Forklaring af kompensationsaftaler og D&O-forsikring i henhold til japansk selskabsret

En af de mest betydningsfulde udviklinger i den japanske selskabslovgivning i de senere år er indførelsen af et nyt system i 2019 (Heisei 31), der hjælper med at håndtere den personlige erstatningsansvar, som virksomhedsledere i Japan står overfor. Denne lovændring har til formål at fremme en mere proaktiv og strategisk ledelse, kendt som “offensiv ledelse,” blandt japanske virksomheder i en global konkurrencepræget kontekst. Sådanne ledelsesbeslutninger indebærer uundgåeligt risici, men hvis ledere frygter overdreven erstatningsansvar, kan det hæmme deres beslutningstagning og dermed virksomhedens vækst. For at imødegå denne udfordring har den japanske selskabslov etableret en klar juridisk ramme, der reducerer individuelle risici på passende vis og skaber et miljø, hvor talentfulde personer kan udnytte deres evner uden bekymring. Kernen i dette er de nye regler om “kompensationsaftaler” og “direktør- og officeransvarsforsikring (D&O-forsikring).” Disse systemer har bragt klare regler til områder, der tidligere var juridisk uklare, og spiller en yderst vigtig rolle i at øge gennemsigtigheden og effektiviteten af virksomhedsstyring. I denne artikel vil vi, baseret på den japanske selskabslov, give en detaljeret forklaring på indholdet, procedurerne og den praktiske betydning af disse to vigtige risikostyringssystemer i Japan.  

Oprettelse af et Nyt Risikostyringssystem under den Reviderede Japanske Selskabslov

Før ændringen af den japanske selskabslov i 2019 (Heisei 31), fandtes der ingen klar juridisk basis for virksomheder til at dække omkostninger relateret til ledelsens erstatningsansvar. I praksis forsøgte man at håndtere dette ved at henvise til bestemmelser i den japanske civillovbog om mandatkontrakter (for eksempel, Japansk Civillovbog, artikel 650, stk. 3), men omfanget og procedurerne for kompensation var uklare, hvilket resulterede i en mangel på juridisk stabilitet.

Et særligt stort problem var spørgsmålet om “interessekonflikter.” Når en virksomhed påtog sig omkostninger for en bestemt person, kunne det betragtes som en “interessekonflikthandel” mellem virksomheden og den pågældende person. Hvis det faldt ind under interessekonflikthandler som defineret i Japansk Selskabslov, artikel 356, stk. 1, krævede det godkendelse fra bestyrelsen, hvilket førte til komplekse procedurer og juridisk usikkerhed.

For at løse denne situation blev der i den reviderede japanske selskabslov fra 2019 (Heisei 31) indført bestemmelser i artikel 430-2 om “kompensationsaftaler” og i artikel 430-3 om “forsikringsaftaler for ledelsens erstatningsansvar.” Formålet med denne lovændring er ikke kun at beskytte enkeltpersoner mod juridiske risici. Det omfatter også bredere økonomisk-politiske intentioner. Ved at tilbyde en klar og stabil juridisk beskyttelsesramme bliver det lettere for virksomheder at tiltrække talentfulde personer både indenlands og internationalt. Desuden kan de personer, der er ansvarlige for ledelsen, træffe beslutninger, der kræver passende risikotagning, uden at være overdrevent bange for urimelige retssager, hvilket er nødvendigt for virksomhedens bæredygtige vækst. Derfor er disse lovgivninger strategiske midler til at transformere den overordnede ledelseskultur i japanske virksomheder til at blive mere dynamisk og konkurrencedygtig, og dermed fremme væksten i økonomien som helhed.

Kompensationsaftale: En Forklaring Baseret på Japans Selskabslov, Artikel 430-2 (2005)

En kompensationsaftale er en kontrakt, der indgås direkte mellem et selskab og en person, hvor selskabet lover at kompensere for specifikke omkostninger eller tab, der opstår i forbindelse med udførelsen af deres opgaver. Dette system er detaljeret reguleret i Japans selskabslov, artikel 430-2 (2005).  

For at indgå denne aftale kræves der som udgangspunkt en beslutning fra generalforsamlingen. Dog kan indholdet fastsættes ved en beslutning fra bestyrelsen i selskaber, der har en bestyrelse. I denne situation kan den person, der er genstand for kompensationen, ikke deltage i beslutningen, da de har en særlig interesse i sagen (særligt interesseret direktør).  

Omfanget af kompensationen er klart defineret ved lov. Konkret kan det opdeles i følgende to kategorier:

1. Forsvarsudgifter: Omkostninger som advokatsalærer, der afholdes for at håndtere mistanke om lovovertrædelser eller krav om ansvar (Japans selskabslov, artikel 430-2, stk. 1, nr. 1). Omkostninger, der opstår i undersøgelsesfasen før en formel retssag, kan også inkluderes.  
2. Erstatnings- og forligsbeløb til tredjepart: Beløb betalt som erstatning eller forlig, når man er ansvarlig for skader påført tredjepart i forbindelse med udførelsen af opgaver (Japans selskabslov, artikel 430-2, stk. 1, nr. 2).  

For at forhindre misbrug af dette system og opretholde individuel disciplin, er der strenge begrænsninger på kompensationen. Ifølge Japans selskabslov, artikel 430-2, stk. 2, kan selskabet ikke kompensere for følgende omkostninger eller tab:

• Forsvarsudgifter, når opgaver er udført med det formål at opnå ulovlig fordel for sig selv eller tredjepart, eller med det formål at skade selskabet (formål om profit eller skade).  
• Hele beløbet af erstatnings- og forligsbeløb til tredjepart, når der er ond tro eller grov uagtsomhed fra individets side (Japans selskabslov, artikel 430-2, stk. 2, nr. 3).  
• Beløb, der skal betales for at opfylde ansvar over for selskabet selv (ansvar for forsømmelse af pligter i henhold til Japans selskabslov, artikel 423, stk. 1).  

Denne bestemmelse viser et vigtigt princip, der ligger til grund for Japans selskabslov. Kompensationssystemet er designet til at beskytte individer mod uundgåelige forretningsmæssige risici, der følger af ærlige ledelsesbeslutninger, men det fritager ikke for konsekvenserne af forsætlige ulovlige handlinger eller alvorlige overtrædelser af pligt.

Desuden er kompensationsaftaler undtaget fra anvendelsen af generelle regler om interessekonflikter (som Japans selskabslov, artikel 356), da procedurerne og omfanget er specifikt reguleret i artikel 430-2 (Japans selskabslov, artikel 430-2, stk. 6). Dette forenkler de juridiske procedurer og fremmer brugen af systemet.  

Direktør- og Bestyrelsesansvarsforsikring (D&O Forsikring): En Forklaring Baseret på Japans Selskabslov, Artikel 430-3 (2005)

Direktør- og bestyrelsesansvarsforsikringsaftalen er et system reguleret af Japans selskabslov, artikel 430-3 (2005), og er generelt kendt som “D&O Forsikring” (Directors and Officers Liability Insurance). Dette er en forsikringsaftale, hvor virksomheden er forsikringstager og indgår en aftale med et forsikringsselskab, der er en tredjepart, for at forsikre virksomhedens ledelse og lignende.  

For at en virksomhed kan indgå en D&O forsikringsaftale og bære forsikringspræmien, kræves der en juridisk klar procedure. Specifikt skal indholdet af forsikringsaftalen besluttes ved en generalforsamlingsbeslutning eller, i tilfælde af et selskab med en bestyrelse, ved en bestyrelsesbeslutning (Japans selskabslov, artikel 430-3, stk. 1) (2005). Denne bestemmelse giver en juridisk begrundelse for, at virksomheden bærer forsikringspræmien, hvilket har fjernet tidligere uklarheder.  

Ligesom med kompensationsaftaler er indgåelsen af en D&O forsikringsaftale undtaget fra de generelle regler om interessekonflikter (Japans selskabslov, artikel 356) (2005) (Japans selskabslov, artikel 430-3, stk. 2) (2005). Dette skyldes, at der er fastsat unikke detaljerede procedureregler i artikel 430-3 for at undgå dobbelt regulering.  

Omfanget af dækningen under en D&O forsikring varierer afhængigt af indholdet af den enkelte forsikringsaftale, men generelt inkluderer det både erstatningsbeløb og omkostninger til retssager og lignende. Dog er ikke alle ansvar dækket, da der findes vigtige undtagelsesgrunde. For eksempel er følgende tilfælde normalt ikke dækket af forsikringsudbetalinger.  

• Handlinger, der er kriminelle eller bevidst i strid med lovgivningen.  
• Handlinger for at opnå uretmæssig personlig gevinst.  
• Skader på personers krop eller ejendom, som bør dækkes af andre ansvarsforsikringer.  

Desuden er børsnoterede selskaber forpligtet til at offentliggøre en oversigt over indholdet af D&O forsikringen i deres årsrapport. Dette sikrer gennemsigtighed over for aktionærer og investorer.  

Sammenlignende Analyse af Kompensationsaftaler og D&O Forsikring under Japansk Lovgivning

Kompensationsaftaler og D&O forsikring deler det fælles mål at reducere individers erstatningsansvar, men der er væsentlige forskelle i deres funktioner og egenskaber. De fungerer ikke som alternative muligheder, men snarere som komplementære løsninger, der kan kombineres for at opbygge en stærkere risikostyringsstruktur.

En af de mest markante forskelle er hastigheden af finansiering. Kompensationsaftaler gør det muligt for virksomheden at betale omkostninger direkte, hvilket gør det muligt hurtigt at dække forsvarsudgifter som advokatsalærer, der er nødvendige i de tidlige stadier af en retssag. Virksomheden kan også foretage forudbetalinger, hvilket er en stor fordel for individets likviditet. På den anden side kræver D&O forsikring, at der indgives et forsikringskrav til forsikringsselskabet, hvilket kan tage tid, før betalingen gennemføres.

Med hensyn til omfanget af dækning er D&O forsikring generelt overlegent. I kompensationsaftaler er det forbudt ved lov at dække tab forårsaget af individets ond tro eller grov uagtsomhed, mens D&O forsikring, afhængigt af forsikringsbetingelserne, kan dække sager, der involverer grov uagtsomhed. Desuden kan D&O forsikring fastsætte en forsikringssum, der kan håndtere meget store erstatningskrav.

Finansieringskilden er også et vigtigt sammenligningspunkt. Kompensationsaftalens finansieringskilde er virksomhedens egne midler, og afhængigt af virksomhedens økonomiske situation kan det være vanskeligt at yde tilstrækkelig kompensation. I modsætning hertil sikrer D&O forsikring en stabil finansieringskilde, der er adskilt fra virksomhedens økonomiske tilstand, da det er et tredjeparts forsikringsselskab, der står for den endelige betaling.

Ved at overveje disse egenskaber bliver den optimale anvendelse af begge systemer tydelig. Juridiske tvister som retssager medfører to forskellige økonomiske byrder for individet. Den ene er det umiddelbare “likviditetsproblem” for at betale advokatsalærer, og den anden er det fremtidige “betalingsproblem” for at betale store erstatningsbeløb i tilfælde af tab. Kompensationsaftaler håndterer effektivt det førstnævnte “likviditetsproblem” på grund af deres hurtighed. D&O forsikring fungerer derimod som det ultimative sikkerhedsnet mod det sidstnævnte “betalingsproblem.” Derfor kombinerer mange avancerede virksomheder begge dele, hvor kompensationsaftaler fungerer som den “første forsvarslinje” for hurtig indledende respons, og D&O forsikring som den “sidste forsvarslinje” mod katastrofale tab.

Tabellen nedenfor opsummerer de vigtigste karakteristika ved begge systemer.

Praktisk Betydning: Fra Nylige Japanske Retsafgørelser

De erstatningsansvarlige risici, som ledelsen står overfor, er på ingen måde kun teoretiske. Japanske domstole har tidligere afsagt domme, der pålægger enkeltpersoner ekstremt høje erstatningsbeløb i sager relateret til virksomhedsledelse. Dette afsnit har ikke til formål at analysere indholdet af ansvaret i detaljer, men snarere at illustrere den potentielle økonomiske risiko, som enkeltpersoner kan stå overfor.

For eksempel, i en aktionærsag vedrørende tab forårsaget af uregelmæssige transaktioner i en storbank, pålagde Osaka Distriktsdomstol i 2000 (Heisei 12) en tidligere filialchef at betale over 5,3 milliarder amerikanske dollars i erstatning.

Desuden, i en sag mod en stor fødevareproducent, der brugte uautoriserede fødevaretilsætningsstoffer, stadfæstede Japans Højesteret i 2008 (Heisei 20) en dom, der pålagde to tidligere direktører at betale over 5,3 milliarder yen i erstatning.

Yderligere, i en sag hvor tidligere ledere blev sagsøgt af aktionærer for at have deltaget i tabsskjul (såkaldt “loss hiding”) i en stor producent, pålagde Tokyo Højesteret fem tidligere direktører at betale en samlet erstatning på omkring 58,3 milliarder yen, og denne afgørelse blev stadfæstet af Højesteret.

Disse eksempler viser tydeligt, at de erstatningsbeløb, som enkeltpersoner kan blive pålagt som følge af ledelsesbeslutninger, kan nå niveauer, der langt overstiger deres personlige formue. I lyset af denne virkelighed er det ikke længere et valg, men en nødvendighed i moderne virksomhedsledelse at have passende risikostyringssystemer som kompensationsaftaler og D&O-forsikring på plads.

Sammenfatning

Ændringen af den japanske selskabslov i 2019 (Heisei 31) har forbedret reglerne omkring kompensationsaftaler og ansvarsforsikring for direktører og ledere (D&O-forsikring), hvilket har fjernet mange års juridisk usikkerhed. Dette gør det muligt for virksomheder at tilbyde en mere klar og stabil beskyttelse til de personer, der leder virksomheden, og skaber dermed et vigtigt fundament for sund virksomhedsledelse og bæredygtig vækst. At forstå disse systemer korrekt og implementere dem effektivt i overensstemmelse med virksomhedens situation er uundværligt i moderne virksomhedsledelse i Japan.

Hos Monolith Advokatfirma har vi omfattende erfaring med at levere juridiske tjenester relateret til kompensationsaftaler og D&O-forsikring til mange klienter i Japan. Vi tilbyder en bred vifte af juridiske tjenester, herunder udarbejdelse og gennemgang af kontrakter, rådgivning om passende bestyrelsesbeslutninger, samt støtte i udvælgelsen og kravprocessen for komplekse D&O-forsikringsaftaler. Vores firma har flere advokater med udenlandske advokatlicenser, der taler engelsk, og ved at kombinere deres internationale indsigt med dybdegående viden om japansk lovgivning, kan vi tilbyde smidig og høj kvalitet support til både indenlandske og udenlandske klienter, der driver forretning i Japan. Vi opfordrer jer til at overlade opbygningen af jeres virksomheds vigtige risikostyringssystem til vores firma.