Hvad er omfanget af sekundære værker og brugsrettigheder? En forklaring på faktiske retssager

Omkring os er der et væld af tv-dramaer og film, der er baseret på romaner og manga. Et værk, der er skabt på grundlag af et andet værk, kaldes et sekundært værk.

I de senere år er der gennem sociale medier blevet skabt en masse sekundære værker af enkeltpersoner, såsom fanart, der tager udgangspunkt i bestemte anime, manga osv.

Men med dette er der også opstået mange problemer i forhold til ophavsret.

Særligt sekundære værker kan være komplekse i forhold til rettigheder, da de er baseret på et originalt værk og derfor kræver en præcis forståelse af ophavsretsloven ved deres skabelse og brug.

I denne artikel vil vi forklare rettighederne i forbindelse med sekundære værker, herunder relevante retssager.

Hvad er sekundære værker

Ophavsretsloven definerer sekundære værker som følger:

Sekundære værker er værker, der er skabt ved at oversætte, arrangere, ændre, dramatisere, lave film af, eller på anden måde tilpasse et værk.

Japansk Ophavsretslov Artikel 2, Paragraf 1, Punkt 11

Det vil sige, et sekundært værk er et værk, der er nyskabt ved at “tilpasse osv.” et “værk”.

Lad os se på hvert punkt i rækkefølge.

Et “værk” er i henhold til ophavsretsloven defineret som “noget, der kreativt udtrykker tanker eller følelser” (Artikel 2, Paragraf 1, Punkt 1). For eksempel, romaner, tegneserier, musik, film osv., omfanget er bredt.

Og “tilpasning” er fortolket i præcedens som følger:

Tilpasning… er en handling, hvor man skaber et andet værk, der kan give den, der kommer i kontakt med det, en direkte fornemmelse af de væsentlige karakteristika i udtrykket af det eksisterende værk, ved at basere sig på det eksisterende værk, og samtidig bevare identiteten af dets væsentlige udtrykskarakteristika, og tilføje ændringer, tilføjelser, ændringer osv. til det konkrete udtryk, og kreativt udtrykke nye tanker eller følelser.

Højesteretsdom af 28. juni 2001 (Heisei 13) (Esashi Oiwake Incident)

Handlingerne med oversættelse, arrangement osv., der er opregnet i definitionen af sekundære værker, kan normalt siges at være typiske eksempler på “tilpasning”, da de har ovenstående egenskaber.

Det vigtige punkt er, om der er tilføjet en ny kreativ udtryksform til det oprindelige værk. Det er netop fordi der er tilføjet en ny kreativ udtryksform, at det er beskyttet som et sekundært “værk”.

Om vendt, hvis man blot har imiteret (kopieret) det oprindelige værk, er det ikke et sekundært værk, fordi der ikke er tilføjet en ny kreativ udtryksform (i dette tilfælde vil det være en krænkelse af retten til at kopiere det oprindelige værk).

Eksempler på sekundære værker

Konkrete eksempler på sekundære værker kan være alt fra kommercielle produkter som animerede film eller film, der er baseret på romaner eller manga, til hobbybaserede værker, hvor almindelige mennesker skaber originale værker (såkaldt “fan art” osv.) under forskellige omstændigheder, der adskiller sig fra konteksten af det oprindelige værk, med anime- eller manga-karakterer som hovedtema. Der er utallige eksempler.

Men især i de senere år har skabelsen af sekundære værker af enkeltpersoner (almindeligvis kendt som “sekundær skabelse”) givet anledning til nye juridiske problemer på grund af udviklingen af sociale medier.

Det vil sige, mens sekundær skabelse, der udføres privat og rent som en hobby, er beskyttet som en undtagelse i henhold til ophavsretten (Artikel 30 og 47, afsnit 6 i den japanske Copyright Law), vil sekundær skabelse, der udføres for brug ud over privat brug, og handlingen med at poste værker skabt gennem sådan sekundær skabelse på sociale medier, krænke ophavsretten (retten til at lave afledte værker og retten til offentliggørelse).

Derfor kan det siges, at mange af de sekundære værker, der postes på sociale medier, i det mindste juridisk set krænker ophavsretten (som vi vil diskutere senere, er de fleste tilfælde faktisk kun tolereret).

Derfor er det nødvendigt at være opmærksom på rettighedsforholdet til ophavsretsindehaveren af det oprindelige værk, når man skaber og bruger sekundære værker.

I det følgende vil vi forklare rettighedsforholdet mellem den sekundære ophavsretsindehaver og den oprindelige ophavsretsindehaver i sekundære værker, baseret på konkrete eksempler og retspraksis.

Sekundære værker og brugsrettigheder

Hvis person X skriver en roman på engelsk, og person Y ønsker at oversætte og udgive den på japansk, har den oprindelige forfatter, person X, ophavsretten til romanen.

Den japanske version af romanen, som person Y skaber, er en sekundær værk, da det er en “oversættelse” af det oprindelige værk, person X’s roman.

Så hvilke rettigheder har person X og person Y hver især over den japanske version af romanen, som person Y skaber?

Rettighedsforhold i ‘skabelse’

Det er vigtigt at bemærke, at selvom noget er et sekundært værk, betyder det ikke, at man kan ignorere ophavsretten til det oprindelige værk.

Ophavsretten til det oprindelige værk anerkendes naturligvis af den oprindelige forfatter, og dette inkluderer ‘retten til bearbejdelse’ (Artikel 27).

Med andre ord, handlingen med at skabe et sekundært værk kan i sig selv betragtes som en krænkelse af ophavsretten til det oprindelige værk.

Derfor er reglen i ophavsretten, at for at skabe et sekundært værk lovligt, skal man grundlæggende have tilladelse fra indehaveren af ophavsretten til det oprindelige værk.

I det ovenstående eksempel, hvis hr. Y ikke har fået tilladelse fra hr. X til at oversætte hr. X’s roman, vil selve handlingen med at oversætte være en krænkelse af ophavsretten (bemærk, at selvom handlingen med at skabe er ulovlig, anses det sekundære værk stadig for at være etableret).

Rettighedsforhold ved ‘brug’

Hvordan er rettighedsforholdet, når man lovligt bruger et sekundært værk, der er skabt med tilladelse fra ophavsretsindehaveren?

Først og fremmest er der i ophavsretsloven en udtrykkelig bestemmelse om ophavsretsindehaverens rettigheder i forbindelse med brugen af et sekundært værk:

Ophavsretsindehaveren til det oprindelige værk har, i forbindelse med brugen af det sekundære værk, de samme rettigheder som ophavsretsindehaveren til det sekundære værk, som fastsat i denne paragraf.

Den japanske ophavsretslov §28 (Ophavsretsindehaverens rettigheder i forbindelse med brugen af sekundære værker)

Med andre ord, ophavsretsindehaveren har de ‘samme rettigheder’ som ophavsretsindehaveren til det sekundære værk.

Spørgsmålet er så, hvilke rettigheder ophavsretsindehaveren til det sekundære værk har, og der er præcedens for dette.

Rettighedsområdet for ophavsretsindehaveren til det sekundære værk

Der var en sag, hvor selskabet, der havde ophavsretten til tegneserien ‘POPEYE’, sagsøgte et andet selskab, der solgte slips med ‘Popeye’ og ‘POPEYE’ tekster og karakterbilleder, for at stoppe salget og kræve erstatning for skader. Sagen blev ført helt til Højesteret.

I dommen er der flere vigtige udtalelser om punkter i ophavsretsloven, men her vil vi fokusere på brugen af sekundære værker.

Først og fremmest, om en sekundær værk kan opstå i en serie tegneserier, der afsluttes i hver episode, blev det sagt:

I serie tegneserier er det normalt, at efterfølgende tegneserier skabes ved at tilføje en ny plot til de grundlæggende ideer, indstillinger og karakteristika af hovedpersonerne, herunder deres udseende og personlighed, som er fælles med de foregående tegneserier, samt tilføje nye karakterer. I sådanne tilfælde kan de efterfølgende tegneserier betragtes som en tilpasning af de foregående tegneserier, og derfor kan de betragtes som sekundære værker med de foregående tegneserier som det oprindelige værk.

Højesteretsdom af 17. juli 1997 (Heisei 9) (Popeye slipsagen)

Med andre ord, det oprindelige værk behøver ikke at være en andens værk, og det er også muligt at skabe et sekundært værk af ens eget værk.

Derefter blev det udtalt om rettighedsområdet for ophavsretsindehaveren til det sekundære værk som følger:

Ophavsretten til det sekundære værk opstår kun for den del, der er nyt og kreativt i det sekundære værk, og ikke for den del, der er fælles med det oprindelige værk og har samme substans. Dog er grunden til, at det sekundære værk modtager beskyttelse som et separat værk under ophavsretsloven, fordi der er tilføjet nye kreative elementer til det oprindelige værk (ophavsretsloven §2, stk. 1, nr. 11), og den del af det sekundære værk, der er fælles med det oprindelige værk, indeholder ingen nye kreative elementer og der er ingen grund til at beskytte det som et separat værk.

Højesteretsdom af 17. juli 1997 (Heisei 9) (Popeye slipsagen)

Med andre ord, rettighederne for ophavsretsindehaveren til det sekundære værk opstår kun for den del, hvor der er tilføjet kreativitet til det oprindelige værk, og for den del, der er fælles med det oprindelige værk, gælder kun rettighederne for ophavsretsindehaveren til det oprindelige værk.

https://monolith.law/corporate/tradingcard-character-publicity-right [ja]

Rettighedsområdet for ophavsretsindehaveren

Der var en sag, hvor ophavsretsindehaveren, der havde skrevet historien til serietegneserien ‘Candy Candy’ i romanform, søgte om at stoppe skabelsen, kopieringen og distributionen af tegninger, omslagsbilleder, litografier og postkort (de oprindelige tegninger), som er en del af serietegneserien, mod tegneserietegneren, der havde tegnet tegneserien baseret på manuskriptet, og selskabet, der havde fået tilladelse til at kopiere fra tegneserietegneren, på grund af at serietegneserien var et fælles værk eller et sekundært værk af det oprindelige værk.

I denne sag havde de kun fået tilladelse til at bruge tegningerne fra tegneserietegneren, og de havde ikke fået tilladelse fra ophavsretsindehaveren.

Spørgsmålet var, om ophavsretsindehaverens ophavsret gælder for serietegneserien (om det er et sekundært værk), og om det er nødvendigt at få tilladelse fra ophavsretsindehaveren separat, hvis det gør. Sagen blev ført helt til Højesteret.

Højesteret udtalte først, om serietegneserien var et sekundært værk af det oprindelige romanmanuskript, som følger:

Serietegneserien blev skabt ved at gentage processen med at skabe en specifik historie for hver episode, skrive den i romanform på 30 til 50 sider af 400 ord pr. side, og tegne tegneserien stort set baseret på manuskriptet, undtagen de dele, der ikke kunne bruges i tegneserien. Baseret på disse fakta, kan serietegneserien betragtes som et sekundært værk med manuskriptet, der er skabt af sagsøgte, som det oprindelige værk, så sagsøgte skal have ophavsrettighederne til serietegneserien som ophavsretsindehaveren.

Højesteretsdom af 25. oktober 2001 (Heisei 13) (Candy Candy sagen)

Derefter udtalte den om ophavsretsindehaverens rettigheder til det sekundære værk som følger:

Og i forbindelse med brugen af serietegneserien, som er et sekundært værk, har sagsøgte, som er ophavsretsindehaveren til det oprindelige værk, de samme rettigheder som sagsøgeren, som er ophavsretsindehaveren til serietegneserien, og sagsøgerens (ophavsretsindehaveren til det sekundære værk) rettigheder og sagsøgtes (ophavsretsindehaveren) rettigheder eksisterer side om side, så sagsøgerens rettigheder kan kun udøves med sagsøgerens og sagsøgtes samtykke.

Samme som ovenfor

Med andre ord, rettighederne for ophavsretsindehaveren til det sekundære værk og rettighederne for ophavsretsindehaveren eksisterer uafhængigt side om side for den del, som ophavsretsindehaveren til det sekundære værk har skabt selv.

Da de eksisterer uafhængigt side om side, vil det ikke være en krænkelse af rettighederne for ophavsretsindehaveren til det sekundære værk, hvis man har fået tilladelse til at bruge det fra ophavsretsindehaveren til det sekundære værk, men det vil være en krænkelse af ophavsretsindehaverens rettigheder, medmindre man har fået tilladelse fra ophavsretsindehaveren.

Med udgangspunkt i ovenstående præcedens kan rettighedsforholdet mellem ophavsretsindehaveren og ophavsretsindehaveren til det sekundære værk i det sekundære værk opsummeres som følger:

https://monolith.law/corporate/intellectual-property-infringement-risk [ja]

Forholdsregler ved brug af sekundære værker

Som nævnt ovenfor, når du skaber eller bruger sekundære værker, skal du altid være opmærksom på rettighederne for både skaberen af det sekundære værk og den oprindelige forfatter.

Især fanart og lignende sekundære værker, som vi tidligere har nævnt, bidrager aktivt til salget og populariteten af det oprindelige værk, og er derfor i praksis tilladt. Men det er kun tilladt i praksis, og det ændrer ikke det faktum, at det juridisk set er en krænkelse af ophavsretten.

Men dette kan føre til situationer, hvor du pludselig bliver sagsøgt for krænkelse af ophavsretten, selvom du tidligere har kunnet bruge det frit.

Derfor kan der i nogle tilfælde være offentliggjort “retningslinjer for sekundær skabelse” for værker, hvor sekundær skabelse er forventet.

I disse tilfælde kan det siges, at der er forudgående tilladelse fra ophavsretshaveren inden for rammerne af disse retningslinjer, så brug inden for disse rammer vil ikke være en krænkelse af ophavsretten juridisk set.

Hvis du har problemer med sekundære værker, bør du konsultere en advokat

Fra ovenstående kan vi først og fremmest konkludere, at det er vigtigt at gennemgå eventuelle retningslinjer for sekundær skabelse grundigt på forhånd. For det andet, hvis der ikke er nogen retningslinjer eller forudgående tilladelse fra ophavsretshaveren, er det nødvendigt at overholde ophavsretsloven nøje.

Imidlertid er der i sidstnævnte tilfælde ofte mange situationer, hvor det er ekstremt subtilt, om der er tale om en krænkelse af ophavsretten, og da det kræver en professionel vurdering, vil det være en god idé at konsultere en advokat, der specialiserer sig i ophavsret.

Introduktion til vores kontors tiltag

Monolis Advokatfirma er et advokatfirma med høj ekspertise inden for IT, især internettet og lovgivning. I de senere år har intellektuel ejendomsret omkring ophavsret fået øget opmærksomhed, og behovet for juridisk kontrol er stigende.

Vores kontor tilbyder løsninger relateret til intellektuel ejendom. Detaljer er angivet i artiklen nedenfor.