Hvordan man fjerner Google-søgeresultater, man absolut vil slette, gennem retten

Hvis der er en side med bagvaskelse, er det grundlæggende at anmode om fjernelse af selve siden ved at henvende sig til en advokat. Men der er tilfælde, hvor det er svært at realisere ‘fjernelse af selve siden’, for eksempel hvis operatøren af siden er ukendt. I sådanne tilfælde, selvom det ikke er muligt at slette siden selv, vil man overveje, om det er muligt at forhindre siden i at dukke op i Googles søgeresultater. Med andre ord, ‘fjernelse fra Google-søgeresultater’. Er det muligt at anmode om denne fjernelse gennem en retssag?

Sletning af sider og fjernelse fra søgemaskiner

Hvis der er indlæg, der kan betragtes som skadelige for omdømmet, for eksempel på message boards som 5chan, er det grundlæggende at slette selve indlægget som en del af håndteringen af omdømmeskade. Hvis artiklen ikke eksisterer, vil der ikke være nogen, der ser den. Sådanne artikel sletninger kan opnås gennem udenretslige forhandlinger, eller ved hjælp af en hurtig procedure kaldet “foreløbig disposition” gennem retten, hvis udenretslige forhandlinger mislykkes.

https://monolith.law/reputation/provisional-disposition[ja]

Men, hvis du forsøger at slette en artikel gennem retten, vil der være problemer som international jurisdiktion. For at sige det meget enkelt, kan du ikke bede om sletning i en japansk ret over servere, der drives i udlandet uden at tage hensyn til japanske brugere.

https://monolith.law/reputation/against-facebook-amazon[ja]

Under sådanne omstændigheder, hvis det ikke er muligt at slette artiklen selv, vil du ønske at gøre det sådan, at ingen ser artiklen på internettet, selvom det er uundgåeligt, at artiklen eksisterer. På grund af den nuværende struktur af internettet, bliver sådanne artikler ofte set gennem søgemaskiner, og hvis artiklen forsvinder fra søgemaskinen, vil der næsten ikke være nogen, der læser den.

Derfor, i sådanne tilfælde, vil du bede søgemaskineoperatører som Google og Yahoo! om ikke at vise artiklen i søge resultaterne.

Retssager, der afviser fjernelse af søgeresultater

Der er retssager, der hævder, at det i det mindste principielt ikke er muligt at anmode om fjernelse af søgeresultater fra søgemaskiner som Google i forbindelse med dette problem.

Sagen om søgemaskinen Yahoo!

For eksempel er der en dom i en sag vedrørende søgemaskinen Yahoo!, ikke Google, som følger:

“Selv når en webside, der indeholder ulovlige udtryk, vises som et søgeresultat i en søgetjeneste, er operatøren af søgetjenesten hverken den, der udtrykker det ulovlige udtryk, eller den, der administrerer den pågældende webside. På grund af karakteren af en søgetjeneste, er operatøren principielt ikke i en position til at vurdere indholdet eller lovligheden af de websider, der vises som søgeresultater. I betragtning af rollen som søgetjenester i det moderne samfund, hvis en bestemt webside, der indeholder ulovlige udtryk, fjernes fra søgeresultaterne i en søgetjeneste, vil det i praksis begrænse muligheden for at sende eller komme i kontakt med samfundet om udtryk, der ikke er ulovlige på den pågældende webside, i betydelig grad. På baggrund af disse omstændigheder er det kun i tilfælde, hvor en person, hvis personlige rettigheder osv. er krænket af ulovlige udtryk på en webside, kan anmode om fjernelse af den pågældende webside fra søgeresultaterne i en søgetjeneste som en juridisk anmodning, uden først at anmode om fjernelse osv. fra udtrykkeren af det pågældende udtryk, i tilfælde, hvor lovligheden af den pågældende webside er åbenlys, og hvor hele eller i det mindste størstedelen af websiden er ulovlig, og hvor operatøren af søgetjenesten er i stand til at anerkende dens ulovlighed ved at modtage en anmodning osv., men alligevel ignorerer den.”

Dom i Tokyo District Court den 18. februar 2010 (Heisei 22)

Denne dom tager hensyn til omstændighederne om, at “operatøren af Google osv. ikke selv udtrykker ulovlige udtryk” og “ikke administrerer siden, der udtrykker ulovlige udtryk”, samt vurderingen af, at “søgemaskiner principielt ikke er i en position til at vurdere lovligheden af websider, der er søgeresultater, på grund af systemet”, og baggrundsomstændighederne, herunder rollen som søgemaskiner, og ser meget begrænset på situationer, hvor man kan anmode om fjernelse af søgeresultater fra søgemaskiner. Med andre ord, det er kun, når begge de to betingelser, at “lovligheden af websiden, der er et søgeresultat, er åbenlys” og “den ulovlige del udgør hele eller i det mindste størstedelen af websiden”, er opfyldt. I sådanne tilfælde kan man først anmode om fjernelse af søgeresultater i retten, efter at man først har foretaget en anmodning om udelukkelse af søgeresultater uden for retten, og hvis søgemaskinen stadig ikke har foretaget fjernelsen, og derefter har anmodet om fjernelse gennem retten.

Dette kan siges at være en dom, der meget snævert definerer de tilfælde, hvor fjernelse af søgeresultater kan anerkendes, både i materiel og proceduremæssig forstand.

Sagen, der angav, at kun indholdet i snippetet skulle vurderes

“De faktiske omstændigheder, som sagsøgte indikerer for brugerne af denne søgetjeneste gennem visning af søgeresultater, er, at der findes en webside (linkdestinationsside), der indeholder søgeordene i dens indhold, og dens placering (URL), samt en del af dens indhold (den del af indholdet på den pågældende side, der indeholder søgeordene, og som vises som et snippet). Det er rimeligt at anerkende, at dette er det faktum, der stopper.”

Dom i Kyoto District Court den 7. august 2014 (Heisei 26)

Dette er lidt svært at forstå, men det er et problem med rammen for vurdering, når man vurderer, om søgeresultater fra søgemaskiner som Google er ulovlige. Det er ikke muligt at anmode om fjernelse af søgeresultater, bare fordi en ulovlig side kommer op i søgeresultaterne, og det er kun, hvis der er en ulovlig beskrivelse i oversigten over siden (snippet) i søgeresultatskærmen, at man kan anmode om fjernelse af det søgeresultat.

Disse retssager har begrænset anerkendelsen af involvering af operatører af søgetjenester som Google i søgeresultater, idet de har fastslået, at “operatøren af søgetjenesten hverken udtrykker det ulovlige udtryk eller administrerer den pågældende webside”, og har lagt vægt på “rollen som søgetjenester i det moderne samfund”, og har sat en høj tærskel for anerkendelse af fjernelse.

Retskendelser, der tillader fjernelse af søgeresultater

Imidlertid findes der også sager, hvor det er blevet fastslået, som nedenfor, at fjernelse af søgeresultater er tilladt.

Gældneren hævder, at udbyderen af søgetjenesten generelt ikke bør pålægges en forpligtelse til at fjerne søgeresultater, da gældneren ikke har givet nogen udtryk for nøjagtigheden eller retfærdigheden af søgeresultaternes indhold, og at brugen af internetsøgetjenester i dag er en offentligt kendt kendsgerning, der spiller en meget vigtig rolle i effektiv brug af internettet. Imidlertid er det klart, at de ting, der er opført i hovedteksten, afsnit 1, i den pågældende artikel krænker kreditorernes personlighedsrettigheder, og selvom gældneren pålægges en forpligtelse til at fjerne artiklerne på grundlag af titlerne og uddragene af de enkelte artikler, kan det ikke siges at være urimeligt skadeligt for gældneren (faktisk, ifølge dokumentationen [Ko 7, Otsu 5 til 7], er det anerkendt, at gældneren har et system til at fjerne artikler, som gældneren har bedømt som ulovlige, fra søgeresultaterne på det pågældende websted). Desuden er det svært at sige, at det er i den legitime interesse af dem, der bruger det pågældende websted, at kunne søge efter websteder, der indeholder klart skadelige oplysninger om andres personlighedsrettigheder. Derfor kan gældnerens ovennævnte påstand ikke accepteres.

Desuden hævder gældneren, at det generelt ikke bør være tilladt at pålægge gældneren en forpligtelse til at fjerne søgeresultater, da det ville være tilstrækkeligt at søge om fjernelse fra administratoren af det websted, der er linket til i søgeresultaterne på det pågældende websted. Men da det er anerkendt, at de ting, der er opført i hovedteksten, afsnit 1, i den pågældende artikelindeks, krænker kreditorernes personlighedsrettigheder, er det naturligt, at gældneren, der administrerer det pågældende websted, pålægges en forpligtelse til at fjerne dem, og gældnerens ovennævnte påstand kan ikke accepteres, så længe den strider imod dette.

Tokyo District Court Decision, October 9, Heisei 26 (2014)

Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at anmode om fjernelse af søgeresultater fra en søgemaskine gennem retten, var indtil for nylig et emne med mange forskellige meninger. Der var mange afgørelser på distriktsretsniveau, men Højesteret havde aldrig truffet en afgørelse om dette spørgsmål, og en afgørelse fra Højesteret blev ventet.

Men som en advokat, der håndterer skade på omdømme, mener jeg, at fjernelse af søgeresultater, som disse retskendelser siger, bør “naturligvis” tillades. Grunden er som følger.

For det første, i tilfælde af almindelig sidefjernelse, for eksempel, hvis en blogartikel er ulovlig, og man anmoder om fjernelse af den artikel, kan ikke kun blogoperatøren, der skrev artiklen, men også blogadministrationsselskabet og serveradministrationsselskabet blive sagsøgt. Med andre ord, hvis en person, der har lidt skade, såsom æreskrænkelse, på grund af en blogartikel, ikke ved, hvem der driver bloggen, der skrev artiklen, kan personen anmode blogadministrationsselskabet og serveradministrationsselskabet om at fjerne artiklen.

Domstolene forklarer dette ved at sige, at blogoperatører og serveroperatører også har en “pligt til at fjerne i henhold til loven”.

Blogoperatører og serveroperatører har ikke selv skrevet blogartiklerne. De har blot oprettet ulovlige artikler af tredjeparter på den blogservice eller server, de administrerer. Ikke desto mindre, hvis der er offentliggjort ulovlige artikler, der krænker folks ære, på blogtjenesten eller serveren, de administrerer, og hvis administratoren kan fjerne disse artikler, har administratoren en “pligt til at fjerne i henhold til loven” for at fjerne de ulovlige artikler. Dette er grunden til, at man kan anmode om fjernelse af blogartikler fra blogadministrationsselskaber og serveradministrationsselskaber.

Forpligtelse til fjernelse ved søgemaskiner

I tilfælde af søgemaskiner kan det siges, at “levering af søgeresultater har en aspekt af udtryksaktivitet udført af søgeoperatøren selv” på deres system. Det er sandt, at søgemaskineoperatører som Google ikke er dem, der har skrevet de ulovlige artikler, og “af deres natur er de generelt ikke i en position til at bedømme indholdet eller lovligheden af de websider, der vises som søgeresultater”. Men de har et system til at “fjerne artikler, de har bedømt som ulovlige” fra søgeresultaterne, og da de kan fjerne artikler, der falder ind under ærekrænkelse og lignende, er det naturligt at tænke, at “en forpligtelse til at fjerne opstår”.

Som det vil blive nævnt senere, siges det, at den nuværende Højesteret i Japan har taget en ramme for beslutningstagning, der anerkender fjernelse af søgeresultater, når det er klart, at behovet for fjernelse overstiger behovet for offentliggørelse. Hvis fjernelse af søgeresultater ikke anerkendes, medmindre det er “klart”, i modsætning til fjernelse af selve siden, er spørgsmålet, hvorfor denne forskel opstår.

En vis konklusion blev præsenteret i Højesterets afgørelse i Heisei 29 (2017)

Der blev anmodet om fjernelse af anholdelsesartikler fra søgeresultater

Således var spørgsmålet om, hvorvidt det er juridisk muligt at anmode om fjernelse af søgeresultater fra en søgemaskine, et emne med to forskellige synspunkter. Men i Heisei 29 (2017), præsenterede Højesteret en vis konklusion på dette. Konklusionen, som Højesteret præsenterede, var, at det er muligt at anmode om fjernelse, i det mindste når visse krav er opfyldt, såsom at behovet for fjernelse klart overstiger behovet for offentliggørelse.

Denne sag begyndte i november Heisei 23 (2011), da en person blev anholdt for overtrædelse af den såkaldte reviderede japanske lov om forbud mod børnepornografi (Lov om straf for handlinger relateret til børneprostitution og børnepornografi, og beskyttelse af børn), og blev idømt en bøde den følgende måned. Personen anmodede Google om at fjerne artiklen fra søgeresultaterne.

Fjernelse af søgeresultater blev først anerkendt i en midlertidig afgørelse i distriktsretten

Fjernelse af søgeresultater fra en søgemaskine er muligt gennem en hurtig “midlertidig afgørelse”, snarere end en “retssag”. Denne sag begyndte også som en midlertidig afgørelse i Saitama Distriktsret. Advokaten for kreditor (en koncept svarende til “sagsøger” i en retssag) argumenterede for, at Google selv krænkede privatlivets fred ved at vise anholdelsesartikler i søgeresultaterne, og anmodede om fjernelse af disse resultater. I respons til dette, udstedte Saitama Distriktsret en afgørelse (med samme betydning som en “dom” i en retssag) om at anerkende fjernelse, idet det blev fastslået, at det at vise anholdelsesartikler i Google-søgeresultaterne er en krænkelse af privatlivets fred.

Højesteret foretog en ny vurdering og anerkendte ikke fjernelse af søgeresultater

Men i forhold til denne afgørelse, indgav Google en “bevarende indsigelse”. Det er en teknisk kompliceret diskussion, men det er et koncept tæt på “appel” i en retssag. Den tabende part i en midlertidig afgørelse kan anmode retten om en ny vurdering gennem en “bevarende indsigelse” i stedet for en “appel”. Og denne bevarende appelprocedure, som foretager en ny vurdering, viste, at den pågældende anholdelsessag stadig ikke havde mistet sin offentlige karakter, og derfor blev krænkelse af privatlivets fred ikke anerkendt. I denne højesteretsafgørelse blev det også udtalt, at

Det er anerkendt, at (det sted, hvor den pågældende anholdelsesartikel er offentliggjort) er en såkaldt elektronisk opslagstavle på internettet, og det antages, at mange fakta og meninger, der ikke har noget at gøre med denne forbrydelse, er skrevet. I så fald, i stedet for at anmode om fjernelse af individuelle indlæg fra administratoren af det oprindelige websted, vil det at fjerne websiden med linket relateret til disse søgeresultater fra søgeresultaterne, eller at tage skridt til at skjule det, gøre det faktisk umuligt for offentligheden at få adgang til disse, givet den store markedsandel, som appelanten har i søgetjenesten, og det faktum, at det er ekstremt svært at finde URL’er på websteder på internettet direkte. Det kan vurderes, at det vil resultere i krænkelse af retten til ytringsfrihed og retten til at vide for et stort antal mennesker, der ikke kan ignoreres.

Med andre ord er logikken, at i modsætning til når man anmoder om fjernelse af individuelle indlæg fra en opslagstavleadministrator, gør fjernelse fra søgeresultater adgangen til indlæg, der ikke har noget at gøre med anholdelsesartiklen, vanskelig, og fra søgemaskinens synspunkt er “ulempen” stor, og det bør ikke let anerkendes.

Højesteret anerkendte fjernelse af søgeresultater

Og yderligere mod dette, blev der foretaget en procedure svarende til en “appel” fra advokatsiden, og Højesteret kom til at træffe en afgørelse, det er problemstillingen. Højesteret viste en dom for en sag, der begyndte med en midlertidig afgørelse. Denne Højesterets afgørelse præsenterede den ramme, som jeg nævnte ovenfor, hvor fjernelse er anerkendt, når man sammenligner behovet for fjernelse og behovet for offentliggørelse, og det er klart, at det første overstiger det sidste.

Advokaten for appelanten (på grund af proceduren, som jeg nævnte ovenfor, optræder mange tekniske termer, men det betyder i det væsentlige “sagsøger”) fremsatte følgende argumenter mod udtalelsen i den ovennævnte højesteretsafgørelse,

1. I tilfælde af krænkelse af ophavsretten er det klart forbudt i ophavsretsloven at offentliggøre hele siden, hvis der er anerkendt krænkelse af ophavsretten i en del af siden
2. Højesteret har i den såkaldte Northern Journal sag vist, at der er en ret til at anmode om ophør af offentliggørelse af artikler
3. Denne juridiske teori er klart gyldig også i tilfælde af krænkelse af personlighedsrettigheder som privatlivets fred

Advokaten fremsatte sådanne modargumenter.

Om disse diskussioner, viste Højesteret følgende dom.

På den anden side, søgetjenesteudbydere indsamler omfattende information, der er offentliggjort på websteder på internettet, gemmer kopier af den, organiserer informationen ved at oprette indekser baseret på disse kopier, og leverer information, der svarer til visse betingelser angivet af brugere, som søgeresultater baseret på disse indekser. Selvom indsamling, organisering og levering af denne information udføres automatisk af et program, er programmet designet til at kunne opnå resultater, der er i overensstemmelse med søgetjenesteudbyderens politik for levering af søgeresultater, så levering af søgeresultater har aspekter af udtryksaktivitet af søgetjenesteudbyderen selv. Desuden spiller levering af søgeresultater af søgetjenesteudbydere en stor rolle som grundlag for informationscirkulation på internettet i det moderne samfund ved at støtte offentligheden i at udsende information på internettet og indhente nødvendige oplysninger fra den enorme mængde information på internettet. Og det kan siges, at det at blive tvunget til at fjerne en bestemt søgning som ulovlig og blive tvunget til at fjerne den er en begrænsning af den konsistente udtryksaktivitet i overensstemmelse med ovennævnte politik, samt en begrænsning af den rolle, der spilles gennem levering af søgeresultater.

Med hensyn til karakteren af levering af søgeresultater af søgetjenesteudbydere som beskrevet ovenfor, om handlingen med at levere URL’er og andre oplysninger om websteder, der indeholder artikler, der indeholder fakta, der hører til en persons privatliv, som en del af søgeresultaterne i respons på en søgning baseret på betingelser relateret til en person, er ulovlig eller ej, bør det afgøres ved at sammenligne og veje forskellige omstændigheder relateret til årsagen til at levere URL’er og andre oplysninger som søgeresultater, såsom karakteren og indholdet af de pågældende fakta, omfanget af transmission af fakta, der hører til en persons privatliv, ved at levere URL’er og andre oplysninger, graden af konkret skade, som personen lider, personens sociale status og indflydelse, formålet og betydningen af de ovennævnte artikler, den sociale situation på tidspunktet for offentliggørelsen af de ovennævnte artikler og ændringerne derefter, og nødvendigheden af at beskrive de pågældende fakta i de ovennævnte artikler, og det juridiske behov for ikke at offentliggøre de pågældende fakta. Som et resultat, hvis det er klart, at det juridiske behov for ikke at offentliggøre de pågældende fakta er overlegen, er det rimeligt at fortolke det som, at det er muligt at anmode søgetjenesteudbyderen om at fjerne URL’er og andre oplysninger fra søgeresultaterne.

Højesterets afgørelse den 31. januar Heisei 29 (2017)

Denne afgørelse, simpelthen sagt, vedtager en vurderingsramme, der anerkender fjernelse, når “grunden til at udelukke søgeresultater” og “grunden til at blive vist som søgeresultater” sammenlignes, og det er “klart” at det første overstiger det sidste. Dog,

• Hvorfor skal det være “klart”?
• Hvis det bare “overstiger lidt”, det vil sige, hvis det ikke er klart, at det overstiger, vil fjernelse ikke blive anerkendt?

Disse er stadig emner for diskussion, og det er muligt, at praksis kan ændre sig i fremtiden på grund af retspraksis og lignende.