Krænkelse af varemærkerettigheder af butiksejere og den juridiske ansvarlighed af internet shopping mall operatører

Selvom der opstår problemer mellem brugere og butikker i et internet indkøbscenter (herefter kaldet “centret”), er det generelt accepteret, at operatøren af centret ikke har ansvar over for brugeren, med undtagelse af nogle få særlige tilfælde.

Så, hvis en udstiller i centret begår en krænkelse af rettigheder, vil operatøren af centret så have ansvar? Vi vil forklare en retssag, hvor det blev diskuteret, om operatøren af centret også skulle bære ansvaret for krænkelse af varemærkerettigheder, når en udstiller begår en sådan krænkelse.

Oversigt over sagen

Den part, der anlagde sagen, er en italiensk virksomhed, der håndterer administrationen af varemærkerettighederne for “Chupa Chups”. Sagsøgeren hævdede, at seks butikker på Rakuten Marked, der udstillede eller solgte produkter med “Chupa Chups” mærket, krænkede varemærkerettighederne og udgjorde uretmæssig konkurrence ved at bruge produktets mærke (Japansk Uretmæssig Konkurrence Forebyggelseslov, Artikel 2, Afsnit 1, Punkter 1 og 2). Derfor krævede de, at ikke kun de pågældende butikker, men også Rakuten, som er operatøren af markedspladsen, skulle påtage sig ansvaret, og de søgte om en injunktion og betaling af erstatning for skader.

I første instans blev sagsøgerens krav afvist med begrundelsen, at hovedparten i salget (køb og salg) af produkter registreret på Rakuten Markeds butikssider er de individuelle butikker på disse sider, og at operatøren af markedspladsen ikke er hovedparten (Tokyo District Court afgørelse den 31. august 2010 (2010)). “Chupa Chups” var utilfreds med dette og anlagde en appel.

Appelinstansens stridspunkter

Der var ingen tvist mellem parterne om, at der var sket en krænkelse af varemærkeretten for sælgeren, som var den direkte sælger af det pågældende produkt. De primære stridspunkter var, om Rakuten Market, som ikke er den direkte sælger, også bærer ansvaret for krænkelse af varemærkeretten ud fra følgende to synspunkter:

1. Er krænkelse af varemærkeretten begrænset til tilfælde, hvor det pågældende varemærke “bruges”?
2. Kan en webstedsoperatør, der ikke er en sælger, også være “subjekt” for krænkelse af varemærkeretten?

Disse blev de to stridspunkter.

Chupa Chups’ påstand

Angående det første stridspunkt, hævdede sagsøgeren,

“Det er typisk for krænkelse af varemærkerettigheder, når andre bruger det samme varemærke uden tilladelse, men enhver handling, der skader den registrerede varemærkes identificerende kraft og gør det umuligt at skelne mellem de specificerede varer og tjenester, bør også være genstand for en forbud mod krænkelse af varemærkerettigheder, og hvis der er forsæt eller uagtsomhed hos den handlende, bør det være klart, at de skal påtage sig erstatningsansvar.”

Den intellektuelle ejendomsretlige højesteret, 14. februar 2012 (2012)

De hævdede, at krænkelse af varemærkerettigheder ikke kun finder sted, når det pågældende varemærke “bruges”, men også når handlinger, der “skader den registrerede varemærkes identificerende kraft og gør det umuligt at skelne mellem de specificerede varer og tjenester”, finder sted.

Angående det andet stridspunkt, forfulgte sagsøgeren Rakutens ansvar som følger. Rakuten Market vælger de oplysninger, der skal leveres, leverer søgeresultater i sit eget format, leverer produktinformation som produkter inden for Rakuten Market, og instruerer sælgere om at oprette data i et passende format, hvilket gør det til hovedaktøren i produktudstillingen.

Desuden accepterer Rakuten Market produktkøbsanmodninger fra kunder, modtager disse, videresender dem til sælgere, sender “ordrebekræftelsesmails” til kunder, videresender produktleveringsinformation til sælgere, og sender direkte kortinformation til kortfirmaer for at få godkendelse ved betaling med kreditkort. Uden disse handlinger ville overførslen af de pågældende produkter være næsten umulig, så Rakuten Market er også hovedaktøren i overførslen af produkter, hævdede de.

Desuden opkræver Rakuten Market en “systembrugsgebyr” baseret på en procentdel af sælgerens salg, modtager en andel af det faktisk solgte produkts pris, og er ikke i en neutral position mellem sælgeren og den potentielle køber, men sælger sammen med eller gennem sælgeren, hævdede de.

Rakutens påstand

På den anden side hævdede Rakuten, at med hensyn til tvistepunkt 1, er sagsøgerens påstand om, at alle handlinger, der “skader den registrerede varemærkes identificeringskraft”, selvom de ikke falder ind under “brugen af det registrerede varemærke”, er en krænkelse af varemærkeretten, en påstand, der afviger fra ordlyden af varemærkelovens bestemmelser og ikke har nogen grund i positiv lov. Ifølge artikel 36 i den japanske varemærkelov (Trademark Law) er det kun dem, der “krænker varemærkeretten… eller er i fare for at gøre det”, der kan være genstand for en anmodning om forbud.

Med hensyn til tvistepunkt 2 gentog Rakuten sin påstand fra første instans, at Rakutens rolle på markedet er at tilbyde en “plads”, hvor sælgere kan liste deres produkter og handle med kunder. Det er udelukkende de individuelle sælgere, der lister hvert produkt, og Rakuten Market tjener en provision som betaling for brugen af denne plads, når en handel er gennemført.

Desuden, når en sælger åbner en ny butik, gennemfører Rakuten Market en vis kontrol baseret på deres vilkår og betingelser, men dette er udelukkende for at vurdere, om den pågældende forretningsdrivende er passende som partner til at tilbyde denne “plads”. Når en butik er godkendt, kan sælgeren uden at få individuel forhåndsgodkendelse frit liste produkter på deres egen butiksside og liste dem til salg udelukkende gennem de procedurer, som hver sælger udfører. Rakuten har i første omgang ikke ret til at liste produkter på markedet eller fjerne listede produkter, og det er umuligt at forhindre en bestemt vare i at blive listed på Rakuten Market på forhånd, både juridisk og systemmæssigt.

Desuden er Rakutens provision på Rakuten Market 2-4% af salget fra de afsluttede salgskontrakter, hvilket er tæt på lejen i en reel shoppingcenterlejekontrakt (omkring 5-10% af salget), og er faktisk endnu lavere, så det kan ikke siges at være en marginrate, der forudsætter ansvar som sælger.

Afgørelse i appelsagen

Den intellektuelle ejendomsretlige højesteret har i forhold til tvistepunkt 1,

fastslået, at selvom den japanske varemærkelov (Japanese Trademark Law) i dens artikel 37 definerer handlinger, der betragtes som krænkelser, er en varemærkeret en ret til “eksklusivt at bruge det registrerede varemærke for de specificerede varer eller tjenester” (samme lov, artikel 25), og varemærkeindehaveren kan “anmode om ophør eller forebyggelse af krænkelse mod dem, der krænker eller kan krænke deres varemærkerettigheder” (samme lov, artikel 36, stk. 1). Derfor bør det være muligt at overveje handlingens subjekt ikke kun når krænkeren bruger varemærket som defineret i artikel 2, stk. 3 i varemærkeloven, men også ud fra et socialt og økonomisk perspektiv. Det er ikke nødvendigt at fortolke, at en varemærkekrænkelse kun er begrænset til tilfælde, der falder ind under den ovennævnte udtrykkelige bestemmelse (samme lov, artikel 37) om indirekte krænkelse, bare fordi varemærkeloven har denne bestemmelse.

Samme som ovenfor

Domstolen har derfor fastslået, at varemærkekrænkelse ikke er begrænset til “brug” og har accepteret “Chupa Chups” argument.

Med hensyn til tvistepunkt 2, for operatører af websteder (mall operatører),

• selvom de er operatører, når de specifikt erkender og accepterer, at varer, der er opført af sælgere, krænker tredjeparters varemærkerettigheder, kan de potentielt blive medskyldige i overtrædelse af loven
• operatørerne har indgået en butiksaftale med sælgerne og opnår forretningsmæssige fordele i form af butiksleje og systembrugsgebyrer
• når operatørerne er i stand til at erkende eksistensen af en varemærkekrænkelse, kan de på grund af deres kontrakt med sælgerne tage skridt til at undgå konsekvenserne, såsom at fjerne indholdet eller stoppe butikkens aktiviteter

Når man tager disse omstændigheder i betragtning, med hensyn til operatørens ansvar,

når operatøren bliver klar over, eller der er tilstrækkelig grund til at tro, at der er en varemærkekrænkelse begået af sælgeren, medmindre krænkelsesindholdet fjernes fra websiden inden for en rimelig periode derefter, kan varemærkeindehaveren efter udløbet af denne periode anmode operatøren om at stoppe og betale erstatning for varemærkekrænkelsen på samme måde som over for sælgeren.

Samme som ovenfor

Domstolen har fastslået dette. Dog, i dette tilfælde, da Rakuten Market fjernede alt inden for en rimelig periode på 8 dage efter at have fået kendskab til varemærkekrænkelsen, kan det ikke siges, at de ulovligt krænkede varemærkerettighederne, og det kan heller ikke siges, at de begik uretmæssig konkurrence, så appellen blev afvist.

Operatører af websteder bør hurtigt undersøge, om der er en krænkelse, når de modtager en påstand om overtrædelse af varemærkeloven fra varemærkeindehavere osv. Så længe de opfylder denne forpligtelse, vil de ikke være ansvarlige for at stoppe eller betale erstatning for varemærkekrænkelse, men hvis de forsømmer dette, kan de potentielt blive holdt ansvarlige på samme måde som sælgerne.

Konklusion

Dommen fra den japanske højesteret for intellektuel ejendomsret i “Chupa Chups”-sagen tager hensyn til situationen for butiksejere på Rakuten Marked. Selvom det er tilfældet, indikerer dommen, at hvis en krænkelse af varemærkeretten ikke håndteres hurtigt efter at være blevet opdaget, kan operatøren af markedspladsen selv blive holdt ansvarlig. Det er vigtigt at være opmærksom på dette.

Vores kontors tiltag

Monolis Advokatfirma er et advokatfirma med høj ekspertise inden for IT, især internettet og lovgivning. I de senere år har intellektuel ejendomsret omkring varemærker fået øget opmærksomhed, og behovet for juridisk kontrol er stigende. Vores kontor tilbyder løsninger relateret til intellektuel ejendom. Detaljer er angivet i artiklen nedenfor.

https://monolith.law/practices/corporate[ja]