Hvad er sagen om brugsgebyrer for ophavsret mellem musikskoler og JASRAC (Japanese Society for Rights of Authors, Composers and Publishers)? En forklaring fra første instans til Højesterets afgørelse

De sagsøgende, som er operatører af musikskoler (249 medlemsorganisationer af ‘Foreningen til Beskyttelse af Musikundervisning’), har anlagt sag mod JASRAC (Japanese Society for Rights of Authors, Composers and Publishers), hævder, at det er uretfærdigt at opkræve royalties for musikopførelser i lektioner på de musikskoler, de driver. De søger bekræftelse på, at JASRAC ikke har ret til at gøre krav.

I denne artikel vil vi forklare, hvad der blev betragtet som problemet og hvad der blev bestridt i sagen om royalties mellem musikskoler og JASRAC, fra første instans til højesteret.

Sagen om musikskolen vs. JASRAC

Udgangspunktet for retssagen var, at JASRAC besluttede at begynde at opkræve brugsgebyrer fra musikskoler og sangskoler for opførelser af de værker, de administrerer, fra den 1. januar 2018 (Heisei 30). Den 7. juni 2017 indgav de en anmeldelse til direktøren for Agency for Cultural Affairs om deres gebyrregulativ “Opførelser i musikskoler”.

I reaktion på dette anlagde musikskoleoperatører og andre en retssag mod JASRAC for at få bekræftet, at de ikke havde pligt til at betale ophavsretlige brugsgebyrer.

De seks stridspunkter i denne sag var som følger:

• Stridspunkt 1: Om der er en interesse i bekræftelse for sagsøgerne
• Stridspunkt 2: Om opførelser i musikskoler er rettet mod “offentligheden”
• Stridspunkt 3: Om opførelser i musikskoler har til formål “at blive hørt”
• Stridspunkt 4: Om ophavsretten gælder for opførelser på to takter eller mindre i musikskoler
• Stridspunkt 5: Om ophavsretten er udtømt
• Stridspunkt 6: Om der er nogen faktiske grunde til at afvise ulovligheden af at afspille optagelser
• Stridspunkt 7: Om der er tale om misbrug af rettigheder

Dom i første instans: Sagsøgerens (musikskoleoperatørens) krav afvises

I første instans afviste Tokyo District Court sagsøgerens krav af følgende grunde (dom afsagt den 28. februar 2020).

Det første stridspunkt (om sagsøgerne har en interesse i bekræftelse) handler om, hvorvidt de sagsøgere, der er opført som “private skoler” i denne sag, har en interesse i bekræftelse. Retten anerkendte dette.

Det andet og tredje stridspunkt handler om, hvorvidt en optræden i en musikskole er omfattet af ophavsretten.

Artikel 22 i den japanske ophavsretslov (“Japansk Copyright Law”) fastslår, at “ophavsmanden har eneret til at opføre sit værk med det formål at vise det direkte til offentligheden eller lade dem høre det”, og krænkelse af denne opførelsesret er en krænkelse af ophavsretten. Her er “offentligheden” generelt defineret som “ubestemte eller mange personer”.

Med hensyn til det andet stridspunkt (om en optræden i en musikskole er rettet mod “offentligheden”) hævdede “musikskoleoperatørerne” først, at de ikke falder ind under kategorien af optrædende, som er omfattet af opførelsesretten fastlagt i artikel 22 i den japanske ophavsretslov, og at JASRAC ikke har ret til at kræve betaling for brugen af musikværker, som de administrerer, fra “musikskoleoperatørerne”.

Hvis de optrædende er “musikskoleoperatørerne” og ikke “lærerne” eller “eleverne” selv, ville der ikke være behov for at diskutere dette punkt, og det ville blive afvist, at der er sket en krænkelse af ophavsretten af “musikskoleoperatørerne”. Men retten afviste dette ved at anvende den tankegang, der er kendt som “karaoke-jura”, som blev fremlagt i Club Cat’s Eye-dommen (Højesteretsdom afsagt den 15. marts 1988).

Dette var en sag, hvor JASRAC søgte erstatning for krænkelse af opførelsesretten, fordi ejeren af en snackbar ved navn “Club Cat’s Eye” havde installeret en karaoke-maskine i sin butik og ladet kunder og værtinder synge.

Højesteret fastslog, at når ejeren af en snackbar eller lignende installerer en karaoke-maskine i sin butik, opfordrer kunderne til at synge, afspiller karaoke-tapen af det nummer, som kunden har valgt, og lader kunden synge foran de andre kunder for at skabe en atmosfære i butikken og tiltrække kunder med det formål at tjene penge, pådrager ejeren sig et ansvar for ulovlig handling på grund af krænkelse af opførelsesretten som hovedpersonen i kundens sang.

Tokyo District Court fastslog på baggrund af denne “karaoke-jura”, at de optrædende ikke er lærere eller elever, men “musikskoleoperatørerne”, og at eleverne, set fra “musikskoleoperatørernes” synspunkt, uanset antallet, falder ind under kategorien “ubestemte” personer og dermed udgør “offentligheden”.

Med hensyn til det tredje stridspunkt (om en optræden i en musikskole har til formål at “lade høre”) fastslog retten, at lektionerne i en musikskole består i, at læreren eller en afspillet lydkilde optræder og lader eleverne høre en opgavesang, og at eleverne, efter at have hørt dette, optræder med opgavesangen og lader læreren høre den. Dette gentages, og undervisningen i optrædensteknikker og lignende finder sted. Det er derfor klart, at optrædenen udført af læreren eller den afspillede lydkilde er rettet mod at lade offentligheden, dvs. eleverne, høre den.

Med hensyn til det fjerde stridspunkt (om opførelsesretten gælder for optræden af to takter eller mindre i en musikskole) fastslog retten, at formålet med en optræden i en musikskole er at tilegne sig optrædensteknikker og lignende, og at tilegnelsen af optrædensteknikker og lignende ikke kan finde sted uden at gengive udtrykket for tanker eller følelser, der er indeholdt i et musikværk. Derfor kan man ikke forestille sig, at kun dele af et værk, der ikke har ophavsretlig beskyttelse, gentages i lektionerne i en musikskole, og selvom optrædenen udføres i enheder af to takter i lektionerne, er det normalt at spille en mere eller mindre sammenhængende frase ved at opdele den i to takter. Uanset antallet af takter, der er blevet optrådt, opstår der en handling, der krænker opførelsesretten.

Med hensyn til det femte stridspunkt (om opførelsesretten er udtømt) fastslog retten, at udtømning er, når noget er brugt op og forsvinder, hvilket er et problem i forbindelse med intellektuel ejendomsret generelt. Ifølge udtømningsteorien gælder patentrettigheder og overdragelsesrettigheder ikke længere for overførsel af produkter, originale værker, kopier osv., der er blevet lovligt produceret og fremstillet og en gang er blevet sat i omløb. Betalingen, som ophavsretshaveren modtager for fremstillingen af noderne, der er trykt i lærebøgerne, og minus én lydkilder (optagelser, hvor kun den del, som eleven skal optræde med, er fjernet fra ensemblet), er betaling for udøvelsen af kopiretten, og betalingen for brugen i lektionerne i en musikskole er betaling for udøvelsen af opførelsesretten. Da disse er betalinger for udøvelsen af forskellige delrettigheder, der udøves på helt forskellige måder, og da de er forskellige rettigheder, kan opførelsesretten, der vedrører optrædenen, ikke udtømmes.

Med hensyn til det sjette stridspunkt (om der er nogen faktiske grunde til at forhindre ulovligheden af krænkelse af opførelsesretten i forbindelse med afspilning af optagelser) fastslog retten, at afspilning af optagelser af musikværker i en musikskole ikke forhindrer den faktiske ulovlighed af krænkelse af opførelsesretten.

Med hensyn til det syvende stridspunkt (om der er tale om misbrug af rettigheder) fastslog retten, at det ikke er misbrug af rettigheder, når JASRAC opkræver betaling for brugen af musikværker i forbindelse med optræden i en musikskole.

På denne måde blev alle stridspunkter afvist, og sagsøgeren, musikskoleoperatøren, appellerede dommen, da de var utilfredse med den.

Anden instans’ afgørelse: Delvis revision af første instans’ dom

I appelinstansen, den japanske intellektuelle ejendomsretlige højesteret, blev den første instans’ dom, der resulterede i et fuldstændigt nederlag for erhvervsdrivende, delvist revideret. Det blev afgjort, at “det ikke er tilladt at kræve betaling for elevers optræden” (dom afsagt den 18. marts 2021).

Den intellektuelle ejendomsretlige højesteret fastslog også, at hovedpersonen i en optræden i en musikskole er musikskoleoperatøren, når det gælder lærerens optræden, og at det er rettet mod elever, der udgør “offentligheden” som uspecificerede personer, med det formål “at lade dem lytte”. Men når det kommer til elevernes optræden, er det noget, der gøres for at lade læreren lytte i henhold til en kontrakt om at modtage undervisning i musik og optrædensteknikker, og det blev fastslået, at hovedpersonen i en elevs optræden er eleven. På den baggrund,

“Da hovedpersonen i en elevs optræden i en musikskole er den pågældende elev, er der ingen grund til at afgøre andre punkter, og appellanterne har ikke nogen forpligtelse til at betale skadeserstatning for krænkelse af optrædensretten eller til at returnere uberettiget fortjeneste til appellen (fordi elevens optræden er noget, der gøres ved at betale undervisningsgebyrer med det formål at lade en bestemt musikskolelærer lytte i henhold til den pågældende kontrakt, kan det ikke siges, at det er noget, der gøres med det formål “at lade offentligheden direkte (…) lytte”, og der er ingen mulighed for, at en elevs optræden kan krænke optrædensretten).”

Dom afsagt af den intellektuelle ejendomsretlige højesteret den 18. marts 2021

Det er resultatet af at adskille “essensen af lærerens optræden” og “essensen af elevens optræden” og analysere hver af dem.

Den intellektuelle ejendomsretlige højesteret fastslog, at hovedpersonen i en elevs optræden er eleven, og at det at optræde for at lade læreren lytte ikke er det samme som at have til formål “at lade offentligheden lytte”. På den baggrund fastslog den, at elevens optræden er rettet udelukkende mod læreren for at søge vejledning, og at det ikke kan siges, at den er rettet mod andre elever, og at den elev, der optræder, ikke optræder med det formål “at lade andre elever lytte”, men den begrænsede omfanget af krav, der er undtaget, til lektioner, der afholdes med en lærer og ti eller færre elever, og satte betingelser som, at afspilning af optagede sange ikke skal foretages.

I første instans blev Club Cat’s Eye-sagen citeret som en grund til, at elevens optræden kan betragtes som lig med optræden af musikskoleoperatøren, men i appelinstansdommen blev RokuRaku II-sagen (højesteretsdom afsagt den 20. januar 2011) citeret.

RokuRaku II-sagen handler om, hvorvidt en tjeneste, der gør det muligt for brugere at se tv-programmer, der sendes i Japan, ved at installere en af to harddiskoptagere “RokuRaku II” i Japan og låne eller overdrage den anden (barnemaskine RokuRaku) til brugeren, er ulovlig, og om den overtræder ophavsretten til kopiering.

I RokuRaku II-sagen afgjorde Tokyo District Court, at det var ulovligt, og Intellectual Property High Court afgjorde, at det ikke var ulovligt i en omvendt dom, men Supreme Court annullerede Intellectual Property High Court’s dom og sendte sagen tilbage til Intellectual Property High Court.

I denne sag var der ingen tvivl om, at kopiering blev udført på hovedmaskinen RokuRaku, men spørgsmålet var, om hovedpersonen i kopieringen var tjenesteudbyderen eller brugeren.

Højesteretten fastslog, at tjenesteudbyderen ikke blot skaber et miljø osv., der gør kopiering nemmere, men også udfører en vigtig handling i realiseringen af kopiering af tv-programmer osv. ved hjælp af en kopimaskine ved at modtage udsendelser og indtaste information relateret til tv-programmer osv. i kopimaskinen under sin ledelse og kontrol, og at det ville være umuligt for brugeren af den pågældende tjeneste at kopiere tv-programmer osv., selvom brugeren giver instruktioner om optagelse, hvis tjenesteudbyderen ikke udfører sådanne handlinger på tidspunktet for kopiering, og derfor fastslog den, at tjenesteudbyderen er hovedpersonen i kopieringen.

Opførelsen af elever i en musikskole blev betragtet som svarende til tjenesteudbyderen af RokuRaku, der udfører en vigtig handling i realiseringen af kopiering af tv-programmer osv. ved hjælp af en kopimaskine.

Højesterets afgørelse: Støtter anden instans

Den 24. oktober 2022 (Reiwa 4) støttede Højesteret anden instans og afgjorde, at mens en musiklærer har pligt til at betale for sin optræden, opstår der ingen betalingspligt for elevens optræden.

En elevs optræden i en musiklektion er udført med det formål at lære og forbedre sig ved at modtage undervisning i optrædensteknikker osv. fra læreren. At optræde med et stykke musik er kun et middel til dette formål. Og elevens optræden er noget, der udføres udelukkende af eleven uden lærerens handling, og i forhold til ovenstående formål har elevens optræden en vigtig betydning. Selvom læreren ledsager eller forskellige optagelser afspilles, er disse kun med til at støtte elevens optræden.

Afgørelse fra den første mindre retssal den 24. oktober 2022 (Reiwa 4)

Det blev angivet. Med hensyn til lektionens gebyrer fra eleverne, blev det også fastslået, at det er betaling for instruktion i optrædensteknikker osv., og ikke betaling for selve optrædenen med et stykke musik.

Under hensyntagen til disse omstændigheder blev det afgjort, at “det kan ikke siges, at de appellerede (musikskolen) osv. er de primære brugere af det pågældende administrerede ophavsretligt beskyttede værk med hensyn til elevens optræden i lektionerne”.

Med andre ord, hvis kun eleven optræder, og læreren ikke optræder, er der ingen nødvendighed for at betale brugsgebyrer.

Selvfølgelig er det i praksis usandsynligt, at læreren slet ikke vil optræde i undervisningen på en musikskole, men det er normalt, at elevens optrædenstid er længere end lærerens i undervisningen. Dette kan potentielt påvirke beløbet af brugsgebyrer.

Reference: Musikuddannelsesbeskyttelsesforening | Højesteret har afsagt dom (erklæring og dom) [ja]

Opsummering: Konsulter en advokat om ophavsret

Dommen i sagen mellem musikskolen og den japanske ophavsretsorganisation JASRAC er nu endelig afgjort af Højesteret. Det er blevet fastslået, at der ikke opstår en betalingspligt for brugsafgifter i forbindelse med elevernes optrædener. Fremover kan der være mulighed for forhandlinger mellem JASRAC og musikskoleoperatører, herunder om reduktion af brugsafgifter.

Desuden opkræver JASRAC brugsafgifter for optrædener i musikkurser på kulturcentre. Hvis Højesterets fortolkning også kan anvendes på musikkurser på kulturcentre, vil det betyde, at det ikke er operatøren af kulturcentret, der er hovedansvarlig for elevernes optrædener, og der kan derfor være mulighed for at revidere brugsafgifterne.

Introduktion til vores kontors tiltag

Monolith Advokatfirma er et advokatfirma med høj ekspertise inden for IT, især internettet og lovgivning. I de senere år har intellektuel ejendomsret omkring ophavsret fået øget opmærksomhed, og behovet for juridisk kontrol er stigende. Vores kontor tilbyder løsninger relateret til intellektuel ejendom. Detaljer er angivet i artiklen nedenfor.

Monolith Advokatfirmas områder: IT og intellektuel ejendomsret for forskellige virksomheder [ja]