Virksomheder, der udvider til Europa, må ikke gå glip af dette: En forklaring på de vigtigste punkter i EU's lovgivning og retssystem

EU-lovgivningen er den lovgivning, som er fastsat af EU på vegne af medlemslandene inden for de politikområder, som delvist er overdraget til EU. EU-lovgivningen har forrang over medlemslandenes forfatninger og love. Et væsentligt kendetegn ved EU-lovgivningen er, at den anvendes fælles i flere lande.

Afhængigt af typen af EU-lovgivning kan det være nødvendigt for medlemslandene at erstatte EU-lovgivningen med national lovgivning. Det er vigtigt at bekræfte, om de samme love anvendes mellem EU-medlemslandene, eller om der findes national lovgivning i hvert medlemsland, som skal anvendes, og at håndtere dette korrekt.

Her vil vi forklare grundlaget for EU-lovgivningen og det juridiske system i EU.

EU’s historie og medlemslandenes forandringer

EU står for Den Europæiske Union, som er en politisk og økonomisk union baseret på traktaten om Den Europæiske Union. Denne union arbejder bredt med økonomisk og monetær union, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt samarbejde inden for politi og strafferet.

Hovedkvarteret for EU’s aktiviteter er placeret i Bruxelles, Belgien. En fælles valuta er afgørende for at danne et enkelt markedsystem mellem EU’s medlemslande. I 1999 blev euroen indført som EU’s fælles valuta.

EU har i øjeblikket 27 medlemslande (pr. marts 2024). De oprindelige medlemslande var seks, men efter den sjette udvidelse er antallet af EU-medlemslande nu 27.

I 2020 forlod Storbritannien EU. Desuden er Island, Serbien, Tyrkiet, Nordmakedonien og Montenegro kandidatlande til medlemskab. EU i dag har udviklet sig fra Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), som blev grundlagt af Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene.

Tidligere bestod EU af tre søjler: ‘Det Europæiske Fællesskab (EF)’, ‘Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)’ og ‘Politi- og strafferetligt samarbejde (PSS)’. I dag er disse tre strukturer forenet under EU-forfatningstraktaten. EF er blevet absorberet af EU, og EU har fået tildelt en international juridisk personlighed. Alle tidligere fællesskabsorganer er blevet erstattet af unionen, og EU kan nu indgå internationale traktater i sit eget navn.

EU’s retssystem, som er markant forskelligt fra Japans

EU’s retssystem består af tre elementer: primær lovgivning, sekundær lovgivning og retspraksis. Lad os forklare indholdet for hver type lovgivning.

Primær lovgivning: Traktaterne der udgør grundlaget for EU

Primær lovgivning refererer til de traktater, som udgør grundlaget for EU, såsom EU’s grundlæggende traktater. Disse traktater er udarbejdet under regeringskonferencer med deltagelse af alle medlemslandenes regeringer og vedtaget og etableret ved enstemmighed af alle medlemslande. Primær lovgivning træder i kraft efter ratificeringsprocessen i alle medlemslande. I en japansk sammenhæng svarer EU’s primære lovgivning til den japanske forfatning.

EU-traktaten og traktaten om EU’s funktioner blev revideret ved Lissabontraktaten og udgør nu de grundlæggende traktater. Protokoller og bilag til EU-traktaten og traktaten om EU’s funktioner er også en del af de grundlæggende traktater. Da Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen er EU’s lovgivende organer, er de forpligtede til at overholde primær lovgivning. Primær lovgivning fastlægger følgende:

• EU’s formål, mål og principper
• Institutionelle ordninger
• Den lovgivningsmæssige procedure
• Vigtige aspekter af forskellige politikker
• EU-borgeres rettigheder

Ud over de ovennævnte grundlæggende traktater inkluderer primær lovgivning også EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, som har samme juridiske værdi, og de generelle principper for lovgivning, som EU-Domstolen støtter sig til. Primær lovgivning har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af menneskerettighedslovgivningen inden for det europæiske fællesskab.

Desuden er alle internationale organisationer etableret på grundlag af international ret, så international sædvane er også en form for primær lovgivning. International sædvane refererer til de regler, der skal overholdes i det internationale samfund. I EU er de fleste ting kodificeret i skrevne regler, så international sædvane betragtes ikke altid som primær lovgivning.

Sekundær lovgivning: ‘EU-lovgivning’ baseret på grundtraktaterne

Sekundær lovgivning refererer til de retsakter, der er afledt af primær lovgivning, som er grundtraktaterne, og disse kaldes for EU-lovgivning. Sekundær lovgivning, der strider imod primær lovgivning, er ugyldig. Når sekundær lovgivning udformes, skal lovgivningsmæssige formål tydeliggøres.

Hvis lovgivningsmæssige formål ikke angives eller er utilstrækkelige, kan det betragtes som en alvorlig proceduremæssig overtrædelse, hvilket kan føre til, at lovgivningen erklæres ugyldig. National lovgivning i medlemslandene har forrang og indholdet har ofte relevans for virksomheders aktiviteter.

Der findes fem typer af sekundær lovgivning: forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser. De er opdelt efter anvendelsesområde og juridisk bindende styrke.

Forordninger

Forordninger har forrang over medlemslandenes nationale lovgivning og finder direkte anvendelse på regeringer, virksomheder og enkeltpersoner i medlemslandene. Forordninger træder i kraft øjeblikkeligt i alle medlemslande og kræver ikke national lovgivning, hvilket giver dem direkte juridisk virkning over for regeringerne i medlemslandene. Det er forbudt for medlemslandene at hindre forordningernes direkte virkning.

Forordninger har næsten samme retskraft som love vedtaget af parlamentet og betragtes som en af de stærkeste former for EU-lovgivning.

Et eksempel på en forordning er REACH-forordningen, som er EU’s lovgivning om regulering af kemikalier. Kemikalier, der produceres eller anvendes inden for EU, skal registreres, evalueres, godkendes og begrænses.

Direktiver

Direktiver har direkte juridisk virkning over for regeringerne i medlemslandene. Direktiver fastsætter politiske mål og frister for implementering, og når de er vedtaget, skal medlemslandene inden for fristen træffe de nødvendige foranstaltninger, såsom national lovgivning, for at opnå de politiske mål. Det er op til hvert medlemsland at bestemme, hvilke foranstaltninger der skal træffes, og direktiver finder ikke direkte anvendelse på virksomheder eller enkeltpersoner.

Eksempler på direktiver inkluderer WEEE-direktivet og RoHS-direktivet. I februar 2003 blev WEEE-direktivet og RoHS-direktivet offentliggjort og trådte i kraft. WEEE-direktivet er EU-lovgivning om affald fra elektrisk og elektronisk udstyr, som har til formål at fremme genbrug og reducere affald. RoHS-direktivet er EU-lovgivning, der regulerer brugen af visse farlige stoffer for at beskytte mennesker og miljøet. I øjeblikket er brugen af ti stoffer begrænset.

Afgørelser

Afgørelser har direkte juridisk virkning over for bestemte regeringer, virksomheder eller enkeltpersoner i medlemslandene. Afgørelser er individuelle og konkrete foranstaltninger, og den lovgivningsmæssige procedure for vedtagelse af afgørelser bestemmes af den politikområde, der behandles. Afgørelser inkluderes, når eksisterende EU-lovgivning, harmoniserede standardlister eller europæiske standarder revideres.

Et eksempel på en afgørelse er tilføjelsen af undtagelser til anvendelsen af RoHS-direktivet. RoHS-direktivet tillader indhold af farlige stoffer i anvendelser, hvor tekniske alternativer ikke er mulige.

Henstillinger

Henstillinger er, hvor Europa-Kommissionen klart angiver en forventning om, at medlemslandenes regeringer, virksomheder og enkeltpersoner tager visse handlinger eller foranstaltninger. Henstillinger har ingen juridisk bindende kraft, men de har politisk indflydelse. Henstillinger har en indirekte virkning ved at tilskynde til nødvendig lovgivning inden for medlemslandene.

Udtalelser

Udtalelser er, hvor Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet klart udtrykker deres holdning til et bestemt emne. Udtalelser har ingen juridisk bindende kraft.

Konklusion: Rådfør dig med en advokat, der er ekspert i EU-lovgivning, når du udvider din forretning til EU-medlemslande

I Japan er retssystemet opbygget af seks forskellige typer af love: forfatningen, traktater, love, regeringsbekendtgørelser, ministerielle bekendtgørelser og lokale forordninger, med forfatningen som toppen. I modsætning hertil har EU et retssystem bestående af primær lovgivning, sekundær lovgivning og retspraksis, hvilket er mere simpelt sammenlignet med Japan.

I Japan anvendes kun national lovgivning. I EU eksisterer der derimod både national lovgivning for de enkelte medlemslande og EU-lovgivning, som er vedtaget af EU og gælder fælles for alle medlemslande. EU-lovgivningen har forrang over national lovgivning og sikrer ensartet anvendelse af love mellem medlemslandene.

Inden for EU-lovgivningen er det vigtigt at være opmærksom på direktiver, da de implementeres i national lovgivning af de enkelte medlemslande. Der kan være forskelle i den måde, hvorpå direktiverne omsættes, så det kræver særlig opmærksomhed, når man læser dem.

Da EU-lovgivningen adskiller sig meget fra den japanske lovgivning, anbefales det at stille spørgsmål til eksperter, hvis der er usikkerheder. Hvis du søger en forretningspartner inden for juridiske tjenester, så kontakt Monolith Advokatfirma. Monolith Advokatfirma er specialister inden for IT-området og tilbyder tjenester relateret til IT, intellektuel ejendomsret, og håndtering af omdømmeskader.

Vejledning om foranstaltninger fra vores kontor

Monolith Advokatfirma er et advokatfirma med omfattende erfaring inden for IT, især internet og jura. I de senere år er global forretning blevet stadig mere udbredt, og behovet for juridisk kontrol af eksperter er vokset tilsvarende. Vores firma tilbyder løsninger inden for international juridisk service.

Monolith Advokatfirmas ekspertiseområder: International juridisk service og udenlandske forretninger[ja]