Japans ind- og udrejsekontrolsystem: En gennemgang af annullering af opholdstilladelse, tvungen udvisning og bevis for lovlighed

I en tid, hvor global forretningsudvikling accelererer, er international mobilitet af arbejdskraft blevet en uundværlig faktor for virksomheders vækst. Japan er ingen undtagelse, og mange japanske virksomheder er ivrige efter at rekruttere talent med specialiseret viden og færdigheder fra udlandet. For at lette denne internationale bevægelse af arbejdskraft og samtidig opretholde landets sikkerhed og orden, har det japanske retssystem etableret en sofistikeret ramme. Hjørnestenen i dette system er “Immigration Control and Refugee Recognition Act” i Japan (herefter benævnt “Immigrationsloven”). Denne lov har til formål, som det klart fremgår af artikel 1 i den japanske Immigrationslov, “at sikre retfærdig administration af ind- og udrejse af alle personer, der ankommer til eller forlader Japan, samt opholdet af alle udlændinge i landet”. For at konkretisere dette princip om “retfærdig administration” har Immigrationsloven etableret flere vigtige systemer. I denne artikel vil vi fokusere på tre systemer, der er tæt forbundet med virksomhedsaktiviteter, nemlig “systemet for annullering af opholdstilladelse” for at sikre kontinuerlig berettigelse til opholdstilladelse, “tvangsudvisningssystemet” som en endelig foranstaltning mod overtrædelser af loven, og “certificeringssystemet for lovligheden af ophold” for at fremme aktiv overholdelse af compliance. Disse systemer er ikke blot reguleringer, men yderst vigtige juridiske grundlag, som virksomheder, der driver forretning i Japan, bør forstå for at kunne håndtere risici, overholde lovgivningen og støtte udenlandsk arbejdskraft på passende vis. 

Ophævelsessystemet for opholdstilladelse: Vedligeholdelse af compliance

Ophævelsessystemet for opholdstilladelse, som er fastlagt i artikel 22-4 i den japanske indvandringslov, er en kritisk mekanisme, der kan ryste det juridiske grundlag for en udlændings fortsatte ophold i Japan. Formålet med dette system er ikke kun at straffe svigagtig adfærd ved erhvervelse af opholdstilladelse. Det tjener snarere til løbende at sikre, at en udlænding, der er blevet tildelt en opholdstilladelse, fortsat udfører de aktiviteter, der er tilladt i hele opholdsperioden, og dermed dynamisk opretholder korrektheden i opholdsforvaltningen. Statistikker viser, at de mest almindelige tilfælde af ophævelse af opholdstilladelse er for ‘tekniske praktikanter’ og ‘studierende’. Disse tilladelser er særligt udsatte for, at indehaveren ophører med den oprindelige aktivitet (praktik eller studier) og engagerer sig i ikke-tilladt arbejde, hvilket indikerer, at myndighederne særligt overvåger kontinuerlig compliance. Dette antyder, at en opholdstilladelse ikke er en engangsbedømmelse, men en betinget tilladelse, der kræver vedvarende overholdelse.

Årsagerne til ophævelse er specifikt opregnet i artikel 22-4, afsnit 1 i den japanske indvandringslov. Disse kan bredt kategoriseres i tre grupper. For det første er erhvervelse af opholdstilladelse gennem falskhed eller andre svigagtige midler (samme afsnit, punkt 1, 2 og 3). For eksempel, hvis man indgiver en falsk uddannelsescertifikat for at opnå en opholdstilladelse for ‘tekniske færdigheder, humanistisk viden og international forretning’, eller hvis man skjuler en tidligere udvisningshistorik for at få landgangstilladelse. Især hvis man opnår tilladelse ved at lyve om grunde til afvisning ved indrejse, kan man efter ophævelse af opholdstilladelsen straks blive genstand for udvisningsprocedurer.

For det andet er manglende udførelse af de tilladte aktiviteter (samme afsnit, punkt 5, 6 og 7). Dette gælder for eksempel personer med en arbejdsrelateret opholdstilladelse, der efter at have forladt deres job uden gyldig grund fortsætter med at opholde sig i mere end tre måneder uden at søge nyt arbejde, eller personer med en opholdstilladelse som ‘ægtefælle til en japaner mv.’, der efter en skilsmisse fortsætter med at opholde sig i mere end seks måneder uden at udføre aktiviteter som ægtefælle.

For det tredje er manglende overholdelse af pligten til at indberette ændringer i bopælsadresse (samme afsnit, punkt 9 og 10). Dette gælder for langtidsopholdende, der flytter og ikke indberetter deres nye bopælsadresse inden for 90 dage, eller som indberetter en falsk bopælsadresse.

Men selv hvis man formelt opfylder disse årsager, bliver opholdstilladelsen ikke straks ophævet. Loven indeholder undtagelser, hvor ‘gyldige grunde’ kan udelukke fra ophævelse. For eksempel kan en person, der er blevet afskediget på grund af virksomhedens forhold og som oprigtigt søger nyt arbejde, eller en person, der midlertidigt har afbrudt sine aktiviteter på grund af sygdomsbehandling, blive anerkendt som ‘gyldige grunde’. Tilstedeværelsen af ‘gyldige grunde’ er den mest kritiske forsvarsmulighed for at undgå ophævelse af opholdstilladelsen. Derfor, når en virksomhed afskediger en medarbejder, er det vigtigt at sikre, at vedkommende kan fortsætte sin jobsøgning uden problemer og at støtte vedkommende i at bevare relevant bevis, hvilket indirekte beskytter personens juridiske status.

Ved ophævelse skal justitsministeren give den berørte udlænding forudgående varsel og mulighed for at ‘fremsætte sin mening’. Gennem denne procedure kan personen fremlægge sine argumenter og indgive bevis til sin fordel. Dette er en meget vigtig rettighed ud fra et perspektiv om sikring af retfærdig proces.

Konsekvenserne af at få opholdstilladelsen ophævet er alvorlige. Ikke alene mister man det juridiske grundlag for ophold, men ens bopælsregistrering annulleres også, og adgangen til offentlige tjenester som national sundhedsforsikring afbrydes. Afhængigt af årsagen til ophævelsen kan man blive tildelt op til 30 dages forberedelsestid til at forlade landet, men i tilfælde af alvorlig svigagtig adfærd kan man straks overgå til udvisningsprocedurer.

For at forstå anvendelsen af dette system er en afgørelse fra den japanske højesteret den 17. oktober 2002 (Heisei 14) af stor betydning. I denne sag blev opholdet for en udenlandsk ægtefælle, hvis ægteskab juridisk set fortsatte, men hvis ægteskabelige forhold reelt var brudt sammen, udfordret. Retten fastslog, at ved bedømmelsen af opholdstilladelse bør man ikke kun fokusere på den juridiske form, men også på ‘substansen’ af aktiviteten, det vil sige om der er et fælles liv som ægtefæller, som er essensen af ægteskabet. Dette viser, at indvandringsmyndighederne ikke kun skal undersøge papirarbejdet, men også den faktiske situation af opholdet, hvilket antyder, at virksomheder også skal sikre, at de aktiviteter, der ligger til grund for medarbejdernes opholdstilladelse, er ledsaget af faktiske forhold.

Udsendelsesordren: Den ultimative foranstaltning mod overtrædelser under japansk indvandringslovgivning

Udsendelsesordren er en administrativ foranstaltning i Japan, der tvinger udlændinge, som har overtrådt den japanske indvandringslovgivning, til at forlade landet. Det er den strengeste foranstaltning i forvaltningen af indrejse og ophold i Japan. Systemets retsgrundlag findes primært i artikel 24 i den japanske indvandringslov, hvor grunde til udsendelse (udsendelsesårsager) er udtømmende opregnet.

Årsagerne til udsendelse varierer, men de primære omfatter ulovlig indrejse uden gyldigt pas og overstay, hvor man opholder sig længere end den tilladte periode. Desuden kan arbejde ud over det tilladte opholdsområde, kendt som “aktiviteter uden for kvalifikationer”, også udgøre en grund til udsendelse. Alvorlige kriminelle lovovertrædelser såsom narkotikakriminalitet eller straffe på fængsel eller fængsling på over et år i Japan kan også føre til udsendelse.

Proceduren for udsendelse gennemgår flere omhyggelige trin. Først indleder immigrationskontrollører en undersøgelse af udlændinge, der mistænkes for overtrædelser. Hvis undersøgelsen giver tilstrækkelig grund til at mistænke, at personen falder ind under årsagerne til udsendelse, vil vedkommende som hovedregel blive tilbageholdt på baggrund af en tilbageholdelsesordre. Derefter gennemføres en overtrædelsesundersøgelse af en immigrationsinspektør, og hvis det fastslås, at personen er berettiget til udsendelse, kan vedkommende inden for tre dage anmode om en mundtlig høring hos en særlig høringsbetjent. Hvis afgørelsen ikke omstødes under den mundtlige høring, kan personen yderligere indgive en indsigelse til justitsministeren. På dette sidste trin i beslutningsprocessen vil en udsendelsesordre blive udstedt og fuldbyrdet, medmindre der gives en “særlig opholdstilladelse”, som vil blive nævnt senere.

Ikke alle, der opholder sig ulovligt, er dog underlagt denne strenge udsendelsesprocedure. Den japanske indvandringslov har etableret en mere moderat foranstaltning, kendt som “udrejseordren”. Dette system anvendes, når en person, der opholder sig ulovligt, frivilligt melder sig hos immigrationsmyndighederne, ikke tidligere har været udsendt og ikke er straffet for forbrydelser som tyveri, forudsat at visse kriterier er opfyldt. De primære forskelle mellem udsendelsesordren og udrejseordren ligger i procedurens og resultatets alvor.

I den sidste fase af udsendelsesproceduren udøver justitsministeren en yderst vigtig skønsbeføjelse, nemlig “særlig opholdstilladelse”. Dette er en nådig foranstaltning, der gives, når en person, selvom de falder ind under årsagerne til udsendelse, på grund af individuelle omstændigheder anses for at skulle tillades at blive i landet som en undtagelse. Justitsministerens skøn anses for at være vidtrækkende, men som retningslinjer for beslutningen er “retningslinjerne for særlig opholdstilladelse” blevet offentliggjort.

Ifølge disse retningslinjer betragtes omstændigheder som at have et barn med en japansk statsborger eller permanent beboer, at et ægteskab reelt fortsætter, at have boet i Japan i lang tid med en høj grad af etablering, eller at have brug for særlig humanitær hensyntagen som “positive faktorer”, der tages i betragtning i retning af at tillade ophold. På den anden side betragtes alvorlige kriminelle historier, tidligere udsendelser og involvering i organiseret smugling, som underminerer grundlaget for indvandringskontrollen, som “negative faktorer”, der tages i betragtning i retning af ikke at tillade ophold.

Et eksempel på en retslig afgørelse vedrørende udsendelse er dommen fra Tokyo-distriktsretten den 30. januar 2015 (2015). I denne sag, hvor en udlænding, der allerede var blevet sendt tilbage til sit hjemland, sagsøgte for at få annulleret udsendelsesordren, anerkendte retten sagsøgerens retlige interesse. Dette skyldes, at selv efter hjemsendelse, kunne annullering af afgørelsen potentielt genoprette juridiske fordele, såsom en forkortelse af den fremtidige genindtrædelsesforbudsperiode. Denne dom viser, at selv over for en kraftfuld administrativ foranstaltning som udsendelse, er der stadig begrænsede muligheder for retslig oprejsning gennem domstolene.

Proaktive foranstaltninger: Systemer til at bevise lovligheden af ophold og arbejde under japansk lovgivning

I modsætning til de tidligere omtalte systemer for annullering af opholdstilladelse og tvungen udrejse, som er reaktive korrektive foranstaltninger over for overtrædelser af compliance, har Japans indvandringslov også indført proaktive systemer. Disse er designet til at sikre juridisk stabilitet og forebygge risici for virksomheder og udenlandske arbejdstagere. De er ikke blot administrative procedurer, men yderst effektive værktøjer fra et perspektiv af corporate governance og risikostyring i forbindelse med ansættelse af udenlandsk arbejdskraft. Især er “Certifikat for kvalifikation til opholdstilladelse” og “Certifikat for arbejdskvalifikation” af stor betydning.

“Certifikat for kvalifikation til opholdstilladelse” er baseret på artikel 7, afsnit 2 i den japanske indvandringslov. Dette er et dokument, hvor justitsministeren på forhånd gennemgår og bekræfter, at en udenlandsk person, der bor i udlandet og ønsker at komme til Japan på mellemlang til lang sigt, vil udføre aktiviteter, der er i overensstemmelse med kravene til en bestemt opholdskvalifikation. Normalt ansøger en modtagende organisation i Japan (såsom et firma) på vegne af den udenlandske person. Når dette certifikat er udstedt, kan den udenlandske person fremlægge det ved ansøgning om visum på Japans ambassade eller konsulat i sit hjemland, hvilket gør visumudstedelsesprocessen hurtig og smidig. Den største fordel for virksomheder er, at det betydeligt reducerer risikoen for, at den ansatte ikke kan indrejse i Japan. At opnå forhåndsgodkendelse øger forudsigeligheden i hele rekrutteringsprocessen.

På den anden side er “Certifikat for arbejdskvalifikation” baseret på artikel 19, afsnit 2 i den japanske indvandringslov og anvendes af udenlandske personer, der allerede opholder sig i Japan og ønsker at skifte job. Dette certifikat er en officiel bekræftelse fra Immigrationsbureauet, der bekræfter, at de nye arbejdsopgaver på den nye arbejdsplads ligger inden for rammerne af de aktiviteter, som den udenlandske person er tilladt at udføre under sin nuværende opholdskvalifikation. Når virksomheder ansætter udenlandske arbejdstagere midt i deres karriere, kan de ved at anmode om dette certifikat undgå risikoen for utilsigtet at fremme ulovligt arbejde. For den udenlandske person selv fungerer det også som en vigtig forsikring for at forhindre uforudsete situationer, hvor en jobskifte kan føre til afslag på fornyelse af opholdstilladelsen i fremtiden.

Disse to certifikater kan have lignende navne, men deres formål, målgrupper og tidspunkter for ansøgning er helt forskellige. At forstå forskellen mellem dem er afgørende for at udføre passende personale- og arbejdsstyringsopgaver.

At anvende disse to certifikatsystemer strategisk er nøglen til at styrke compliance-strukturen for ansættelse af udenlandske arbejdstagere og effektivt håndtere operationelle risici. Certifikatet for kvalifikation til opholdstilladelse eliminerer usikkerhed i ansættelsesfasen, mens certifikatet for arbejdskvalifikation sikrer juridisk stabilitet under ansættelsen. De fungerer som en form for “godkendelsesstempel”, der både skaber et miljø, hvor udenlandske medarbejdere kan arbejde trygt og udnytte deres evner, og beskytter virksomheder mod juridisk ansvar.

Opsummering

Det japanske ind- og udrejse- og opholdsstyringssystem har strenge aspekter, såsom annullering af opholdstilladelse og tvungen udvisning, men det inkluderer også systemer designet til aktivt at sikre juridisk stabilitet, såsom certifikater for opholdskvalifikation og arbejdskvalifikation. Fra et virksomhedsledelsesperspektiv indebærer annulleringssystemet og tvungen udvisning en betydelig compliance-risiko, men ved korrekt anvendelse af forebyggende foranstaltninger som certifikatsystemer, kan disse risici håndteres, og et sikkert miljø, hvor udenlandsk arbejdskraft kan trives, kan etableres. For at forstå disse komplekse juridiske regler nøjagtigt og reagere passende på individuelle sager, er avanceret fagkundskab og omfattende praktisk erfaring afgørende.

Monolith Advokatfirma har en lang historie med at levere juridiske tjenester relateret til japansk indvandringslovgivning (Immigration Control and Refugee Recognition Act) til mange klientvirksomheder i Japan. Vores firma beskæftiger flere eksperter med international baggrund, herunder engelsktalende jurister med udenlandske advokatlicenser, hvilket gør det muligt for os at levere omhyggelig support gennem glidende kommunikation, der overvinder sprog- og kulturelle barrierer. Vi støtter juridisk din virksomhed i alle faser, fra rådgivning om opholdskvalifikationer for udenlandske medarbejdere til opbygning af compliance-systemer og håndtering af eventuelle problemer, der måtte opstå.