om ledelsesmæssig skøn som en absolut skjold. Den forsigtige holdning fra Japans højesteret og den fortsatte debat om beslutningsrammerne i de lavere retsinstanser antyder, at denne juridiske doktrin stadig er under udvikling og kan ændre fortolkning i fremtiden. Denne dynamiske situation betyder, at det er nødvendigt at holde øje med de seneste domme og akademiske tendenser og tilpasse virksomhedsstyringspraksis derefter.

Forståelse af Due Diligence og Business Judgment Rule gennem japanske retspraksis

For at forstå, hvordan pligten til due diligence og business judgment-reglen anvendes i virkelige retssager, er det afgørende at undersøge specifikke retspraksis. Her introducerer vi to særligt vigtige retsafgørelser.

Dommen i Japan Sunrisen-sagen (Tokyo Distriktsdomstol, 27. september 1993 (1993))

Aktieselskabet A var en lille virksomhed, der primært beskæftigede sig med udlejning af bygninger. For at eliminere underskuddet besluttede administrerende direktør Y1 at investere i aktier (på kredit), som var populært på det tidspunkt, og han begyndte at investere store lånte beløb. Efter at have tilføjet handel med værdipapirer til selskabets vedtægter, opnåede de først profit, men på grund af et aktiemarkedskrak led A-selskabet store tab, svarende til 70% af investeringsbeløbet. Aktionær X indbragte en repræsentativ aktionærsøgsmål mod administrerende direktør Y1 og de fuldtidsdirektører Y2 og Y3, som havde forsømt deres tilsynspligt.

Tokyo Distriktsdomstol anerkendte administrerende direktør Y1s overtrædelse af pligten til omhyggelig ledelse og imødekom kravet. Dommen påpegede, at Y1 havde undervurderet muligheden for selskabets tab og en ledelseskrise på trods af, at han kunne have forudset det på grund af aktieprisernes volatilitet, og at han havde forårsaget tab, der truede virksomhedens fortsatte eksistens ved at investere store lånte beløb. Dommen fastslog især, at når en ny forretningsaktivitet indebærer en risiko for tab, der kan være vanskelige at komme sig over, og denne risiko er forudsigelig, påhviler der en pligt til omhyggelig ledelse for at undgå sådanne nye forretningsaktiviteter. Desuden blev det vurderet, at der ikke var nogen nødvendighed for A-selskabet at foretage aktieinvesteringerne. Domstolen bekræftede også, at fuldtidsdirektør Y2 og direktør Y3 havde overtrådt deres tilsynspligt over for administrerende direktør Y1s handlinger.

Denne dom anerkender, at virksomhedsledelse indebærer risici, men viser også en streng holdning til bedømmelsen af direktørers ansvar. Især bemærkelsesværdigt er, at dommen skelner mellem beslutningsprocessen (proceduremæssige aspekter) og selve beslutningen (indholdsmæssige aspekter), når den overvejer anvendelsen af forretningsdømmelsesprincippet. Ved at adskille undersøgelsen af investeringer før og efter samt virksomhedens finansielle styrke og størrelse (proceduremæssige aspekter) fra nødvendigheden af aktieinvesteringen (indholdsmæssige aspekter), er denne dom betragtet som banebrydende. Det har klart fastslået, at når direktører træffer risikable ledelsesbeslutninger, vil deres beslutningsproces blive undersøgt nøje. Dommen sender et klart signal om, at domstolene, når de vurderer direktørers ledelsesbeslutninger, ikke kun fokuserer på, om resultatet var en succes eller en fiasko, men også på, hvilke oplysninger beslutningen var baseret på, hvilke procedurer der blev fulgt, og hvor omfattende overvejelserne var. Denne ‘procesorienterede’ tilgang understreger vigtigheden af omhyggeligt at dokumentere mødereferater og relateret materiale i praksis, så direktører kan bevise, at de har fulgt en passende proces, hvis de senere bliver holdt ansvarlige.

Dommen i sagen om forsvundne pensionsaktiver hos AIJ Investment Advisors (Tokyo District Court, 14. juli 2016 (2016))

A-selskabet, som beskæftiger sig med værdipapirhandel, udførte salgsaktiviteter ved at bruge falske nettoaktiver (NAV) for en fond, der administrerer pensionsaktiver. Dette blev gjort i sammensværgelse mellem selskabets administrerende direktør b og C-selskabets administrerende direktør d. Som følge af denne svindel pådrog fonden sig enorme tab. Pensionsfonden, der havde købt fonden, sagsøgte A-selskabet og hævdede, at selskabets eksterne bestyrelsesmedlem Y1 og den fuldtidsansatte revisor Y2 havde forsømt deres tilsyns- og revisionspligter over for den administrerende direktørs ulovlige handlinger og krævede erstatning for skaderne.

Tokyo District Court afviste, at de eksterne bestyrelsesmedlemmer Y1 og den fuldtidsansatte revisor Y2 havde forsømt deres tilsyns- og revisionspligter. Retten fastslog, at bestyrelsesmedlemmers tilsynspligt er baseret på uagtsomhed og at ansvaret kun kan bekræftes, hvis der var en situation, hvor ulovlig forretningsudførelse kunne opdages, og bestyrelsesmedlemmet havde mulighed for at blive opmærksom på denne situation. I dette tilfælde undersøgte retten detaljeret de specifikke faktuelle forhold vedrørende de punkter, som sagsøgeren havde anført som omstændigheder, der burde have vakt bestyrelsesmedlemmernes mistanke, herunder fondens præstationer, artikler i branchetidsskrifter, anmodninger om ophævelse og låneaftaler. Som resultat fandt retten, at disse omstændigheder alene ikke var tilstrækkelige til at konkludere, at Y1 og Y2 havde erkendt eller burde have mistænkt salgsaktiviteterne, der anvendte falske NAV.

Denne dom er vigtig, fordi den viser, at tilsyns- og revisionspligterne for bestyrelsesmedlemmer, især eksterne bestyrelsesmedlemmer og revisorer, ikke er ubegrænsede. Bestyrelsesmedlemmer forventes at opfylde deres pligt til omhu baseret på information, de rimeligt kan få adgang til, men de er ikke forpligtet til at forudse og opdage alle former for svigagtige handlinger. Dette afklarer grænserne og forhindrer “bestyrelsesmedlemmernes tilbageholdenhed” ved at gøre ansvarsområdet for strengt, hvilket kan få kvalificerede individer til at tøve med at acceptere bestyrelsesposter. Dommen betyder, at bestyrelsesmedlemmer ikke forventes at have kendskab til al information, men snarere at deres beslutninger skal baseres på “information, der rimeligt var tilgængelig for dem”. Mens dette åbner mulighed for, at bestyrelsesmedlemmer kan undgå ansvar på grund af manglende information, antyder dommen indirekte, at virksomheder har et ansvar for at opbygge et stærkt internt kontrolsystem, der sikrer, at vigtige oplysninger (især tegn på risiko eller svig) ikke skjules, men formidles passende og rettidigt, så bestyrelsesmedlemmerne kan opfylde deres pligter korrekt.

Japanske domstoles tankegang som vist i retspraksis

Dommen i Japan Sunrise-sagen har strengt fastslået et brud på bestyrelsesmedlemmers pligt til omhyggelig ledelse i forbindelse med spekulative aktieinvesteringer, der førte til enorme tab. Denne dom lagde vægt på forudsigeligheden af risici i lyset af virksomhedens størrelse og arten af dens forretning samt mangel på ‘nødvendighed’ for at drive den pågældende forretning. I kontrast hertil blev overtrædelse af tilsynspligten for eksterne bestyrelsesmedlemmer og revisorer afvist i dommen relateret til tabet af pensionsaktiver hos AIJ Investment Advisors. Denne dom understregede, at bestyrelsesmedlemmers pligter er begrænset til situationer, der ‘rimeligt kunne have været opdaget’, og konkluderede, at der ikke er en pligt til at forudse alle former for svig. Disse to domme viser en afbalanceret tilgang fra japanske domstole, hvor pligten til omhyggelig ledelse er en høj standard, men hvor overtrædelsen af denne pligt bedømmes ud fra ‘rimelighed’ og ‘forudsigelighed’ i de konkrete omstændigheder. I Japan Sunrise-sagen blev det kritiseret, at bestyrelsesmedlemmerne havde undervurderet risici, som de ‘kunne have forudset’, og drevet en forretning uden ‘tilstrækkelig nødvendighed’, hvilket førte til anerkendelse af deres ansvar. Dette sender et stærkt signal om, at bestyrelsesmedlemmer aktivt skal undgå risici og prioritere virksomhedens fortsatte eksistens højest. På den anden side anvendte AIJ-sagen en standard, der spurgte, om eksterne bestyrelsesmedlemmer og revisorer ‘kendte eller burde have kendt til eller i det mindste have haft mistanke om visse omstændigheder’, og konkluderede, at der ikke var omstændigheder, de burde have opdaget eller haft mistanke til, og dermed afviste ansvaret. Dette viser, at bestyrelsesmedlemmers pligter ikke er ubegrænsede, men baseret på rimelig indsamling af information og beslutningstagning inden for rimelige grænser. Denne kontrast tydeliggør, at bestyrelsesmedlemmers ansvar ikke kun er et resultatansvar, men bedømmes ud fra ‘rimelighed’ og ‘forudsigelighed’ i de individuelle omstændigheder, hvilket er en praktisk standard for bedømmelse fra japanske domstole.

Konklusion

I henhold til japansk selskabsret er direktørers pligt til omhyggelig ledelse og principperne for ledelsesmæssige beslutninger to uundværlige koncepter i moderne virksomhedsstyring. Pligten til omhyggelig ledelse kræver, at direktører udviser høj grad af opmærksomhed som “omhyggelige forvaltere” for selskabet, og tilsidesættelse heraf kan medføre alvorligt juridisk ansvar over for både selskabet og tredjeparter. På den anden side respekterer principperne for ledelsesmæssige beslutninger direktørernes skøn og tillader dem at træffe innovative beslutninger uden frygt for risiko. Japanske domstole har tendens til at fokusere på rationaliteten og omhyggeligheden i beslutningsprocessen, mens de balancerer disse to principper. Japan Sunlight-sagen satte strenge standarder for direktørers beslutningsprocesser og nødvendighed, mens AIJ Investment Advisors pension asset disappearance-sagen begrænsede anvendelsen af overvågningspligten til det, der rimeligt kunne forudses, og gav dermed konkrete retningslinjer for dens anvendelse.

At forstå og overholde disse principper er yderst vigtigt for virksomheder og enkeltpersoner, der driver forretning i Japan. Det japanske retssystem er komplekst, og fortolkningen og anvendelsen af det varierer afhængigt af den enkelte sag og domstolenes afgørelser. Monolith Advokatfirma har en omfattende track record inden for japansk virksomhedsjura og har især støttet mange klienter i spørgsmål relateret til direktørers ansvar og virksomhedsstyring. Vores firma har flere engelsktalende advokater med udenlandske juridiske kvalifikationer, som kan forstå de komplekse japanske lovgivningsmæssige regler fra et internationalt perspektiv og tilbyde praktisk rådgivning. Hvis du har spørgsmål om japansk selskabsret eller specifikke henvendelser vedrørende virksomhedsstyring og direktørers ansvar, tøv ikke med at kontakte Monolith Advokatfirma. Vi er dedikerede til at støtte din forretningsaktivitet i Japan med vores ekspertise og sikre, at dine operationer forløber gnidningsløst.